Kan man forestille sig en gangsterfilm med mafia og kokainbaroner, tilsat køns- og identitetsskifte, med et drys vold og mord. Plus sang, musik og dans, når det skal være rigtig alvorligt.

Nej vel, et sådant plot er på forhånd dømt ude.

En sådan film er den franske instruktør/manuskriptforfatters Jacques Audiard film Emilia Pérez (bl.a. Smagen af rust og ben). Men hold fast i biografsædet. Filmen er tæt på et mesterværk. På en overraskende måde centrifugeres man ind i filmen og rundt og rundt går det.

Vi starter med et nærbillede af Rita (Zoe Saldaña) ,selv advokat, og alle forsvarsadvokaters drøm af en assistent, ikke mindst når det gælder om at afdække underverdens kriminalitet. Seriøs retssalsfilm fra Mexicos underverden. Men hov, så kommer Rita pludselig med en stille sang med kor og dans, om vold og tilgivelse. Hele den skarpt optrukne dokumentarfilmstil er nu væltet. Mærkelig nok, vi tilskuere er stadig velfornøjede.

Rigtig fart over feltet kommer der, da gangsterforsvaren Rita, får trukket en sæk ned over hovedet, bliver smidt ind i en bil og bortføres til en konfrontation med narkobaronen Manitas del Monte (Karla Sofía Gascón) for at få det tilbud der ikke kan modstås. Kun en lille modtjeneste: Hjælp mig med at skifte køn og dermed identitet. Så han ikke længere eksisterer, hverken for politi, domstol, mafiafjender eller hustruen Jessie (Selena Gomez) og deres to mindre børn. Penge, godt anbragt i banker verden over, er der nok af, til rigeligt at sikre de involverede.

Rita, der er godt træt af at blive udnyttet af de mandlige forsvarere, kan ikke modstå fristelsen for løftet om en sorgløs fremtid, farer nu verden rundt for at finde den kirurg, der både er dygtig nok - og til at stole på. Helt frækt og uimodståeligt er et lille musicalnummer omring vaginaloperationen. Den var ikke gået hos Fred Astaire!

Alt forløber som det skal. Manitas forvandles nu til frøken Emilia Pérez. Hustru og børn er flyttet til et velhaverliv i Schweitz – og Rita har fået sin fulde økonomiske frihed.

Fire år efter, siger filmteksten nu. Her slutter mit referat. For der er stadig plads til masser af spænding, overraskelser og ulogiske, men acceptable modstridigheder, som ikke skal afsløres her.

Filmen er lang (for lang), men rummer midt i stilforvirringen en pallet af vedkomne budskaber om kærlighed, drømmen om at begynde forfra og løgne. Kort sagt almen menneskelighed. Og som de kan spille/synge/danse de tre damer, Manitas (M/K), Rita og Jessie.

Er Emilia Pérez en musical med 16 musiknumre, en retssalsfilm eller en socialrealistisk samfunds kritisk film? En vittig parodi? Lad os nøjes med at kalde Jacques Audiard tiende spillefilm, en perle , en skævert af en film, hvor humor, musikalitet og ikke mindst cinematografien går op i en højere enhed.

Et mesterværk?
<
Tæt på!