Encanto er den tresindstyvende animerede spillefilm fra Walt Disney Animation Studios, og den kan nu opleves i hjemmebiografen, enten på fysisk medie eller ved streame den på Disney+. Den indeholder alle de klassiske elementer, man forbinder med Disney; en familiefortælling om magi tilsat det nærmest obligatoriske plot om at føle sig utilpasset.

Måske er det Kapellets anmelder der synes at skue et mønster, hvor der ikke er et, men der synes nu alligevel at være en tendens, måske især når vi ser på de sidste mange års animerede Disneyfilm, at tilskuerne bliver præsenteret for stærke, kvindelige hovedroller, der dog konstant plages af en tvivl egne evner. Tænk blot på Elsa i Frost eller Merida fra Modig. Moralen er vist at når man nærmer sig enden af historien, så skal man selvsagt bare skal tro på sig selv, for det viser sig at man alligevel kommer til at spille en utrolig vigtig rolle for at den verden man lever i ikke kastes ud i kaos.

Dette er selvfølgelig et ganske opbyggeligt budskab der serveres til Disneys unge kernepublikum, iklædt de nærmest obligatoriske, stort anlagte musicalnumre, der er med til at guide vores følelser for de medvirkende i den helt rigtige retning. Dette kan godt lyde som en kulturradikal anmelders afstandtagen til den umiddelbare glæde ved filmoplevelsen. Ovenstående bør faktisk ikke læses ensidigt negativt, for Kapellet er også af den holdning, at det for alle børn og unge handler om at få nogle figurer som man kan spejle sig i på både godt og måske især også på ondt, idet denne spejling også kan være med til at gøre ens egen tilværelse lidt nemmere.

Selv om Encantos univers er både magisk i bogstavelig forstand og meget kulørt, så starter filmens familiekrønike et ganske mørkt og realistisk sted. Den foregår i Columbia og i starten af filmen er vi vidne til hvordan Alma, der i hovedhistorien bliver overhovedet i storfamilien Madrigal, flygtede fra hæren. Hendes mand blev fanget og dræbt (selvom dette ikke vises) og den unge mor til trillinger er nu ladt helt alene tilbage. På mirakuløs vis forvandlede moderens stearinlys sig til en magisk kærte, der ikke alene omformede landskabet rundt om hende, som et naturligt værn mod omverdenen, men samtidig blev familiens levende hus også skabt ved samme lejlighed. Et hus, der nu huser tre generationer af Madrigals foruden en hel landsby, der er opstået omkring familiens magiske bolig.

Vi springer fra dette udgangspunkt cirka halvtreds år frem i tiden, for det er ikke bedstemor Alma som er filmens egentlige hovedperson, det er den unge pige Mirabel, der som det eneste medlem i storfamilien ikke har fået magiske egenskaber. Som en slags konfirmationsgave, så har de øvrige børn fået tildelt en overnaturlig gave. Søster Isabella kan få planter til at gro overalt, søster Luisa har fået overmenneskelig styrke og en tredje søster kan styre vejret. Kun Mirabel fik ikke en sådan overnaturlig evne, men ved filmens start ved hverken vi eller hun hvorfor dette ikke skete.

Mirabel opdager til sin store rædsel, at der er noget helt galt. Hun får nogle uhyggelige syner hvor huset synes at slå revner, lige som at den beskyttende flamme, der har brændt i alle disse år muligvis er ved at gå ud. Hendes advarsler falder til gengæld for døve øren, for bedstemor Alma har måske lidt for travlt med at planlægge bryllupsfest for Isabella og vil ikke høre på snak om, at der måske er revner i deres familielykke.

Hvordan det hele hænger sammen og hvad baggrunden er skal selvsagt ikke afsløres her, men i trit med Disneys andre animerede film, så forløses alt selvsagt på den bedste måde, selv om vor familie skal en masse igennem inden vi når dertil. Det hele er tilsat twists, morsomme indfald og selvsagt båret frem af masser af sang, dans og musik.

Det er meget svært at finde en finger at sætte på de tekniske aspekter ved filmen, for både animationen, stemmeskuespillet og hittepåsomheden er stor. Ideen om et levende hus og en magisk families indbyrdes forhold og problemer er fine. Det er også interessant at Disney ’tør’ at starte filmen på en så dyster tone som den gør, for det er vist ikke siden Klokkeren fra Notre Dame at en Disneyfilm åbner sin fortælling på så realistisk og dyster en baggrund. Dette er i undertegnedes optik virkelig klædeligt.

Til gengæld er filmmagernes repetition af handlings-, fortælle- og karakter-mæssige træk ikke imponerende. Den velafprøvede formel om ’the underdog’ der skal vise sig at være den måske vigtigste figur, er vitterligt ikke original. Hvis du tvivler, så bare spørg den smukke svane der engang blev drillet for at være en grim ælling.

Encanto er en fin og seværdig animationsfilm, men til trods for sine gode intentioner ender den ikke med at være en af de Disneyfilm, som for eftertiden vil stå som en lysende milepæl i animationsfilmens, endsige selskabets, historie. Den har sin charme og vil med garanti appellere til et globalt publikum, hvor især brillebærende piger fra Mellem- og Sydamerika, får en figur som de kan spejle sig i. Til gengæld kan man håbe, at Disney i den spillefilm, der er sat til premiere i efteråret 2022 Strange World både formår at byde på animation i verdensklasse men måske også en historie, der er mindre generisk og lige så original på samme måde som film som Fremad og Raya og den sidste drage på hver deres vis formåede.