Der er muligvis nogle der tænker, ”helligbrøde”, eller ligefrem vil postulere at Disney blot vil profitere på en #metoo-bølge af politisk korrekte fremstillinger af kvinder, idet de konfronteres med filmen Cruella. Sagen er nemlig den, at Cruella lige som de to Maleficent -film er en film der giver tilskueren et helt anderledes, og slet ikke så dæmonisk et billede af den superskurk vi troede vi kendte. I Maleficent var omdrejningspunktet den onde heks fra Tornerose i Cruella er det selveste Cruella DeVil, den hundemyrdende modedesigner, langt de fleste husker fra 101 Dalmatinere.

Indrømmet, undertegnede var i udgangspunktet også en kende skeptisk overfor konceptet. Hvordan i alverden ville det monstro lykkes folkene bag denne film, at få skabt en figur, der på en og samme tid både formår at være tro mod den væmmelige hystade vi husker fra barndommens biograf, men som samtidig er hovedperson man potentielt har lyst til at tilbringe over to timer i selskab med?

Svaret er faktisk overraskende enkelt; dels hyrer man Emma Stone til at spille Cruella, dels opfinder man en endnu mere usympatisk skurk i form af ’Baronessen’ (i øvrigt formidabelt og meget morsomt spillet af Emma Thompson) og sidst – men ikke mindst – så vælger man at se meget let på den Cruella, der optrådte i 101 Dalmatinere.

Med frygt for at spoile, så er Cruellas figur i den nye film hverken den maniske hundemyrdende galning som vi husker, og hun har endda kvittet sit ellers ikoniske cigaretrør. Som de fleste ved er det jo efterhånden blevet tabu at vise folk der ryger på film.#nosmoking.

Selv om slutresultatet muligvis aldrig bliver helt lige så jazzet som den oprindelige tegnefilm, så har filmen et soundtrack, der fungerer som et glimrende alternativ. De der har udvalgt baggrundsmusikken til filmen har fundet frem til et virkeligt lækkert udvalg af lækre skæringer (f.eks. Tina Turner, der fortolker Led Zeppelin, Doors og masser af andre labre popnumre fra midttresserne og starthalvfjerdserne). Så alt imens man sidder og nynner med på de lyttervenlige rock- og popklassikere, så udfolder der på skærmen en regulær magtkamp om hvilken modeskaber der kan overgå den anden. Cruella er nemlig lige del oprindelseshistorie, lige del fortælling om to rivaliserende modedesignere.

Helt i filmens begyndelse ser vi Cruella, eller Estella, som hun rigtigt hedder, som barn. Hun har svært ved at styre sit temperament, men elskes selvfølgelig af sin dejlige mor. En far er ikke en del af familien. Estella bortvises fem minutter inde i filmen fra cen skole hun går på, og i et desperat forsøg på at skaffe lidt håndører tager moderen til en fest på en ret så skummel herregård ude på landet. Estella trodser moderens formaninger om at blive siddende i bilen, så hun sniger sig efter moderen og selvfølgelig sker det utænkelige: moderen falder ud over en klippeafsats og dør. Estella er helt alene i verden og søger, uden helt at vide hvorfor, mod London.

I storbyen møder hun først et par småforbrydere, hvis bande hun bliver en del af som barn. De vokser op sammen og klarer sig gennem dagen ved smårapserier. Estella har dog aldrig opgivet drømmen om at komme til at arbejde med mode, så i fødselsdagsgave arrangerer en af hendes venner et jobinterview hos byens mest trendy modebutik. Estella forsøger forgæves at få managerens opmærksomhed, mens hun skrubber gulve og renser toiletter, men ved et tilfælde møder hun en dag den toparrogante modedesigner ’Baronessen’, som straks kan se at vor unge heltinde har potentiale. Det viser sig dog hurtigt, at Baronessen er et mareridt at arbejde for, for slet ikke at tale om at hun bærer på en hemmelighed, der gør at Estrella bliver nødt til at lade sin anden, meget mørkere, anarkiske personlighed dukke op. Estrella forvandler sig derfor til Cruella.

Som en lettere gal Disneyudgave af Vivienne Westwood giver Cruella herefter Baronessen kam til sit hår. De kæmper om hvem af dem, der er i stand til at skabe de mest fantastiske, overraskende og vilde modekreationer. Selv om anmelder ikke just kan føje ’modeinteresseret’ på sit CV’et, så er filmen faktisk værd at se udelukkende takket være de ustyrligt opfindsomme gevandter og den campede, ’swinging-London’-scenografi, som kostumeafdelingen og scenograferne har skabt til denne film. Det er visuelt vældigt betagende.

Det samme gælder Emma Stone. Hun har for længst bevist at hun er en meget dygtig skuespiller og selv om denne film er utrolig mainstream, så er rollen ganske perfekt. Som Estella/Cruella får hun nemlig både lov til at være utrolig søg og charmerende og helt igennem ’bitchy’.

Cruella er ikke en stor eller vigtig film, og som nævnt indledningsvis så er der med garanti Disneyaficionados, der ikke vil kunne lide den, når den tager så mange friheder i forhold til originalmaterialet. Den er – indrømmet – i denne anmelders øjne heller ikke helt så vellykket som Maleficent-filmene. Har man dog bare lyst til at se en flot produceret, uforpligtende underholdningsfilm (eventuelt sammen med ens familie), så garanterer Kapellet at du bestemt ikke keder sig i de to timers tid hvor modedronningerne ligger i åben krig med hverandre.