Således starter såvel H.C. Andersens Den grimme ælling såvel som Dan Turells digt af samme navn . Grunden til at disse to tekster nævnes er fordi den biografaktuelle, svenske dokumentarfilm (der i øvrigt vandt CPH:DOX sidste år) Sæson placerer sig emotionelt et sted godt mellem HCAs idyl og onkel Dannys sortsyn.

Filmen er rent genremæssigt en typisk ”fluen-på-væggen”-dokumentar, hvilket betyder at der ikke er nogen voiceover eller informativ tekst, der kan hjælpe seeren med at afkode de billeder som præsenteres. Det skal i denne forbindelse nævnes at fluen, i skikkelse af filmfotograf Ita Zbroniec-Zajt, er en ustyrlig dygtig flue, der kan forvandle en skånsk landbrugsdagligdag til et poetisk svendestykke.

De første billeder der toner frem på skærmen, er folk der sover på en færge, som pløjer sig gennem natsort vand. Personerne sover på stole og i korridorerne i stedet for deres egen kahyt. I næste nu ser vi disse, nu vågne, mennesker blive vist rundt på en stor svensk gård. Kameraet laver et langt, langsomt trackingskud der skildrer dem se sig omkring i deres nye omgivelser. En kvinde informerer på svensk om hvor alting er, mens en tolk oversætter det hun siger til polsk. Der går ikke længe inden den opmærksomme seer kan regne ud, af filmens primære personer er polske sæsonarbejdere, der er kommet til Skåne, for at tjene penge. Heraf filmens titel.

I utroligt velkomponerede, stemningsfyldte billeder, tages beskueren med til dette arbejde, der både består i helt traditionelle arbejdsopgaver, som at malke, høste korn med mejetærsker, fragte græs til ensilageproduktion, men vi er også med til mere særlige opgaver, som eksempelvis når familien - filmet i et ekstremt fugleperspektiv - udstyret med pandelamper forsøger at indsamle så mange dræbersnegle som muligt i deres køkkenhave, før sneglene æder alle afgrøderne.

Seeren tages ikke kun med på arbejde, men er også med når der holdes fri. Der er eksempelvis en scene, hvor vi ser en yngre mand blive klippet af en kollega, mens både frisøren og dennes kammerat forsøger at lære ynglingen hvordan man på mest effektive måde kan komme i snak med den lokale pige nede i supermarkedet. Eller hvad med scenen hvor vi er med til sommerfest. Her bliver det ret tydeligt at de svenske kräftskiva-ritualer og svensktopklassikere ikke just appellerer til alle. Især ikke til de, der lige som os, inviteres ind i dette kalas udefra.

Instruktør Jonas Skoog har skabt en meget fin, smuk og ganske tankevækkende film. Selv om den ikke decidereret prakker sin seer et egentligt budskab på, så er det svært ikke at læse forskellige ting ind i filmen. Dels handler det selvsagt om naturen vs. industrien og hvordan maskiner og robotter i større og større grad påvirker den måde der drives landbrug på. Et overskyggende tema er dog den måde vi behandler hinanden på, i denne film eksemplificeret ved den hyrede arbejdskraft. Man kan undres over hvorfor der ikke findes lokale svenskere, der kan varetage dette arbejde? Det svarer filmen ikke på, men idet vi følger og sympatiserer med de polske arbejdere, så får man også deres blik på hvordan det kan være både fremmedgørende men også fascinerende er at komme til et andet land, for at tjene sine penge, uden at kende ret meget til hverken sproget og de lokale skikke.

Säsong er ikke nogen stor film, men et virkeligt god bud på hvordan dokumentarfilm også kan se ud i 2021. Det kan godt være at der er enkelte af de medvirkende der er skuespillere, men langt størstedelen er blot folk der har indvilliget i at lade sig optage.

I nogle situationer kan filmen føles meget intim og andre gange undres man helt over hvordan det er lykkedes filmfotografen, at deltage i løjerne, uden at de medvirkende lader sig påvirke af kameraet der peges i deres retning. Her tænker anmelder især på den scene hvor en gruppe unge svenske pojkar er taget på druk i en nærliggende skov og en af drengene går så grueligt kold. Har kameramanden virkelig ventet til næste morgen, så man kunne få optagelsen af den døddrukne knægt der i slowmotiontempo vågner til live igen, eller er vi her vidne til en iscenesat virkelighed? På den led kan filmen også kaste mere meta-refleksive tanker af sig. Uinteressant er det til gengæld aldrig.

Så holder du af dokumentarfilm og har lyst til at se en film der både brillerer i billede, lyd og som leverer en stille men også ganske vedkommende fortælling, der ene og alene opstår et sted mellem filmen og din bevidsthed, så se Säsong og da gerne på et stort lærred, for det er som nævnt igen og igen - en morderlig flot film.