Lige siden sin filminstruktørdebut har Hella Joof vist, at hun med indsigt og stilsikkerhed formår at kombinere det sensitive og alvorlige med det humoristiske. Humoren kan formidle aspekter af alvoren, som den rene alvorlighed sjældent formår. Seksualitet (på mange forskellige måder), børns forhold til forældre (og omvendt), parforhold og venskab og flere beslægtede emner omkredser hendes film og tv-serier på en måde, der gør hende til en unik stemme i dansk film og tv.

Der kommer en dag, hvor parforholdet stagnerer, køler ned, går i dvale – nogle giver op, andre kæmper for at holde sammen, og andre igen fastholder problemerne i det usagte. Sådan er temaerne i hendes seneste tv-serie Bedre skilt end aldrig, som Mette Heeno har skrevet. I TV 2-regi har hun i over et årti været en væsentlig figur i profileringen af comedy og humor. Med titler som Langt fra Las Vegas, Lærkevej og Lillemand har hun også haft fingre med i tv-serier, der sætter det helt almindelig under komisk lup.

Sammen er resultatet et velfungerende og godt blik på danskeres parforhold i den modne alder på det tidspunkt, hvor børnene er blevet store nok til, at forældre er nødt til at begynde at snakke sammen igen. Omdrejningspunktet er Martin og Line, der ganske langsomt har ramt deres midtlivskrise – lidt uden helt at have lagt mærke til det, men da den står i fuldt flor, vælger de at blive skilt. Ingen vil købe deres hus, så de ender med at skiftes til at bo i kælderen i den tro, at de så kan have hvert sit liv.

Skildringen af et parforhold i krise, venskabernes udfordring af at en fasttømret dobbeltrelation deler sig i to og de besynderlige situationer, som opstår i et arrangement som dette, er veltimet i sin skildring af det skånselsløst følsomme med et humoristisk blik. Det er på ingen måde haha-sjovt hele tiden (selvom det er det også), men det er snarere på grænsen til det pinlige, når Line og Martin hver for sig testkører nye forhold og soloseksualitet i kælderen.

Formatet er de korte 25-minutters afsnit, der passer til de parforhold, som står på grænsen til dette uforjættede land: dem, der stadig har små børn, travlt med at skabe karriere og derfor kort tid til at se længere tv-serier. Når børnene er puttet, tøjet er vasket og opvasken taget, passer de korte, insisterende afsnit godt som en afslutning på dagen. Den type afsnit i tv-serier vokser, tilpasser sig sitcom’ens pointerende rytme, men undslipper her heldigvis dens parafraserende dåselatter og forudsigelige set-up-payoff-stil.

En række af de senest udklækkede talenter i dansk skuespil har besat rollerne i Bedre skilt end aldrig. Maria Rossing og Peter Plaugborg fungerer fint i de centrale roller som Line og Martin, hvor forskellene også er understreget af scener, hvor der kamerateknisk insisteres på den store højdeforskel på de to. Esben Dalgaard Andersen viser, at han også kan levere det alvorlige med humoristisk toning, mens Kurt Ravn er et godt comic relief i rollen som den demente Leif, der hele tiden kommer forbi, fordi han tror, at han stadig bor i huset, hvor Martin og Line bor.

Lidt ligesom Hella Joof i tv-serien Album og til dels Mette Heeno sammen med Joof i All Inclusive leverer socialsatiriske nik til bestemte generationer (endda flere i samme fortælling), gør Bedre skilt end aldrig det også til en komisk dyd at vise en nutidig generation, der har alle muligheder (og opnår det meste i en forkælet velfærdsvirkelighed), men som alligevel føler den samme splittelse som tidligere skilsmissegenerationer også har følt. Det er morsomt og tankevækkende på samme tid.