Hvis man kun kender lidt til den engelske krimiforfatter Agatha Christie, så vil man med garanti vide, at det var hende der stod bag Mordet i Orientekspressen og Døden på Nilen. Andre vil måske også kende til And then there were none og hendes to bedst kendte detektiver Miss Marple og Hercule Poriot.

Kenneth Brannagh lavede i 2018 en ny filmversion af netop Mordet i Orientekspressen, som var ganske vellykket, men der skulle altså gå over 6 år før hans næste Agatha Christie-filmatisering Døden på Nilen blev klar på Bluray og streaming. Selv om den på mange måder er lige så flot som forgængeren, så føles filmen samtidig utrolig kunstig. Forhastet fortalt og plastikagtig.

Det starter ellers meget godt, for da filmen starter, er seeren så langt væk fra Ægyptens sand som muligt. I den sort/hvide åbningsscene, møder vi den unge Poirot (en computerforynget udgave af filmens hovedrolleindehaver og instruktør). Han befinder sig i skyttegravene under første verdenskrig. Uden at afsløre alt for meget får man i denne prolog fortalt historien bag mesterdetektivens – i Brannaghs version – nærmest latterligt overdrevne moustache. For selv om den velplejede skovsnegl da er detektivens primære kendetegn, så er der i denne udgave nærmest tale om to overskæg, der synes at kæmpe om pladsen på skuespillerens ansigt.

Det er dog ikke kun ansigtsbehåringen, der i denne film virker lidt sær. Efter prologen, hvor seeren ud over overskægsfortællingen også kommer tæt på Hercules privatliv (en sidehistorie, der udfolder sig sideløbende med mordene på hjuldamperen), så skal vi også med en tur forbi en natklub i London. Her er Poriot helt tilfældigvis er øjenvidne til det trekantsdrama, der kommer til at spille en væsentlig rolle i forhold til det drama der senere udspiller sig i Ægypten. På klubben danses der en n meget liderlig dans til tidens nye bluesmusik. Det virker ganske anakronistisk at være vidne til den slags forbudte trin, hvis vi skulle forestille os at handlingen ret faktisk er sat til tiden umiddelbart før Anden Verdenskrigs udbrud. Især i det ellers så tilknappede England. Desuden er det sært at detektiven helt tilfældigt opholder sig på en sådan klub, idet de centrale figurer gør deres entré.

Det der dog stikker allermest i øjnene ved denne film, er at de mange scener som skal forestille at være optaget i og omkring Nildeltaet; pyramiderne ved Gisa, Abu-Simpel templet, ja selv sejlturen på floden allermest virker som imponerende scenerier skabt til et computerspil. Personligt var det svært ikke at få lyst til at genspille Assassins Creed: Origins for her virker det Ægyptiske landskab faktisk mere overbevisende end hos Brannagh. Disse meget farvestrålende, alt for perfekte omgivelser med lige så alt for perfekte fugleflokke, der flyver forbi kameraet der suser hen over vandet for at ende ud i en alt for perfekt, ildrød solnedgang gør at filmen får skabt en slags alternativ plastik-virkelighed, der bliver baggrunden for dette mordmysterium.

Når tilskueren på denne vis ikke just er overbevist om omgivelsernes relation til virkeligheden, så kommer det desværre også til at gå ud over den ellers så glimrende historie og de meget dygtige skuespillere, der er med i ensemblecastet. Kendere af Agatha Christie vil nok give undertegnede ret i, at det burde være figurerne i historien, der burde være de bærende elementer i en historie som denne. I denne version er det blot lidt vanskeligt at lade sig rive med af den del af historien, fordi det bliver svært at engagere sig i figurer, der synes at opføre sig lige så uvirkeligt, som de omgivelser de færdes i.

Det er faktisk sært at filmen bevidst har valgt at gå all in på visuel excess og setstykker, når nu det i sådan en grad synes flytter ens fokus væk fra det centrale mordmysterium som mange sikkert forventer at få serveret, idet de sætter starter filmen. Der er selvfølgelig mord, endda en hel del, men seeren kommer aldrig ind under huden på det bryllupsselskab, hvis rejse i den grad ødelægges af blodsudgydelse.

Desværre lykkes det ikke denne gang Brannagh at få skabt en filmatisering, som viser, hvor dygtig en instruktør han er. Der er sagt på en anden måde ganske enkelt for meget unødig visuelt gejl og alt for lidt nerve i denne film. Kapellet vil faktisk vove den påstand, at selv de tilskuere der ikke kender historien i forvejen vil have en ret god chance for at gætte årsagssammenhængene før eller sammen med Hercule. Eksempelvis er den lider-dans, beskrevet i det ovenstående, et lidt for tydelig et vink med en vognstang, i forhold til at finde frem til motiv og morderens identitet.

Er man fan af Agatha Christie så bør man selvsagt også se denne version, men skru gerne forventningerne ned, for eksempelvis så er filmatiseringen fra 1978 med Peter Ustinov som Poriot langt mere vellykket. Både fordi den er optaget på location og fordi den version så er mordmysteriet og opklaringsarbejdet langt mere effektivt iscenesat. Bevares, du får hverken mulighed for at nyde synet af den altid betagende Gal Gadot, French & Saunders eller Russel Brand i den gamle film, men til gengæld der får man serveret et krimimysterie der er langt mere smagfuldt.

Som et post-scriptum kan nævnes at Kenneth Brannagh helt utvivlsomt er en dygtig instruktør og skuespiller, og det er da også vanskeligt at vurdere, hvor meget kreativ kontrol han har haft over denne ret så skuffende film. Vil man dog bekræftes i at Brannagh har talent, så spring denne film over og gå i stedet videre til mandens seneste film <>Belfast, der er biografaktuel idet disse ord nedfældes.