- Din søn kommer i dag. Har du glemt det?

- Glemt det lidt? Et kort øjeblik, men ikke glemt det

. Sådan lyder et indledende nøglereplikskiftet mellem den store internationale anerkendte billedkunstner, Mesteren, Simon Brahe (Søren Malling) og hans unge smukke kone (norske Ane Dahl Torp) i filmen Mesteren.

For verdenskunstneren Simon er slet ikke interesseret i at møde sin ukendte søn. Verdenskunstneren er nemlig kun interesseret i en person: sig selv. Så enstrenget, narcissistisk og lettere frastødende skildrer Søren Malling, manden, der har det hele. International anerkendelse, stenrig med masser af unge medhjælpere, der hopper og springer for hans mindste, oftest vrissene ønsker. Et nærbillede af et kunstmiljø på kanten af det klichefyldte, hvor mesteren selv kokkererer i et samtalekøkken af megadimensioner, hvor alle vennerne i kærternes skær, omgivet af mesterens kunst, nyder boheme luksusfællesskabet med sig selv i centrum og glasset ved hånden – medens Mesteren, den selvoptagne, tilbedte vært, iført pyjamas, rør i gryderne, og boller assistenten på køkkenbordet.

Så er det at den ukendte 28-årig søn Casper, dygtigt spillet af Jakob Oftebro, som en anden James Dean dukker op og høfligt bliver modtaget af mesterens lækre hustru. Et super værelse står straks til rådighed i kunstnerværkstedet. Derimod kniber det med far/søn kærligheden. Og hjælp (!) den ukendte søn, er i det alternative kunstmiljø en anerkendt graffiti-kunstner under kultnavnet Ghost, der i mørkets ly skaber ulovlige, store værker på husfacaderne á la verdensgeniet Banksy. AV, en rival til den kunstneriske hanelefant. Se det er filmens kunstnermiljø og dramatiske konflikt. Troværdigt? Ikke helt – og plottet? Tja, ikke så lidt forudsigeligt.

Den gamle forgudede knudemand af en kunstner bliver stillet overfor sin egen hidtil ukendte/fortabte søns succeser på gadeplan. Det er ikke kunst, det er kriminelt og tomt, råber Mesteren om sønnens gademalerier og erklærer overfor sønnen, at han forlod moderen, den unge talentfulde balletdanser, fordi han kedede sig!

En klassisk far/søn konfrontation, med indbygget jalousi og rivalisering, burde give muligheder for et spændende psykologisk drama med afklædning af de narcissistiske kunstnere og det forlorne opgejlede kunstmiljø. Men ak, Mesteren selv, trods den evige pyjamas, topmave og kulørte sweatre, er skildret som en følelsesmæssig marmorskulptur, hvor end ikke den mindste lille sprække ind til hans kreativitet, giver os mulighed for at trænge ind bag det påståede genis overflade, for dog bare at mærke en duft af troværdighed.

Charlot Sieling, der debuterede med den indforståede Christianshavner spillefilmen Over gaden under vandet (2009) har siden høstet stor professionel anerkendelse for sin instruktion af tv-serier som Borgen, Krøniken, Homeland og andre amerikanske serier, har selv skrevet manuskriptet til Mesteren – der vel i sin grundproblematik er interessant nok, men aldrig i filmen menneskeliggøres nok til at rive os med i den udvikling de to personer påstås at gennemleve.

Satiren over den såkaldte kreative klasse (hvis man vælger den synsvinkel) kan ind i mellem virke underholdende. Søren Malling er for fuld udblæsning og imponerende i sin ego-centrering. Men, helt sikkert, Mesteren vil mere – skildre et handyr af en opblæst kunstner, der desværre mere virke som en manuskriptkonstruktion end et menneske.

Mesteren er professionel i sin form – men er desværre ligeså unuanceret og utroværdig i sit indhold som hovedpersonen.