En politibetjent cop. 223 (Takeshi Kaneshiro), er netop blevet forladt af kæresten May. Dagligt ringer han forgæves til May og hendes familie i håb om at få hende tilbage. Som et symbolsk offer, køber han hver dag, i en måned, en dåse ananas, som netop May elskede, med udløbsdatoen 1. maj – Mays fødselsdag! Alle 30 dåser sætter han til livs på dagen. Godt fyldt op med ananas møder han på en bar, gangsterkvinden (Brigitte Lin) med blond paryk, solbriller og trenchcoat, der netop har likvideret et par forræderiske narkovenner. Hov, ligner hun ikke præcis Gina Rowland i John Cassavetes Gloria (1980)? En krimi? En farce? En kærlighedshistorie? Et storbydrama?

Chungking Express fra 1994 er det hele - og ikke så lidt til. En stiløvelse, med hektisk håndholdt kamera, fortalt i en rå ekspressiv storbyrealisme, optaget på 24 dage, i slægt med den franske nye bølge, dengang i 60erne. Vi er dog ikke i Paris, vi er i Hong Kong. Kawloons hektiske menneskemylder, truende mørke, blinkende neonreklamer og hidsig kameraføring. Sådan er Kar-wai Wongs spillefilm Chungking Express, der nu er restaureret og har fået en gang rensning og dermed fremstår i en så høj teknisk kvalitet, at den på ny præsenteres for de danske biografgængere.

En storbyhistorie. Eller rettere to af slagsen. For nu skifter fokus. I filmens anden halvleg er det gadebetjent cop. nr. 663 (Tony Leung Chiu-way), der på sin stam-fastfoodrestaurant ’Midnight Ekspress’, er ulykkelig over tabet af stewardessekæresten. Ensom og forladt småsnakker han med sig selv, i sin halvtomme lejlighed. Filosoferer over livets genvordigheder med et stykke sæbe og er grådlabil sammen med et vanddryppende håndklæde – ja, overalt driver tårerne ned ad loft og vægge, i hans optik.

Men heldigvis er der ekspeditricen i fast-foodshoppen, Faye, spillet af den dejlige kinesiske skuespiller-sanger Faye Wang. En skøn pop-tøs, der ikke kan stå stille, når transistoren brager med popmusik, the Mama and the Papas, California Dreaming, ikke mindst. Faye, i hvid t-shirt og ultrakortklippet hår, der med sit runde nysgerrige ansigt, har et godt øje – og de er store og smukke begge to - til den mistrøstige betjent. Igen går tanken til den ny-bølgefilm, denne gang Jean Seeberg i Jean-Luc Godards Åndeløs (1960).

En krimi- og en kærlighedshistorie med to gadebetjente i centrum i et parallelt forløb. Egentlig ikke. Begge plots er uforløste, snare et hektisk billede af et kunstigt liv, ensomt og fuld af rutiner. En popkultur i en umenneskelig metropol, hvis tomhed understreges af et virtuelt race, domineret af vold og mørke, tilsat popkulturens ørehængere. Ikke underligt at netop Quentin Tarantino valgte filmen, som sin første, i hans nyoprettede distributionsselskab Miramax.

Chungking Express er ikke nogen nem film. Voldsom ekspressiv i sit udtryk. Fragmentarisk i sit plot. Man sidder tilbage, overvældet, frustreret over de mange indtryk, hvor det stille alment menneskelige blandes med storbyens brutalitet og råhed. Et billede vi ikke kan lide – men ikke kan afvise. Det er det der gør den mere end 25 år gamle film seværdig.