”Hvis du forlader mig, bliver jeg nødt til at dræbe dig”. Så er der lagt op til drama. Undine og Johannes sidder på deres stamcafe i Berlin Mitte, hvor han netop har tilstået, at han har fundet en anden. Hun tilføjer: ”Jeg går nu, men kommer tilbage om en halv time og så vil jeg have dit endegyldige svar”. Undine haster væk op ad de monumentale trapper til Berliner Humboldt Institut, hvor hun er historisk guide for en gruppe turister, der bliver indført i Berlins historie gennem en omfangsrig model af byen.

Sådan er oplægget til Instruktør, manuskriptforfatter Christian Petzolds tyske spillefilm Undine en fabel om kærlighed, hævn og en farlig masse mere. For den dejlige/farlige Undine, er i Paula Beers velformede skikkelse, ikke nogen helt almindelig turistguide. De klassisk dannede har for længst gennemskuet, at navnet Undine, netop er identisk med den havnymfe, der ifølge mytologien forelsker sig i en jordisk mand, der desværre er hende utro. Derfor må hun dræbe ham, for atter, at tvinges tilbage i havets mørke.

Filmen en allegori over den græske havmyte. For Johannes (Jacob Matschenz) er naturligvis gået, da Undine en halv time efter, vender tilbage til cafeen. Undine er rasende, hævngerrig og ved at skæbnen kræver hendes tilbagevenden til havet. Heldigvis er en mandlig tilhører fulgt efter hende, for at takke for det interessante foredrag. Undine er i sin vrede afvisende – hun nærmest skubber ham væk, ind mod et stort akvarie, der vælter ned over dem. I en kaskade af fisk og vand ligger de gennemblødte, ansigt mod ansigt. Forsigtigt piller han glasskår fra hendes maveskind – og sød musik opstår. Rent bogstaveligt bruser Johan Sebastian Bachs Adagio koncert i c-mol i baggrunden, til den opståede våde sympati. Tilfældet vil, at han er professioneldykker, med undervands svejsning som speciale og med en karakter langt fra utro-Johannes.

Næste billede. Vi ser de to nyforelskede, med iltmasker svømme sammen, omgivet af eksotiske vandplanter og glimtende fisk. På et brudstykke af en ruin, på søens bund står Undines navn indgraveret. Smukke, smukke eksotiske grøn-grå dybhavsbilleder, hvor pludselig en kæmpe Havkat af en fisk glider forbi. Undine sætter efter den, smider iltmasken og svømmefødder og lader sig på ryggen af kæmpefisken føre væk, ud i det store ocean.

Hov, nu sprang vi vidst fra tysk nøgternhed til græsk mytologi – men vi er hurtig tilbage i hverdagen, hvor dramaet udvikles efter bedste klassiske mønster. Ikke mere spoiling af handlingen om den voldsomme våde blanding af kærlighed, utroskab og hævn.

Filmen er bevidst forvirrende i både stil og indhold. Vi får en masse at vide om Berlins historie om Berliner Schloss, som efter anden verdenskrig lå i ruiner og hvor DDR valgte at rive slottet ned, for at bygge en moderne (rædsel) af et Palast der Republik, som det genforenede Berlin nylige har genopført. Sammenhæng mellem Berlins fortid og den nutidige nymfehistorie synes søgt og forvrøvlet. Noget med at Berlin er opstået ud af den våde sump fuld af modsætninger, ligesom nymfens skæbne og det våde element!

Trods manglende logik og halvhjertet fabulering er, ikke mindst Paula Beers spil, så nuanceret og dobbelttydigt, at nysgerrigheden for at forstå og nå ind til nymfens psyke fra havets dyb og hverdagskvinden i sin IKEA møblerede berlinerlejlighed, så stærk, at hun alligevel fastholder vores interesse.

Et smukt kameraarbejde, med de mange undervandsbilleder, som oplagt kontrast til berlinerhverdagen, plus de næsten kælne nærbilleder af Undines udtryksfulde, vekslende ansigtsudtryk, gør at man på trods af den noget rodede fortælling, godt kan godtage den flydende identitet, i det våde eventyr fra Berlins Mitte og den mørke, dybe skovsø.