Der er ingen tvivl om at Kenneth Branagh er en habil personinstruktør. Det beviste han allerede med debuten, filmatiseringen af Shakespeares Henry V, der selvfølgelig bød på Branagh selv i den altoverskyggende hovedrolle. Sidenhen er det blevet til mange andre Shakespearefilm, en enkelt superheltefilm og en håndfuld glimrende thrillers. Omkring juletid i 2017 kom Mordet i Orientekspressen i biograferne og den er, her i foråret 2018, blevet gjort tilgængelig på DVD, Blu-Ray og div. streamingtjenester.

Indledningsvist kan det blive afsløret at deres udsendte kapelan altid har været glad for klassiske engelske krimier. Således kæmpede unge Torben sig gennem store dele af bl.a. Conan Doyles’, Dorothy L. Sayers’ og Agatha Christies romaner. Som om dette ikke var nok har undertegnede forsøgt at se så mange af de klassiske filmatiseringer af disse romaner, som kunne opstøves.

Blandt Agatha Christies mest ikoniske værker er Mordet på Orientekspressen der i 1974 blev omsat til måske en af verdens bedste kriminalfilm af Sidney Lumet og med Albert Finney som en Poirot i topform. Sagt på en lidt anden måde; Kenneth Branagh har virkelig haft en del at skulle leve op til, ikke alene i forhold til publikums forventninger om at kunne fange ånden fra Christies romanforlæg, men det er selvsagt også svært at se den nye film, uden samtidig at have den gamle i erindring (i al fald for undertegnede!).

Det kan godt være, at en krimifan, der hverken kender til Christies roman eller filmatiseringerne af samme, vil føle sig rigtigt godt underholdt hele vejen igennem Murder on the Orient Express - for filmen fejler umiddelbart intet. Den er bragende flot lavet – optaget i 70mm og følger stort set bogens plot som den skal. Samtidig byder den på et veritabelt drømmehold af skuespillere på rollelisten. Alligevel er det som om det ikke helt fungerer og det er der flere årsager til.

Den verdensberømte belgiske detektiv Hercule Poirot befinder sig i filmens start i Istanbul og modtager dér et telegram, der beder ham om at vende tilbage til London så hurtigt som muligt, da der venter en ny sag på ham. Han vælger derfor at tage Orientekspressen, der i alperne ved et uheld rammes af en lavine. Held i uheld, for samme nat er en af togets prominente gæster blevet myrdet og spørgsmålet er nu om detektiven kan nå at opklare dette voldsomme mord, inden toget bliver gravet fri fra sneen så den eller de skyldige kan stå af toget på næste station.

Branaghs udgave af Poirot er ganske opfindsom. Ikke alene har han valgt at gøre detektiven til en form for lettere neurotisk detektiv, der sikkert nu om dage ville udløse bogstaverne OCD i et forsøg på at diagnosticere ham. Han retter hele tiden på folks tøj, irriteres over manglende symmetri, mm. Væk er Poirots konstante nussen med sit overskæg (selv om det i Branaghs udgave er blevet nærmest grotesk, tegneserieagtigt stort). Væk er også den lettere feminine måde Poirot agerer på, en camp påtagethed som mange fans sikkert forbinder uløseligt med figuren. Det er selvsagt helt i orden at forsøge noget nyt, men Brannaghs detektiv bliver bare aldrig helt så overbevisende charmerende, som man har set ham før.

Filmen er som nævnt utrolig flot skruet sammen. Både filmsproget og klipning er meget nutidig, men er som om at filmteknik anno 2017 kommer til at stå lidt i kontrast til den tidsperiode som filmen foregår i. Normalt plejer det jo ikke at være et problem, men i denne film virker det lidt som om at man har forsøgt at skabe en fremdrift gennem klipning og kamerature, en fremdrift som handlingen egentlig ikke lægger op til. En fremdrift som egentlig ikke er nødvendig. Sagt på en lidt anden måde så synes opklaringsarbejdet at blive forstyrret en anelse af filmens overordnede stilistiske valg.

Når fortællingen på den led er sovset ind i en stor Hollywoodproduktion, kommer det overordnede look også nemt til at virke karikeret og lidt kunstigt, hvilket er en skam, for filmen lever jo netop af at man som seer er i stand til at engagere sig i både mordgåden (der i øvrigt, sammen med favoritfortællingen Ten Little Indians, byder på en af de mest atypiske plots hos Christie) og passagererne ombord på toget. Selv om man da godt kan forholde sig til flere af figurerne på toget, så er det eksempelvis ganske svært at ikke at se Johnny Depp i stedet for figuren han er sat til at spille: Edward Ratchett.

Alle disse anker skal dog ikke opfattes som om, at Murder on the Orient Express er en katastrofe. Det er den langt fra. Den formidler sin historie som den skal og langt de fleste spillere er også virkeligt overbevisende, men når nu anmelder er farvet af sine personlige præferencer udi Agatha Christies fiktionsuniverser og måske tillige er en smule purist når det kommer til Poirot, så kommer den nye film desværre lidt til kort. Det er god underholdning, men kender man i forvejen historien er det absolut intet nyt under solen og af samme grund kan man undre sig lidt over at det i det hele taget har været nødvendigt med en genindspilning.

NB: som en tilføjelse kan næves at der ifølge flere kilder allerede er snak om at lave en opdatering af Døden på Nilen med forventet premiere i 2019. Anmelder er allerede i færd med at spidse den kritiske blyant.