Man kan altid regne med Spielberg! Selv om instruktøren gennem sin karriere da har lavet film, der ikke alle står tilbage som uomtvistelige filmklassikere, så ved man at der er tale om både 100% solidt filmhåndværk og historier der både emmer af klassisk Hollywood og, som uanset tema eller form, ender med at være virkeligt underholdende. Dette gælder i særdelehed for Spielbergs seneste film, hans version af den klassiske Leonard Bernstein-musical West Side Story. En musical der er baseret på Arthur Laurens roman og teaterstykke.

. Det skal siges med det samme, at selv om anmelder hårdnakket påstår – og i tidligere anmeldelser har holdt fast i – at han ikke bryder sig om musicals, så passer det nok ikke rigtigt. For selv om det da kan virke ret så dumt at figurer man bør tage seriøst og føle med pludselig bryder ud i sang og dans, så fungerer dette greb jo virkelig godt, i forhold til at udtrykke stærke følelser.

Det skal også nævnes at anmelder aldrig har set andet end uddrag fra den klassiske version af musicallen fra 1961 af Jerome Robbins & Robert Wise (hvilket til gengæld passer – red.) Dette giver en glimrende tilgang for at skulle vurdere Spielbergs seneste, for så bliver den jo bedømt helt på sine egne præmisser og ikke gennem en konstant sammenligning med ’originalen’. Omvendt set, så bliver de læsere, der gerne kunne tænke sig sammenligningen nok slemt skuffede. De må jo blot selv se Spielbergs version, for at se om den kan leve op til klassikeren.

West Side Story er en fortælling bygget ovenpå den klassiske Shakespearetragedie om Romeo og Julie. Den foregår ikke i middelalderens Verona, men derimod i New Yorks slumkvarterer i 1950’erne. Her regerer gadebander – de lokale amerikanske gadedrenge ’Jets’ der konstant slås med ’Sharks’ hvis medlemmer alle har Puertoricansk baggrund. Lige som i Shakespeares historie forelsker en ung mand fra den amerikanske bande – her kaldet Tony (Elgort) – sig hovedkulds i den unge puertoricanske pige Maria (Zegler), hvis bror selvfølgelig er en af de førende medlemmer i ’Sharks’.

Det kan jo nærmest kun gå galt.

Spielberg styrer denne genfortælling af West Side Story med en mesters hånd. Rent teknisk kan der ikke udsættes det mindste på filmen. Det er meget muligt at et #nofilter, Instagram-lignende ungt menneske med tålmodighed som en døgnflue, vil finde fortællingen noget langsommelig og alt for tydelig, men ikke desto mindre så synes denne anmelder ikke at der er så meget som et miligram fedt for meget på denne nye version. Koreografien er formidabel. Kamerabevægelserne smyger sig om deltagerne og så kan alle de medvirkende i den grad synge og danse. Det er helt tydeligt at det er toppen af den amerikanske talentmasse der er endt med at spille med i denne film.

Det er ganske enkelt svært ikke at blive grebet af stemningen. Dette er selvsagt også fordi enkelte af musiknumrene er klassikere i deres egen ret. Hvem begynder ikke nærmest automatisk at nynne med så snart man nævner titler som I Feel Pretty, Somewhere eller America ? Lige som Shakespeares udødelige tragedie ved man også godt hvad der kommer til at ske idet slutningen nærmer sig, men dette betyder også mindre, for det ganske enkelt er svært ikke at blive revet med af stemningen, den gode musik og de store kærlighedsdrama.

Selve skildringen af den amerikanske storby er også helt forrygende. Nuvel, der er en vis bevidst ’studie-følelse’ over enkelte af scenerne, men dette harmonerer også rigtigt fint med den musicallens lange historie som skuespil, teater musical og film. Når både musikken, teksterne, omgivelserne og lyssætningen på den måde er i verdensklasse og når de medvirkende så er så engagerede i at videreformidle de roller, de har fået, så ender den nye West Side Story med at være en film som både hylder West Side Story helt overordnet og som samtidig synes at besidde de helt særlige kendetegn der er i Spielbergs filmhåndværk.

Anmelder må derfor blankt indrømme, at musicals også kan være en helt fantastisk genre, i al fald når de kræfter der står bag er så eminent dygtige som tilfældet er her. Idet handlingen jo er centreret om Tony og Maria, så skal såvel Ansel Elgort og debutanten Rachel Zegler have al den ros de fortjener. Selv om de nemt kunne være blevet til klicheer, så bliver det ret nemt at lade sig overbevise om at de to hovedfigurer vitterligt er smaskforelskede i hinanden. En kærlighed der selvsagt er umulig, men hele vejen mod den tragiske udgang er én som man gerne vil opleve igen og igen. West Side Story har fået nyt liv, nyt look og vil med garanti være den version som fremtidige generationer af musicalfans vil vælge, når der skal hygges med en filmaften.