Det handler om ondskab. Den lille og den helt store ondskab. Den er i os, alle sammen. Fra massegrave, holocaust, Rwanda, Balkan til hverdagslivets mobning. Fra det uendeligt små til det uendeligt store. Sort/hvide klip fra nazitiden og Balkan, tilsat citater fra Ondskabens psykologi, lader os ikke i tvivl. Det er den store eksistentielle ramme, der er lagt i Jesper W. Nielsens danske film Undtagelsen, baseret på Christian Jungersens superbestseller fra 2004, af samme navn (solgt i 200,000 eksemplarer og udkommet i mere end 20 lande).

Vi er i det nære – og alligevel det store. Dansk Center for Information om Folkedrab er kontoromgivelserne, fyldt med reoler fyldt med rapporter, der dokumenterer kriges ondskab, vold og brutalitet. Det er her, i det lille engagerede forskermiljø, de fire kvinder arbejder. Iben (Danica Curcic) og Malene (Amanda Collin) er ´ondskabens forskere´, Annelise (Sidse Babett Knudsen) nytilkommen bibliotekar og Camilla (Lene Maria Christensen) sekretæren – med en mandlig chef, der svæver over vandene. Et lille tæt nærmiljø, hvor arbejdsklimaet er betændt.

Anne-Lise føler sig holdt udenfor. Iben og Malene stikker hovederne sammen, hvisker og griner, med Camilla, som naiv blondinesekretær. Et ganske almindeligt kontorfælleskab med kaffe og kage. På overfladen, ingenting, men nedenunder! Det usagte, kulden, stemningen, ubehaget – der mobbes, mens man seriøst og videnskabeligt dokumenterer borgerkrigens ondskab og rædsler. En parallel, der er til at føle på.

Så dukker dødstrusselmailen op. Både Iben og Camilla bliver på skærmen truet på livet af en anonym afsender. Begge har beskæftiget sig med en serbisk militærleders ugerninger, Iben endda skrevet afslørende artikler om ham. Truslen er alvorlig nok. Ondskaben fremprovokeres i den enkelte. De to forskerveninder har en mistanke om, at truslen kunne være en hævnmail fra den utilpassede Anne- Lise. Så tager historien fart . Ibens og Camillas ven Rasmus skubbes ud af et vindue fra 4.sal, plus yderligere et drab. Nu er Undtagelsen pludselig blevet en psykologisk thriller, en nervepirrende spændingsfilm, fortalt i hurtige klip, rappe kamerabevægelser og hurtigt videre – ingen tid til ro og fordybelse. Vi ville endda så gerne kende de fire kvinder fra kontormiljøet endnu bedre. Ikke kun i brudstykker.

For på trods af rædselseffekter og store ambitioner, om en hektisk effektfuld underholdningsfilm, er det damernes film – sikke et firkløver. Amanda Collin fra En frygtelig kvinde er iskold og gigtplaget i en sådan grad, at ondskaben ligefrem bliver forståelig. Veninden Danica Curcic, forskeren med de dybdeborende psykologiske analyser af ondskaben, (små voice-ovre citater er løbende indlagt i filmen) har selv noget at byde på. Som ung NGO’er, gidsel og bortført til Sahara ørkenen, flygter hun efter drab af sin vogter… Jo, der er plads til fortrængninger.

Mobbeofret, Sidse Babett Knudsen, er fint underspillet, som den udenforstående, mærket af andres kulde og afvisning – ydmyget, med antydninger af ondskabens hævntørst. Lene María Christensen har den lidt utaknemmelige sekretær rolle, fuldt troværdigt spillet – også når hun pynter hverdagen op med sine sexfantasier om liderlige serbiske sergenter.

Alle fire skuespillere overskygger dramaets voldsomhed, der i sin iver efter at illustrere verdensondskabens uhyrligheder, glemmer filmens kærne, nemlig menneskets ondskab i det arbejdsmiljø, de fire, så nuanceret og spændende gør os til en del af. Her overdøver, forvirrer og irriterer filmens voldsomme lydside, de påtrængende billeder og de indlagte mordplots – hvor dygtigt fortalt, plottet end måtte være. Ofte illustreres det uendeligt store bedst med det uendelige små.

Undtagelsen er igen en dansk film, der imponerer ved sin professionalisme – og superskuespillere. En film, der vil trænge ned i ondskabens psykologi, hvor Ibens ondskabscitater, skal give perspektiv, men mere virker påklistrede end formidlende. Det er mere de fire damers psykologiske kampe, der forløser filmens budskab.