Velkommen til Tatooine med de to sole og sand, så langt øjet rækker. Hvor den unge Anakin Skywalker er den, som skal bringe balance i galaksen. Det er faktisk svært ikke at se filmen Dune som en fortælling, der er en del af Star Wars-universet.

Det er meget muligt, at Frank Herberts roman udkom, længe før Georg Lukas lod sig inspirere af den til sin Sci-fi/fantasygalakse, men i filmens verden kom Star Wars først. Så det er den største udfordring for instruktøren Denis Villeneuve, nemlig at få hans version af Dune til at løsrive sig fra Star Wars-filmene. Og det lykkes ikke helt for ham.

Denis Villeneuve har derimod haft succes med at producere en filmatisering af Dune, der er den bedste filmatisering, sammenlignet med tidligere versioner. En af grundene til dette er hans valg at dele bogen op i to film. Dermed har han tiden til at bygge sin verden op og give plads til sine karakterer. Det må siges at være en af de stærkeste - og svageste - elementer i Dune, at publikum har god tid til at lære hertug Leto Atreides og hans søn Paul at kende.

For der bruges så meget tid på karakteropbygning, at Dune kommer til at blive langtrukken. Specielt når det bliver kombineret med de mange panoramashots af sand. Det ender med at være lidt for meget David Attenborough-naturprogram over det, bortset fra, at Hans Zimmers musik er så påtrængende og bombastisk, varslende død og ødelæggelse, i en sådan en grad, at man som publikum bliver lidt irriteret og ønsker sig, at der var lidt mere ro til at fortabe sig i de flotte scenerier.

Denis Villeneuve har valgt at fokusere på Huset Atreides’ fald. Angrebet på Letos fæstning i nattens mørke bliver udgangspunktet for fremdriften. Der klippes fint mellem slaget udenfor og Atreidesfamiliens kamp for overlevelse inden for fæstningens mure.

Det er vel næsten en underdrivelse at sige, at Dune har været længe ventet. Der er derfor meget store forventninger til den, heriblandt også til skuespillerne. Det har Denis Villeneuve ikke gjort lettere ved at bruge forholdsvis meget tid på at bygge karakterne op. Der er nemlig ikke det helt store at hente i skuespilpræstationerne. Det er, som om vi som publikum hele tiden kommer midt ind i samtalerne og ikke helt har fået alle fakta. Det kan være uklart, hvorfor de reagerer som de gør, og nogle af replikkerne hænger lidt i luften. Det virker nærmest som om, at vi alle burde have læst romanen, inden vi så filmen for at binde trådene sammen.

Der er dog en skuespiller, som skiller sig ud. Det er Rebecca Ferguson, der spiller Lady Jessica. Lady Jessica er Leto Atreides konkubine, og sammen har de sønnen Paul. Rebecca Ferguson har publikums opmærksomhed med skildringen af en kvinde, som er splittet mellem at være en mor, der beskytter sin søn, og at være et højtstående medlem af den såkaldte Bene Gesserit-orden. Bene Gesserit er en matriarkalsk orden af synske kvinder, der manipulerer politik. Bene Gesserit-orden indsætter deres medlemmer i magtfulde familier som konkubiner, så de bringer nye blodlinjer ind i deres avlsprogram. Gennem dette forsøger de at skabe den såkaldte ’Kwisatz Haderach’, der er en slags Messias. Lady Jessica er den mest interessante karakter i Dune-filmen, og der sker så meget med hendes karakterudvikling gennem Rebecca Fergusons spil.

Denis Villeneuves Dune største force er det visuelle udtryk og instruktørens evne til at skabe interessante fortælleuniverser, som med vores møde med planeten Arrakis. Det er en verden af sand, og det er stedet, hvor den altafgørende ressource ’krydderiet’ høstes. Et lægemiddel, som forlænger livet, gør det muligt at se ind i både for- og fremtid, og som på en eller anden måde også gør det muligt at rejse i tid og rum.

Dune er en glimrende film at komme tilbage i biografen på efter den lange lock-down, i takt med at det grå efterår nærmer sig.