At man i en dansk film oplever Nikolaj Lie Kaas tale flydende arabisk, det er nu lidt af en overraskelse. Men sådan er Charlotte Sielings fjerde spillefilm Vejen hjem, hele vejen igennem. Overraskende.

Vi er langt fra hygge og samtalekøkkenet, men midt i ørkenens tørke og hede. I et krigshærget land med sønderskudte byer og religiøse, krigsgale bander.

Christian (Nikolaj Lie Kaas) er den desperate far, hvis søn, Adam, har ladet sig indfange af den islamiske propagandas opfordring til at komme og kæmpe for og med ISIS, den selvudråbte islamisk terrorstat i Syrien. ”Du er den eneste der ikke vil indse, at vi har mistet ham for længe siden ”, prøver Adams mor over mobiltelefonen at overbevise Christian om. Men det lykkes ikke. Christian er fast besluttet på at ville redde den radikaliserede søn ud af terroristernes klør. Klar til, med livet som indsats, på dramatisk vis, at lade sig smugle ind over Syriens grænser.

Her starter den usædvanlige film, om en fars ubegrænsede kærlighed til sin søn, og troen på at kunne stå op imod en fanatisme og en religiøs overbevisning. Nikolaj Lie Kaas iført kakisæt og gåpå mod, tilsat en naiv og tillidsfuld tilgang til at ville finde Adam og bringe ham tilbage til Danmark.

Med et lille krøllet portrætfoto af Adam spørger han alle vegne om man/de har mødt Adam. Faktisk, kort efter han er smuglet ind i Syrien, i en sønderskudt landsby, ser han bagfra, en gående skikkelse, der ligner sønnen. Ingen tvivl, det må være Adam. ”ADAM!”, råber han gentagende gange, Langsomt vender personen sig om – og Christian skuffes. Herfra bliver det kun værre. Korruption, likvidationer, hån, ydmygelse og total afvisning, møder ham overalt.

”Du ligner en PET-agent”, er noget nær det venligste han oplever. Trods modgang lykkedes det ham, ikke mindst ved pengenes magt, at nærme sig målet.

Vejen hjem er en brutal og nådesløs skildring af terrorismen og dens følger, men mest en fars besættelse af troen på, at kunne nå og omvende sønnen fra ISIS kampråb og ved kærlighedens og fornuftens magt, at få ham tilbage til den vestlige verdens demokrati og moralbegreber.

Filmen giver, desværre nok, et sandfærdigt billede af Syriens tilstand netop nu. Sønderknust og splittet. De tre manuskriptforfattere, instruktøren selv, Jesper Fink og ikke mindst den Cavling-vindende journalist Nagieb Khaja ved hvad de taler om. Oplægget til Vejen hjem kommer fra Nagieb Khaja , der i mere end femten år har beskæftiget sig med situationen i Syrien og Afghanistan og derigennem opnået en særlig adgang til de jihadistiske grupper. Deter med til at give filmen den brutale ægthed, der ryster tilskueren.

Storslåede billeder blotlægger ørkenens hede, tørke og kolossale udstrækning, mesterligt indfanget af Camilla Hjelm Knudsens (drone-)kamera, så vi bliver overvældet af Syriens øde størrelse. Sammenholdt med ruinbyer og sønderskudt krigsmateriel bliver Vejen tilbage en rystende oplevelse. I Christians skikkelse, loyalt og som forventet, professionelt fremstillet af Nikolaj Lie Kaas, møder vi den altopofrende far, der kæmper for sin søn i en ond og brutal verden.

Et imponerende drama både på det menneskelige plan og på verdensplan. Hvornår har vi sidst oplevet det i en dansk film?