Hvis man hører til de, der ikke ser film særligt tit, vil man muligvis have en fordom om at den fjerde film i en filmserie, mest af alt bliver lavet, fordi der er et betalende publikum, der helt naivt håber på at den næste film i serien kan blive lige så fantastisk en oplevelse som dengang den originale film fik præmiere. Det kan der også være noget om, for der er masser af franchises, hvor det er ret tydeligt at mange af efterfølgerne primært er lavet, så folkene bag kunne malke flere penge ud af deres fans. Dette synes bare ikke at være tilfældet med Toy Story 4.

Nærværende anmelder har fået et ry blandt venner og kollegaer for altid at være meget positivt stemt overfor det der anmeldes, og det kan der også være en vis sandhed i. Selv om man skal være kritisk, så bør man jo også se det positive i det der anmeldes, for på Kapellet er anmelderi ikke et job, det er en hobby. Det er dog ikke det der gør at undertegnede er begejstret for den nye film. Det er heller ikke fordi, at der utvivlsomt iblandes en ganske pæn portion nostalgi, når Toy Story 4 anmeldes – for originalen var jo Pixars første lange spillefilm. En moderne klassiker. En animeret film der med et satte helt nye standarder for, hvor imponerende flot computeranimation kunne være.

Siden etteren fik premiere i 1995, er der jo kommet flere film i serien, for slet ikke at tale om den stadigt voksende mængde af computeranimerede film fra både studierne i Hollywood og resten af verden. Pixar er ikke længere konkurrent til Disney, men en del af koncernen. Så er Toy Stoy 4 ikke blot endnu et påskud for at sælge actionfigurer og stakkevis af BluRays? Igen er svaret: nej! Det er en film der er lavet med stor kærlighed til både kernepublikummet (unge som gamle) og til Lassiters originale idé om at lade populære legetøjsfigurer blive levende, når vi mennesker kigger den anden vej.

Lige som i den tredje film (der kom i 2010) er legetøjet ikke længere hos de oprindelige ejere. De er heller ikke i den børnehave, som mange af figurerne blev doneret til i den forrige film. Flere af dem er endt hos samme barn, mens andre af vennerne, er blevet givet bort. Legetøjsfamilien er altså blevet splittet og den nye film handler i den grad om splittelse, savn og venskaber. Om at genfinde gamle venner. Lære nye at kende og ikke mindst, at turde lægge sit liv om. Dette kan måske lyde som meget tung kost, i forhold til at det skal være en underholdende film for hele familien, men det er netop dét som folkene på Pixar altid har været gode til – at give deres fortællinger noget dybde og en snert af alvor, der både er vedkommende og rørende, ud over at være enormt flotte og superunderholdende.

I den nye film er det figuren Woody, der fylder mest. Han er endt hos en lille pige, der dog ikke interesserer sig meget for cowboydukker. Da hun starter i børnehaveklasse, ser vi hvordan hun bliver frosset ud af de andre børn og oplever den første dag som nærmest traumatiserende. Heldigvis har Woody sneget sig med i pigens rygsæk og han søger for at hun også får noget lim, en piberenser og noget plastikbestik som hun kan lime øjne på. Resultatet er at hun laver Forky, en lille figur, der selvsagt også kommer til live, idet pigen ikke opholder sig på sit værelse. Forky er selv overbevist om at han blot er skrald og ikke legetøj, så derfor forsøger han derfor hele tiden at klatre op i skraldespanden. Woody og vennerne ved bedre. Forky er muligvis hjemmelavet, men er samtidig også det vigtigste stykke legetøj for den lille pige nu.

Kapellet vil på ingen måde gå i detaljer med hvordan handlingen herefter udvikler sig, men kan dog godt afsløre så meget at filmen låner elementer fra både road-movies og gyserfilmen senere hen. Af samme grund, bør man som ansvarlig forælder sidde og se filmen sammen med ens børn, især hvis de er meget små, for omtrent halvvejs inde i filmen optræder der en håndfuld meget skumle bugtalerdukker, der jagter vores hovedpersoner. Selv voksne seere vil måske opfatte disse scener som væmmelige.

Idet filmens figurer bevæger sig udenfor barneværelset og hjemmet, så møder de på deres vej en række nye stykker legetøj, som giver et friskt pust af afveksling og er med til at udvide det legetøjsunivers, som efterhånden er blevet hvermandseje. Blandt de fedeste af disse nye venner er Duke Kaboom – en gal canadisk stuntmand på sin motorcykel, der måske ikke helt kan leve op til de reklamer der i sin tid blev lavet. Faktisk er Kaboom, ikke er helt så sej, som han selv tror og det kommer der en masse morsomme scener ud af. Kapellets anmelder kunne ikke undgå at tænke tilbage på den Evel Knievel-figur med medfølgende motorcykel som der i barndomshjemmet blev plaget så uendeligt meget om, men som det forkælede enebarn aldrig fik lov til at få. Sikkert heldigt nok i retrospekt, for dette stykke legetøj havde nok heller ikke helt kunne leve op til reklamen.

Toy Story 4 er ganske enkelt en meget vellykket animationsfilm, der tør at tage chancer, genfinde balancen mellem alvor og sjov og som samtidig er brandflot animeret. Teknikken kan man ikke sætte en finger på. Prøv bare at tage den første film ned fra hylden, bare for at se hvor meget der er sket i computeranimationens verden fra 1995 og til i dag. Anmelder er dog på ingen måde blevet forblændet af teknikken, for det er stadigvæk historien, der er det vigtigste.

Selv om man måske godt kan anklage nogle af disse animationsserier for at genfortælle deres lidt for generiske historier med de samme moraler og pointer gang på gang, så lykkes det folkene bag Toy Story 4 at forny sig selv fra gang til gang. Det er sjovt, det er spændende, og der er ikke mindst ret rørende. Derfor vil Kapellet på det varmeste anbefale såvel gamle som helt nye fans at anskaffe sig den nye film, for den er faktisk rigtigt god.