Uden at have empirisk belæg for det, vil de fleste superheltetegneseriefans sikkert nævne en del andre superhelte som deres favoritter før Thor bliver bragt på banen, men det er sikkert kun et spørgsmål om tid før dette ændres. Thor i Marveludgaven blev skabt af Stan Lee, Jack Kirby og Larry Lieber og figuren optrådte første gang i tegneseriesammenhæng i 1962 i en antologi af korte superheltefortællinger.

Senere blev Thor en fast del af Avenger-teamet og da Marvel i skrivende stund er ved at optage Avengers filmen (som har fået en foreløbig premieredato i maj 2012) , er det utroligt passende at Thor først lige får lov til at optræde i sin helt egen film. På den måde kan tilskuerne og nye fans lære ham at kende, før han under ledelse af Nick Fury (Samuel L. Jackson) sammen med Hulk, Iron Man og ikke mindst Captain America - som vi skal se mere til senere på sommeren – skal arbejde sammen, så de kan besejre en fælles fjende.

Thor er en utroligt vellykket film. Ikke kun visuelt, idet den i formår at gengive mange af de karakteristiske elementer ved tegneserieforlægget, men den er også ganske tro overfor (Marvel-) figuren og formår hele vejen igennem at holde en fin balance mellem det episk sensationelle og det humoristiske. Dette bliver alt sammen hjulpet godt på vej af en nærmest perfekt stab af skuespillere og ikke mindst en kapabel instruktør.

Superheltefilmenes succes er for undertegnede et tydeligt eksempel på at popkulturen indimellem er retfærdig, for i trit med at filmene er blevet mere og mere populære og har tjent styrtende med penge, så har filmselskaberne fået råd (og mod) til at hyre gode instruktører som Christopher Nolan, Michel Gondry, Sam Raimi og i Thors tilfælde Kenneth Branagh. Dertil kommer, at de centrale karakterer spilles af A-liste skuespillere, og det højner alt sammen den generelle kvalitet.

Filmens handling foregår på to planer. Det ene plan er Asgård, hvor Thor står foran at skulle følge i alfader Odins fodspor som den nye hersker over aserne, men indsættelsesceremonien forpurres af en samling frostkæmper, der på mystisk vis har sneget sig forbi sikkerhedsforanstaltningerne og er brudt ind i Asgårds topsikrede våbendepot i et forsøg på at stjæle det magiske våben, som Odin for mange år siden beslaglagde under en voldsom kamp mod frostkæmpernes hær. Thor vil naturligvis have hævn over dette brud på fredsaftalen mellem de to parter og tager sammen med en håndfuld af sine mest trofaste venner - men mod fader Odins vilje - til frostkæmpernes verden, hvor filmens indledende, utrolige actionsekvens udspiller sig.

Odin får nys om hændelserne og beslutter at lære den impulsive Thor en lektie. Derfor fratager Odin tordengudens kræfter og sender ham i eksil til jorden. Her må Thor forsøge at klare sig mellem dødelige alt imens svigefulde kræfter hjemme i Asgård er sat i værk for at fravriste Odin sin magt. På Jorden lander Thor ikke sammen med sin hammer og den første opgave han nu får, er at få fat i den, i håbet om at den kan hjælpe ham med at vende tilbage til Asgård.

Det er især scenerne på Jorden, som er rammerne omkring filmens mange morsomme indslag, eksempelvis er det ganske ydmygende for en tordengud at blive slået i gulvet efter at være blevet ramt af en strømpistol – men selv om disse muntre scener ofte benytter kontrasten mellem Thors svage menneskeskikkelse og hans selvsikre, til tider arrogante guddommelige væsen som omdrejningspunkt for løjerne, bliver det aldrig så plat, at seeren mister respekten for helten. Thor spilles i øvrigt overlegent og med et stort glimt i øjet af australske Chris Hemsworth og man har ikke nødig at frygte at hans talent blegner ved siden af den rutinerede Anthony Hopkins i rollen som Odin.

Thor er selvfølgelig en superheltefortælling lige efter bogen, den bliver drevet frem i et sådant tempo at man aldrig keder sig, der er imponerende visuelle effekter (hvor især selve Asgård og Lokes dragt forekommer fuldstændigt identiske med de tegninger Kirby i sin tid lavede til Marvel) og så er der endelig et par mindre forudsigelige twists undervejs, der godt kan være med til at holde seeren interesseret.

Så hører man til de, der glædes over den gyldne tidsalder som superheltefilmen er inde i i øjeblikket, så er der ingen grund til at snyde sig selv for Thor, her får man fuld valuta for pengene, hvad enten man har lyst til at se Thor i den ganske nydelige 3D versionering eller som ganske ordinær biograffilm. Uanset hvilket valg man træffer så husk nu, som i andre Marvel film, at blive siddende til alle rulleteksterne er overstået, for så får man et lille minuts spillefilm, der peger i retning af hvad vi måske kan forvente os af plottet i Josh Whedons kommende Avengers film.