Med en sans for poetisk, litterær dybde og en nærværende realistisk fremstilling lever den norske instruktør Joachim Trier med sin seneste film op til forventningerne fra debutspillefilmen Reprise (2006). Oslo, 31. august er netop udkommet på dansk købsfilm. Omsider.

Filmen er faktisk et par år gammel. Men sådan er det vist. En norsk film er en eksotisk film i Danmark, og den skal åbenbart lige bevise sig selv, før man tør satse på den her. Flotte anmeldelser, en Bodil-nominering, Un Certain Regard-udnævnelse i Cannes og en filmpris fra Nordisk Råd kunne lige gøre det. Nu kan vi få lov at se den.

Anders har været igennem et sejt og opslidende rehabiliteringsforløb. Han er narkoman og dranker, men har nu været clean og sober i ti måneder. Nu begynder udslusningen, og det såkaldt almindelige liv truer. Anders skal til jobsamtale på et forlag, men bruger også dagen på at besøge gamle venner – alt sammen overskygget af den voldsomme længsel efter den sande rus.

Fortabelsen er nærliggende, tungsindigheden overvældende. Men filmen sigter ikke efter medlidenhed. Den sigter efter at møde den ensomhed og fortrydelse, som Anders oplever, fra hans eget perspektiv. Anders er den, der skiller sig ud, men det fungerer faktisk sådan, at det er normaliteten, der kommer til at skille sig ud. Den lette tilværelse virker mistrøstig og ensidig i lyset af (eller rettere i mørket fra) Anders’ tunge tankegods.

Anders Danielsen Lie fungerer afbalanceret og troværdigt i rollen som Anders. Med en sort selvironi og humoristisk distancering formår han at understrege den alvor, der hele tiden tynger ham. Også så det bliver til at holde ud. Stilsikkert og stilfærdigt fastholder han den grænse, som Anders undervejs balancerer på. Det er ikke en elementær deroute. Håbet findes, lever, men det lider også under bristede illusioner. Et liv, der kunne være blevet noget andet.

Byrummet spiller en fin rolle i etableringen af Anders som karakter og tematikken omkring stofmisbrug. En kombination af visuelt betagende Oslo-billeder, vues over en by med sit eget industrielle tungsind, og nærgående billeder af Anders’ oplevelser gennem et solomløb spiller velklingende sammen. Han flakker rundt som en flâneur uden mål, og her danner Oslo et fint visuelt bagtæppe bag vandringsmanden.

Temaet lægger mest op til den kradse realisme, der her er lidt i familie med Uli Edels Christiane F (1981). Det er typisk for mange skandinaviske stofmisbrugsfilm, at realismen er et foretrukket stiludtryk. Den poetiske visualitet, der i farver og billedvalg distancerer sig fra den tætte realisme, er et relevant og symbolsk niveau. Det skal i princippet ikke gøre ondt på seeren – det er ikke pointen. Angsten illustreres bedre i symbolikken.

Filmen balancerer på en eksistentiel afgrund, som Trier henter fra filmens litterære forlæg. Pierre Drieu la Rochelles klassiker Le fou follet (1931) danner grundlag for filmen. Men har man sagt Rochelle, må man også sige Louis Malle, hvis film Kold ild (1963) også var baseret på Rochelles roman. Det er et forpligtende selskab, som Trier skriver sig ind i. Men han slipper af sted med det ved at opdatere og flytte handlingen troværdigt til Oslo. Og selv putte nyt materiale, fx stofmisbrug, ind i handlingen.

Oslo, 31. august er ikke som de fleste film om stofmisbrug. Men den lægger ikke skjul på, hvor det hele peger hen ad. At starte forfra er ikke nemt. Det leder alt for ofte til at slutte forfra igen.