Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters

Sjæl (100 min.) Købefilm / Disney
Anmeldt 29/4 2021, 12:12 af Torben Rølmer Bille

Jazzet filosofitime


Jazzet filosofitime

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Selv om Disney opkøbte deres konkurrenter Pixar tilbage i 2006 og selv om der sikkert vil være en del af vore læsere, der påstår at Pixar på den vis blev blot endnu en del af Disneys evigt ekspanderende univers, så er det i undertegnedes optik stadig muligt at se forskel på de film, der udsendes fra Disney og Disney/Pixar. Sidstnævnte indeholder stort set aldrig de klassiske musicalnumre, som er varetegnet for Disneys film, og så er det som om folkene på Pixar ofte tør tackle lidt mere filosofiske, eksistentielle emner end de der præsenteres i Disneys film.

En af hovedfigurerne bag Pixar er Pete Docter. Det var ham der sammen md John Lasseter i sin tid fik ideen til Toy Story og som senere har været en af hovedkræfterne bag film som Monsters Inc., WALL-E,Up og Inside/Out. Især de tre sidstnævnte, byder på koncepter og ideer, der synes at stikke et spadestik dybere, end blot ønsket om at underholde sin seer.

I WALL-E kan man se en fremtidsvision af hvordan vi mennesker udvikler os til overspisende, forurenende tosser, hvis vi ikke tænker os om. Ups hovedperson er en gammel mand, der insisterer på at følge sine drømme i respekt for sin afdøde hustru og oplever at venskaber kan opstå dér hvor man mindst venter det. Inside Out tog seeren langt ind i sindet og fandt på en helt unik måde at visualisere vores følelsesliv på. Disse film er alle ganske unikke, idet de formår at tackle vanskelige emner på en morsom og visuelt utrolig opfindsom vis - en tendens, der heldigvis fortsætter i Disney/Pixars seneste film; Sjæl.

Originaltitlen Soul peger konkret på ordets dobbelte betydning på engelsk. Det kan jo læses som både ”sjæl” og derudover er det et begreb, der ofte benyttes i musikken. Ikke kun om den genre man kender som ”soulmusik” men så sandelig også om hvorvidt musikeren har ”soul”, som ordbogen skriver; ”a strong positive feeling (as of intense sensitivity and emotional fervor) conveyed especially by African American performers.” Af samme årsag synes den danske titel ikke rumme samme tvetydighed, selv om filmen handler om den sorte jazzmusiker Joe, der falder ned i en kloak og hvis sjæl herefter havner i en slags udsyret limboland, i stedet for at fare til himmels.

Idet vi første gang møder hovedpersonen Joe, er han i færd med at undervise en folkeskoleklasse i musik, og deres samspil lyder mildest talt ikke kønt. Joe betragter sit undervisningsjob samt sit arbejde med at undervise børn i at håndtere musikinstrumenter, som jobs han kan falde tilbage på. Joes store drøm er nemlig at ende som professionel jazzpianist – en drøm som han har forsøgt at få til at gå i opfyldelse i snart mange år.

Joe kontaktes i filmens begyndelse af en af sine tidligere elever, der kan fortælle at den kvartet som vedkommende spiller med i mangler en pianist. Joe aflægger en prøve, der går over al forventning, og i sin eufori over at endelig være tættere på at realisere hans livslange drøm, ser han sig ikke for og falder ned i føromtalte åbne kloak.

Joes sjæl befinder sig nu på trappen op mod lyset, men da han nægter at acceptere at han er død, kaster Joe sig ud fra himmeltrappen og havner i føromtalte udsyrede limbo-land, hvorfra han desperat forsøger at komme tilbage til jorden, sammen med alle de andre sjæle, der er godkendt til at blive født på ny. Det er dog ikke så nemt, for idet Joe hverken er en af de væsener, der forbereder de mange sjæle til et liv på jorden – eller er en af de sjæle der gøres klar, så er gode råd dyre. I første omgang påtager Joe sig derfor identiteten som en meget berømt børnepsykolog og af ledelsen tildelt en nærmest umulig opgave. Der er nemlig en af sjælene, kaldet ”22”, der efterhånden har opholdt sig limbo i mange hundrede år, men som nægter at tage til jorden. 22 synes nemlig, at hun har det meget bedre præcis hér.

For at kunne få lov til at komme til jorden, skal Joe få overbevist 22 om at det er en god idé at komme til jorden og at finde den ’gnist’ af motivation, der mangler i 22s liv. Gnisten er sagt på en anden måde meningen med at eksistere. Dette bliver noget af en opgave for Joe, for hvordan kan dette lykkes når prominente figurer som Ghandi, Sokrates og mange andre førhen har fejlet? Joe aftaler derfor med 22, at de vil gøre et ihærdigt forsøg, for når 22 først opnår at få det klistermærke der giver direkte adgang til Jorden, så kan Joe få det og bruge det til at komme tilbage i sin krop og således realisere sin musikerdrøm.

I tekstform lyder dette handlingsreferat nok som noget værre rod og noget fortænkt, pseudofilosofisk, kvasireligiøst flip, men når man ser Sjæl er det en helt anden sag. Lige som filmen Inderst inde satte figurer og billeder på vore følelser og formåede at italesætte den måde vi reagerer og agerer forskelligt på, er Sjæl en film der taler om de store, svære spørgsmål i livet (og døden). På den vis, åbner filmen op for at man som forælder kan have samtaler med sine børn om noget så alvorligt som fremtidsdrømme, døden og sjælen som begreb. Tunge emner, der - takket være de dygtige, fantasifulde folk på Pixar - bliver formidlet på en måde så helhedsindtrykket forekommer legende let.

Sjæl er måske ikke den bedste Pixar-film til dato, men den er interessant og værd at se for andet end blot for den fremragende animation og det perfekte stemmeskuespil. Den er en atypisk animationsfilm, idet den heller ikke slavisk følger den måde som sådan nogle historier udvikler sig på. Ikke dermed sagt, at den efterlader sin seer stortudende og fyldt med nihilistisk gru på sofaen, men den forfalder heldigvis ikke til at få afviklet sin fortælling, ud fra samme læst, som mange andre animerede film bygger på. I øvrigt bør 7-års aldersbegrænsningen tages alvorligt, for selv om det ikke er en decideret uhyggelig film, så kræver den at tilskueren har en vis modenhed, i forhold til at forstå de ret komplekse emner som filmen præsenterer.

Det kan måske godt lyde som om Sjæl er en meget alvorlig og dyster sag, men virkeligheden er en helt anden. Det fantastiske med Docters film er netop, at den ender med at skabe scener der kan virke dybt bevægende det ene øjeblik og så servere noget virkeligt morsomt sekundet efter. Kapellets rørstrømske anmelder blev i al fald revet følelsesmæssigt godt rundt i manegen undervejs, og hvad mere kan man næsten ønske sig af en animationsfilm henvendt til børn?


Forrige anmeldelse
« Soldaten «
Næste anmeldelse
Ikke flere anmeldelser


Filmanmeldelser