En ung mand sidder i en gylden kornmark og skriver dagbog. Blæk, papir og skønhed, er filmens første ord. ”For ham er poesien hellig – en personlig religion”, forklarer en fortællerstemme, der følger ham/os gennem hele værket. Tydeligt en oplæser, der nu tager hul på den store fortælling.

Dramaet er Honore de Balzacs trebindsklassiker Tabte illusioner (1831-43), som den franske instruktør Xavier Giannoli (Margueritte 2015) har valgt at filmatisere andet bind af, om den romantiske provinslyrikers møde med den romantiske kærlighed, overfor Paris’ korrupte og dekadente overklasse – den være sig royal eller liberal.

Et samfundskritisk angreb, i begyndelsen af 1800-tallet, helt uden nåde, tæt på det karikerede, hvor poesien, den ægte kærlighed, ingen chance har. Et miljø, hvor alt er til salg. Gør dig ingen illusioner. Profit er nøglen til succesen, om det så er i politik, litteratur eller i journalistik.

Lucien de Robempre (Benjamin Voisin) er den unge poet, der arbejder på familiens trykkeri i Udkants-Frankrig, hvor han netop har fået trykt sine små romantiske vers, som er tilegnet ’hende’. Hun er ingen tilfældig kvinde, men provinsens fornemme adelsdame, Madame de Bargeton, (Cécile de France). Hun er smuk, elegant, arrogant og selvfølgelig gift med en rig, gammel, sur adelsmand, der kun tænker på jagt og sine hunde! Heldigvis har hun sans for litteratur og poesi, og ikke mindst for den unge poet, som hun i poesiens navn, tager, ikke kun under sine beskyttende vinger, men også under dynen i ægtesengen.

Sladderen løber hurtigt. De to må, for at undgå skandale i det højere provinsaristokrati, gemmes væk i Paris – hvor, netop hun, gennem sin adelige kusine, er velkommen på aristokratiets allerøverste top – mens han kæmper for at slå igennem som poet i Paris litterære cirkler.

Nu tager Tabte illusioner for alvor fat i sin nådesløse kritik af overklassen, adelen, kunstnere og journalister. At adelsfruen har et alt andet end platonisk, uægteskabeligt forhold, endda til en provinsdreng med slette manerer, det kan hverken, nyt moderigtigt tøj eller charme undskylde – så de må, for at redde hendes ry i Paris, snarest adskilles.

Tilbage står Lucien, fattig og forladt. Med en fast tro på sit digtertalent, bliver han introduceret til byens store forlægger, stor i ordets materielle forstand, nemlig i Gerard Depardieus skikkelse. En forlægger, tidligere grønthandler (!), der hverken kan læse eller skrive – men forstand på pengenes magt, har han. Her oplever/forstår Lucien, hos forlaget, der er befolket med en skare letbestikkelige anmeldere, at journalistik ikke, som han troede, er at oplyse læseren om kunst og verdenen, men alene om at gøre avisens aktionærerne rigere.

Anmeldernes ’stjerner’, er kun et spørgsmål om pris. Den der byder højest får de fleste. Også Lucien er til salg – og bruger nu sin pen, for at overleve, i et stærkt satirisk skrift, hvor han spidder eller roser, alt efter betalingens størrelse.

Heldigvis er der plads til kærligheden. Mødet med varietedanserinden Coralie, der ikke er bange for at vise sine røde strømper, strømpebånd og lidt til, fører til en hed elskov, hvor de to dyrker hinanden på silkelagner i herskabelige omgivelser. For Corolie er en (vel)holdt kvinde, hvis ’hersker’ er meget rundhåndet – dog ikke, da han opdager bedraget. Det ender med, at de tvunget, flytter til mere beskedne kår – hvor Lucien understøtter Coralies drøm om anerkendelse/berømmelse, ved at spille dramatikeren Jean Racine på teatret. Så skal der for alvor bestikkelse og korruption til, hvis opførelsen skal blive en succes. Heldigvis kan M. Signali stille med et premierehold, der alt efter ønske/betaling pifter, klapper eller kaster med blomster/rådne tomater, mod de optrædende.

Dekadencen, grådigheden og korruptionen er i Tabte illusioner skildret med en pågåenhed. Intet syntes at være sparet, for at illustrere vulgaritet og overflod, i flotte farver og festlige rober. Skønne, ofte dekolleterede kvinder og forfængelige mænd, i et sandt mylder, hvor alle synes til fals. En klassisk historie, med volumen og slagkraft. Alt sammen omkring vores romantiske antihelt, hvis illusion om livets skønhed, snart er tabt. En verbal kommenteret historie, fortalt af Luciens ven (Honore de Balzac), helt i slægt med den franske klassiske roman. Her sat op i formidable billeder. En levende vulgær by, hvor dens indbyggeres moral ligger langt fra den romantik Paris ellers er omgivet af.

Et magnifikt fransk billedværk – med toppen af fransk films og teaters allerbedste skuespillere. Er man til et gedigent tidsbillede, helt i de store franske forfatteres ånd, med plads til en snert til vor egen tid, med ”fake news” og sociale mediers manipulation, så er Tabte illusioner filmen.