”Overgaden neden vandet” og ”Overgaden over vandet” er gader på hver sin side af Christianshavns kanal i København. De to gader er også – som det ligger i titlen – omdrejningspunktet for Charlotte Sielings spillefilmsdebut Over gaden under vandet. Titlen fortæller dog ikke kun noget om, hvor det hele foregår, men antyder også på sirlig vis nogle aspekter af fortællingen, der bliver tydelige undervejs. Men primært henviser titlen til, at alle centrale karakterer, der indgår i filmen, har deres bopæl på disse gader.

Filmen handler om Ask og dramaskuespillerinden Anne, der har ondt i parforholdet. De går til parterapi hos en svensk kvinde, Charlotte, der er gift med den norske mand Carl, som dyrker sidespring i stor stil. Carl er samtidig direktør for skuespilhuset, der også ligger tæt ved kanalen – her arbejder Anne. Samtidig har Ask et forhold til Bente, der har været igennem en hård separation fra Bjørn, som bor på en båd i Christianshavns kanal. Bjørn får dog problemer med parterapeuten Charlotte, der ikke vil have, at han ligger til kaj, hvor han gør. Læg i øvrigt mærke til, at alle parrene fungerer som bogstavrim: AA, BB og CC.

De tråde, der her er spundet ud, er kun de strenge, der etableres mellem de seks centrale karakterer. Parrene Ask og Anne på den ene side og Bjørn og Bente på den anden har også børn, der indgår i tætte konstellationer sammen med tilknyttede venner. Alt sammen bundet grundigt sammen, så der ikke er overflødige elementer tilbage. På den måde er filmen fra starten ikke nem at finde rundt i, eftersom de mange karakterer allerede her går på kryds og tværs – og det er helt meningen, eftersom trådene kun etableres løbende. Og det er helt op til seeren selv at knytte dem sammen. På den måde er Over gaden under vandet et udvidet kammerspil, hvor vi selv skal lægge puslespillet.

Filmen er blevet anklaget for sin manglende sandsynlighed og realisme. Anklagen lyder her, at filmen på den ene side er et generationsportræt af nutidens voksne generation, men at dette portræt mister sin troværdighed ved ikke at være sandsynlig. Denne kritik er en fejlvurdering og en misforståelse af en film, der på fremragende vis formår at skabe et stiliseret billede af en generation, der er ved at løbe af sporet. Filmen plæderer på ingen måde for sin egen realisme, men smyger sig i stedet i retningen af en særlig pandeterminisme, der peger på, at alle genstande, alle dialoger og alle karakterer hænger sammen. Intet er tilfældigt i filmen – jævnfør her fornavnenes bogstavrim.

Det er ikke nok med, at skuespillet er i top i filmen – selv Anders W. Berthelsen og Ellen Hillingsø, der hver især kan være meget ensbetonede i deres roller, løfter standarden til noget af det bedste længe set. Men filmens stil er også yderst velkomponeret og i mange henseender også en medfortæller. København kan tage sig så fabelagtig smukt ud på film, og fotograf Jørgen Johansson – manden bag billedpoetikken i Flammen og Citronen – præsterer her noget af det bedste, han endnu har formået. Filmens komplekse fortællemæssige sammenhæng og stilistiske, kameratekniske ro skriger til hinanden, men ender i en rammesættende syntese, der er mættet, kunstnerisk og dybt interessant.

Charlotte Sieling, som vi kender som instruktør fra de danske tv-serier Rejseholdet, Krøniken og Forbrydelsen, har allerede vist, at hun kan fortælle med mere end ord. Filmens force er indlysende nok billederne, og samarbejdet med Jørgen Johansson, der også har været med på Krøniken og Forbrydelsen, har vist sig at være særdeles frugtbart. Som karakterskuespiller viser hun også sin kaliber i Over gaden under vandet: Sidse Babett Knudsen, der spiller Anne, hæver sig her til et niveau over, hvad vi tidligere har set, mens Sieling generelt hiver ting ud, som vi ikke har set før, fra sin stab af spillere. Børnene er tilmed velcastet og velspillende.

Dansk film har på sin vis fortalt denne historie masser af gange før. Kærlighedsfortællingen, hvor personer forlader den ene for at gå til den anden, kender vi godt. Normalt serveres den dog i komediens klædedragt, hvilket ofte lægger op til at humoren skal sidde i skabet, og at karaktererne skal være forholdsvist tynde. I Over gaden under vandet får vi netop denne komedie i forklædning, for det på ingen måde morsomt, det her – selvom smilerynkerne også får lidt at arbejde med. Det er i stedet en velfortalt fortælling, der ikke vil være realistisk, men i stedet kæde nogle komplekse strukturer sammen til en fortælling, der er blandt de bedste danske film længe.