Den engelskfødte instruktør Ridley Scott har alle dage været meget produktiv. Dette gælder også især i de senere år. Eksempelvis kom der hele to spillefilm fra mandens hånd i 2021; nærmere bestemt House of Gucci og The Last Duel. Førhen var navnet Ridley Scott forbundet med film i verdensklasse (bare tænk på nyklassikere som Blade Runner, Alien eller Thelma & Louise oa.) men på det seneste har hans film været en hel del mere ujævne (tjek blot vores omtale af Prometheus eller Alien: Covenant ). Hvilken kategori falder The Last Duel monstro under? Det kan du afgøre selv nu, for den er både udkommet på Blu Ray og på Disneys streamingtjeneste Disney+.

Svaret på vort eget spørgsmål er, at den nye film viser at Scott stadig er en habil personinstruktør og formår at lave film der er interessante, men samtidig viser den nye film også, at han godt kunne blive lidt bedre til at skære ind til benet, for The Last Duel er faktisk en film, der ender med at blive for lang.

Dette handler ikke om, at den har en spilletid på lidt over to og en halv time (dette gælder også for førnævnte House of Gucci og den har en glimrede længde) men det afhænger i særlig grad af den fortælleform som er blevet anvendt. Manuskriptet er skabt af Nicole Holfcener i samarbejde med to af de medvirkende skuespillere; Ben Affleck og Matt Damon. De to sidstnævnte kickstartede i sin tid deres respektive karrierer i deres samarbejde på både manus og som medvirkende i filmen Good Will Hunting .

Manuskriptforfatterne har tydeligvis været inspireret af den fortælleform, som Akira Kurosawa var en af de første instruktører til at benytte. Filmen Rashomon anvender ideen om at lade flere forskellige fortællere gengive samme historie. Idet man som tilskuer bliver præsenteret for tre versioner af samme sag, så synes også sandheden – eller i det mindste den mest objektive version af de begivenheder man præsenteres for – at være op til tilskuerens fortolkning. Når det så er sagt, så virker det også som om, at det er den historie, der bringes til allersidst i kronologien, er den, som virker mest oprigtig.

The Last Duel foregår i Frankrig i den mørke middelalder og er ret beset et trekantsdrama, der udspiller sig mellem to adelsmænd og den enes hustru. Den første version af historien er den som ridderen Jean de Carrouges fortæller. Her indvies vi i venskabet og fjendskabet med våbenbroderen Jacques Le Gris, som er den anden fortæller, der kommer med sin subjektive udgave af handlingsforløbet. Begge fortæller de om en påstået voldtægt af førstnævntes kone, på et tidspunkt hvor hustruen var ladt helt alene tilbage i Carrouges borg. Sidst, men ikke mindst, får seeren serveret Marguerittes fortælling om hvad der skete på den skæbnesvangre dag.

Forholdet mellem de tre er naturligvis det, der driver filmen frem, foruden selvsagt udfaldet af den duel, der har givet filmen sin titel. I rammefortællingen kaster Jean og Jacques kaster sig nemlig ind i en duel til døden. Den ene vil forsvare sin hustrus og ikke mindst sin egen ære, mens den Le Gris hævder, at det hele er løgn, for han oplevede bestemt ikke samværet med den andens hustru som en voldtægt.

Til trods for at filmen er hensat til middelalderen, så synes den desværre at italesætte et alt for aktuelt problem, nemlig det faktum, at kvinder der er udsat for (seksuelle) overgreb i alt for mange år er blevet opfattet som hysteriske, ignoreret eller slet ikke taget seriøst af myndighederne. Selv om der er sket en hel del med kvinders rettigheder siden 1300-tallet, så er ideen om et retssamfund der ikke fungerer optimalt desværre stadig noget der tales om. Selv om #metoo og mange lignende tiltag har vundet frem, er der alt for mange personer, der er ofre for overgreb, som efterfølgende ikke oplever at deres sag tages alvorligt.

The Last Duel er på den led en film, der passer fint ind i en aktuel diskurs, og de tre forskellige fortællinger i filmen, er da også delvist baseret på vidneudsagn som de virkelige personer bag figurerne kom med. Filmen er jo en af dem, der tager udgangspunkt i virkelige hændelser . Det der dog gør at filmen på nogle punkter føles ganske lang, er at seeren udsættes for stort set nøjagtigt de samme scener hele tre gange – hvor der indimellem kun er meget små forskelle på den måde situationen er oplevet på. Det er fint nok at få enkelte scener præsenteret igen, men klipperen på filmen kunne altså godt have strammet lidt op, idet nogle af disse scener forekommer som ganske unødvendige gentagelser. I Kapellets optik kunne filmen forholdsvis nemt have været strammet mindst 20-25 minutter op.

Til gengæld er både skuespillet og iscenesættelsen god. Trekantsdramaet mellem Matt Damon, Adam Driver og Jodie Comers figurer er virkeligt godt skildret og især sidstnævnte leverer en utrolig troværdig præstation. I modsætning til mange af Ridley Scotts historiske dramaer (læs: Gladiator, 1492) er den nye film slet ikke nær så kulørt. Faktisk synes de af Scotts film som foregår i middelalderen rent visuelt at anvende en farvepalet der er primært blå med støvede gråbrune nuancer. (Er du i tvivl om dette udsagn så se blot Kingdom of Heaven eller den næsten monokrone Robin Hood). Middelalder a la Scott er altså mørk, støvet og ikke mindst blågrå.

Hvis du er fan af Ridley Scott, så er der selvsagt ingen vej udenom denne film. Hvis du har lyst til at opleve en actionfyldt ridderfilm, så er det muligvis ikke den her du bør gå efter. Selv om duellen der tales om, er noget så fedt iscenesat og til trods for at der også andre steder i filmen er heste, sværd og tænders gnidsel, så er The Last Duel primært en dialog- og karakterbåren film, der tilfældigvis foregår i middelalderen. Det er bestemt ikke dårligt lavet, men det kræver en vis portion tålemod fra tilskuerens side at sidde igennem.