Når man fordomsfuldt kigger rundt blandt vore nordiske nabolande, så forekommer Finland altid at stikke lidt ud. Ikke alene på grund af det meget svært tilgængelige sprog, men måske især fordi finner synes at være et folkefærd omgivet af mystisk og i anmelders optik en vist tristesse og melankoli.

Den slags antagelser stammer angiveligt helt fra anmelders barndom. I al fald husker undertegnede meget tydeligt den nærmest traumatiserende begivenhed det var som tiårig at opleve Isfruen i Mumitroldene (en del af den meget udskældte julekalender Jul og grønne skove - måske bedre kendt under den mere folkelige betegnelse Poul og Nulle og hullet i jorden - red.). Dette allerførste møde med finsk kultur overbeviste unge Torben om, at finske børn tydeligvis er gjort af et langt mere hårdt stof end vi franskbrødsdanskere er.

Selv om sådanne fordomme muligvis ikke holder vand, så forekommer den nye, finske dokumentarfilm, der kan ses på dette års CPH:DOX, Karaoke Paradise blot at forstærke førnævnte idé om at de der bor i De Tusind Søers land vitterligt er nogle særlige, der ligefrem dyrker melankolien. For lige som i den danske Kandis forever, har instruktør Einari Paakkanen valgt at skildre en række ganske forskellige mennesker, der alle har det til fælles, at de holder af at mødes og synge karaoke foran de, der enten er der tilfældigt eller som ligefrem dukker op for at høre på dem.

En af de gennemgående personer i filmen er Evi, en positiv midaldrende dame, der rejser land og rige tyndt med sit karaokeanlæg i baggagerummet. Hun har til hensigt at bringe lidt glæde ind i sine medmenneskers liv. Hun mødes undervejs af en lang række mennesker, der betror sig til hende. Heriblandt finder vi en midaldrende mand, der overvejer at synge en sang til minde om sin kammerat, der døde for ganske nyligt. Efter Evi har givet ham et kram, fatter han endeligt mod og synger sin sang til den døde ven.

Vi introduceres også for Elina, der godt nok plages af Parkinsons og som står foran en større operation, der muligvis er hendes allersidste chance for at få livet tilbage. Selv om Elina har svært ved at bevæge sig rundt, så synes hendes dårligdomme at forsvinde for et øjeblik, idet hun kaster sig ud i sine fortolkninger af forskellige metal- og punknumre. Seeren møder også en ung, ganske genert mand, der til gengæld ikke har nogen selvværdsproblemer, idet han får en mikrofon stukket i hånden og så er seeren også med til det finske mesterskab, sammen med hende der ”åh, så gerne” vil vinde en plads i finalen.

Selv om disse menneskeskæbner alle forekommer både lettere aparte og fascinerende, er det dog intet imod Kari, indehaveren af et autoværksted, der samtidig fungerer som karaokebar. Selv om man måske kan tro at dette virker som en sær kombination, så oplever man i løbet af filmen især Kari selv, men også dennes kunder, fyre et nummer eller to af, mens deres bil får skiftet olie.

Nogle af folkene der er med, får vi også lov til at komme hjem med. Dette gælder blandt andet førnævnte Kari, der bor i lejlighed sammen med en teenagedatter. Hun tages med på råd, når farmand skal vælge den pæneste kedeldragt (ja, du læste rigtigt – red.) som han ifører sig idet han skal til singlebal. Det er nærmest hjerteskærende – men også en smule indlysende – at seeren efterfølgende ser ham agere bænkevarmer til dette arrangement. Selv om vi sikkert er ganske forskellige fra finnerne, så virker det heller ikke som om finske kvinder synes neon-orange kanvas er helt vildt sexy.

Idet man når slutningen af Karaoke Paradise så er man efterladt med en følelse af, at været ret glimrende underholdt, men også med en undren over filmens egentlige formål. Det er en ganske finurlig film, der får løftet sløret for en gruppe finner, der muligvis udadtil synes at mangle passion, men som liver op når der er karaoke. Samtidig så forundres man også en lille smule over hvad instruktøren egentlig har til hensigt at fortælle os med sin film. Er den en film om ensomhed, om mennesker der har det svært i livet og som finder glæde ved sangen, eller er det en film, der har et helt andet formål? Muligvis et som anmelder ikke fattet

Filmen er ikke en der som andre nye dokumentarfilm, kan ryste ens verdensopfattelse, så er det dog en film der er lavet med stor respekt overfor de medvirkende. Der kan måske godt være kyniske seere, der kan se filmen som en slags skueplads for disse lidt utilpassede mennesker, er det samtidig meget svært ikke at komme til at holde af dem. Dokumentarfilm kan mange ting, men Karaoke Paradise synes i al fald at cementere overfor skrivekarlen hér, at antagelsen om at finner godt kan være list melankolske og særlige i den grad passer. Du bliver måske ikke er blæst bagover, men mindre kan også gøre det.