Hvem er vi? Kan vi være andre end os selv? Disse evige filosofiske eksistentielle identitetsspørgsmål, forsøges eksemplificeret i noget så sjældent, som en dansk/norsk/japansk spillefilm med titlen Miss Osaka, instrueret af Daniel Dencik, der senest fik megen ros og hædersstatuetter for spillefilmen Guldkysten (2015). Et tema, som instruktøren ikke lægger skjul på, minder meget om Antonionis mesterværk Profession: reporter (1975) med Jack Nicholson, om en person, der stjæler en andens identitet.

Ines (Victoria Carmen Sonne) er med sin karriere-kæreste på rejse i Norge, hvor hun møder den mystiske japanske Maria (Mirai Moriyama ), hvis identitet er mangesidet. Hvorfor befinder hun sig i Norge? En kvinde, der repræsenterer de uopfyldte drømme, der sår tvivl om, netop identiteten.

Hvad indeholder ”det sande jeg”, eksister det overhovedet? De unge kvinder bliver stærkt tiltrukket af hinanden, der kysses og krammes – og på en flugt fra hverdagen, ud i det skønne svært fremkommelige norske bjergrige landskab kører jeepen fast, nær en brusende elv. Her bliver identitetsproblematikken for alvor konkret, da den gådefulde Maria tilsyneladende er forsvundet.

Næste billede. Ines er i Osaka. Med Marias visitkort i hånden, opsøger hun natklubben Miss Osaka, hvis formål netop er at opfylde mændenes behov for drømmen om kvinden. Uden større vanskeligheder glider Ines ind i Marias identitet, som japansk glædespige – endda en af natklubbens mest populære. Et skift, hvor den nordisk melankolske Ines, nu med stor nysgerrighed og engagement, betjener de ensomme herrer i natklubbens dekadente røde skær, til saxofonens følsomme toner. En stamkunde, der endog var den forsvundne Marias hede tilbeder, lokker hende udenfor natklubmiljøet til et cykelløb, som hun begejstret engagerer sig i.

Ines går fuldt og helhjertet ind i sin nye identitet. Som værtinde lærer hun sig japansk, men vigtigst, med mimik og kropssprog, at behage og indynde sig hos det mandlige klientel. Et voldsomt, og alt andet end troværdigt skift. Fra den nordiske naturs storslåede skønhed, der hviler i sin egen stilhed, til et kunstigt, klaustrofobisk, depraveret miniunivers. Ines verden synes at være en kulisse, hvor hun som en anden skuespiller, vandrer frit mellem drømme, i en overbevisning om, at kunne spille alle de livsroller vi vil/skal/kan have.

Set med de traditionelle dramaturgiske dokumentarbriller er det en forvrøvlet historie. Men læg brillerne og lad drømmene få vinger. Følg tankeeksperimentet og udfordringen i spørgsmålet om, hvem vi kan eller tør være, ud over os selv. Nogen konklusion giver filmen ikke, selv om Maria forsøger at give svaret på ”det sande jeg”: ”Vi kan være hvem som helst, undtagen os selv”.

Miss Osaka er på manuskriptets præmisser en helt usædvanlig velspillet film. Hvor den tidligere Bodil og Robert besmykkede Victoria Carmen Sonne får lejlighed til at brillere med et både nært og følsomt spil i sit identitetsskifte, godt hjulpet af Nagisa Morimoto, som den gådefulde identitetsfrister Maria. En sjælden film, ikke kun som en japansk-skandinavisk produktion, men især en film der tør at konfrontere os med den evige gåde: hvem er vi?

Fik vi svaret?

Nej – men til gengæld en professionel udfordring.