Store historiske middelalderdramaer. Dem vi husker fra barndommens romaner/film, Ivanhoe, Kong Arthur og ridderne af det Runde Bord, Robin Hood, ja fortsæt selv rækken af drengeromaner/film (som det dengang hed!) med modige helte, lumske adelsmænd og smukke skønjomfruer. Omgivelserne er slagmarker med vilde hesteridt og nærkampe. Imposante borge med fakkeloplyste riddersale, hvor dansen trædes lystigt. Mørke fangekældre, hvor torturofrenes skrig runger i hvælvingernes dyb. Kostbare udstyrsstykker med flotte kostumer, tusinder af statister og atletiske skuespillere. Hvem har glemt Errol Flynn til hest, med kåre og i strømpebukser? Sådanne storfilm laves der kun få af i dag – og slet ikke i Danmark. Gøngehøvdingen (1961) huskes stadig som et afskrækkende eksempel.

Den danske filminstruktør Charlotte Sieling, og hendes mange nordiske medproducenter, har dog fuldt og helt vovet sig ud i det historiske middelalderdrama med filmen Margrete den første.

Året er 1402, den danske dronning har gennem Kalmarunionen (1397-1523) samlet Norden og skabt fred. Nu skal freden langtidssikres og den tyske nabo pacificeres gennem en alliance med England. Et bånd, der skal styrkes med et giftermål mellem hendes adoptivsøn kong Erik af Pommern og den 8-årige engelske barnebrud prinsesse Phillippa.

En stor og krigerisk periode, hvoraf Charlotte Sieling klogeligt kun har valgt at skildre et lille hjørne af Margrete den førstes regeringsperiode – en historisk, nok lidt tvivlsom brik, men en dramatisk spændende udfordring.

Ved hoffet går rygtet at Margrets søn, med den nu afdøde Håkon d.6 af Norge, Oluf, der har været meldt dræbt på slagmarken for 15 år siden, stadig er i live og taget til fange på et fjerntliggende slot. Nu kan dramaet for alvor tage sin begyndelse.

Dronningen afviser rygterne, hun regerer 100% gennem kong Erik af Pommern og vil til det sidste forsvare, at hans ret til tronen, ikke kan anfægtes af en ”falsk” ægte søn. Eller hvad er sandheden monstro? Intriger, loyalitetssvigt og fremmede magters forsøg på indblanding kulminerer med retssagen mod/for den nu af hoffet anklagede Oluf. Dronningen har svært ved at genkende, ej heller erkende ham, som sin tilbagekomne søn.

Et spændende plot, hvor dronning Margrete er den helt centrale skikkelse. Myndig, handlekraftig, nuanceret og ægte spillet, som kun dansk films største kvindelige skuespiller Trine Dyrholm kan. Hun er, bogstaveligt skrevet, i billedet hele tiden. Beslutsom, skarp og konsekvent, som en viljestærk regent, med sikring af freden i Norden, som mål. Men vigtigst hun er også en nuanceret, følsom kvinde, ikke mindst, når tvivlen melder sig om ægtheden af Olufs herkomst. Ingen kan som Trine Dyrholm alene gennem øjnenes glans, lade os se ned i sjælens dyb. På den baggrund virker hoffets mænd blege. Hendes nærmeste rådgiver, den illoyale kirkens mand, (Søren Malling) er underlig unuanceret og den ny opdukkede søn (Jakob Oftebro) mangler den farlighed, der for alvor kan ryste riget.

Charlotte Sieling, der har haft succeser med en stribe ind- og udenlandske tv-produktioner, men just ikke har nydt anmeldernes gunst, med sine tidligere film fra Christianshavner- og kunstnermiljøet, har med Margrete den første skabt et professionelt nationalt, historisk udstyrsstykke, hvor ikke mindst naturen, i Rasmus Videbæks eminente billeder fra Norges fjorde og Islands bjerge imponerer. Et kameraarbejde, der styrker dramatikken og understreger filmens ægthed.

Intet syntes sparet, når det gælder scenografien (Søren Schwarzberg) og kostumer (Mano Rasmussen). Flot og kulørt, som fortidens drengefilm – men også tilsat kammerspillets psykologiske element, takket være Trine Dyrholm.