Når talen falder på de mange nye genindspilninger af Disneys klassiske tegnefilm, så er der mange (inklusive denne anmelder), der måske forundres over nødvendigheden, især når man blot kan gense de gamle film. Ja, selv sensei Stegelmann gav for nyligt udtryk for dette på nationalt tv. Man kan også gisne om motivationen, men billet- og filmsalget taler jo deres tydelige sprog.

Til gengæld holder argumentet, ”det er en hån mod de gamle animationsfilm” især ikke, når man sætter sig til at se den nye udgave af Løvernes konge, for selv om der ikke laves ret meget traditionel animationsfilm på Disneys studier længere (ud over de ting der skabes til tv og streaming), så er den nye film et helt tydeligt bevis på hvor ustyrligt dygtige Disneys computeranimatorer er. Selv om mange af filmens baggrunde virker som om de er optaget med almindelige kameraer, så er alle de medvirkende dyr skabt med computere, og det er en virkelig imponerende bedrift. De ser ud og bevæger sig som virkelige dyr, og var det ikke for deres interaktion og det faktum at de taler med hinanden, så ville man tro at der var tale om den ægte vare.

De der kender til Disneys filmhistorie, ved også at selskabet ud over animationsfilmene sideløbende har udsendt rigtige spillefilm. Den første i spillefilmslængde var deres version af Robert L. Stevensons Skatteøen der fik premiere i 1950. Siden har selskabet skabt en lang række film for hele familien. Derfor er det ikke faktisk ikke noget nyt at at selskabet begynder at lave ”rigtige” film. I den forbindelse kan man da godt antage, at fordums generationers instruktører der stod bag film som En Verdensomsejling under havet (1954) eller The Incredible Journey ville have ønsket, at de havde haft mulighed for at benytte sig af den teknologi, som er tilgængelig i dag.

Den nye udgave af Løvernes konge er helt bestemt en teknisk flot bedrift. Det er vitterligt lykkedes Jon Favreau og resten af holdet, at lave en filmatisering af tegnefilmen, der ud over en ekstra sang, er en meget trofast gengivelse af originalen. Igen kan man undre sig over, at man ikke bare kan smække tegnefilmen i afspilleren, men flot er det! Det er også meget muligt, at de børn der vokser op nu stiller større krav til det visuelle, end børn gjorde det i 1994.

Fortællingen i den nye film er stort set helt identisk med originalen. Det er igen Hamlet med pels vi udsættes for. Filmen åbner op med sangen A Circle of Life, mens lille prins Simba bliver præsenteret for resten af dyrene på savannen. Dernæst går det slag i slag. Simbas far, kong Mufasa, lokkes i baghold af broderen Scar, der efter kongens død selv overtager kongeriget. Simba bortvises, da Scar overbeviser junior om, at det er Simba er selv skyld i faderens død og derfor må drage i eksil. Helt afkræftet af tørst finder jordsvinet Pumba og surikaten Timon vores hovedperson og får ham bragt til hægterne igen.

Simba vokser sig stor langt væk fra hjemmet, indtil en dag hvor hans gamle legekammerat Nala er strejfet langt væk de vante jagtmarker for at finde føde. Hun kan fortælle at kongeriget er faldet helt fra hinanden og det er nu op til Simba at tage med hende hjem, for at konfrontere Scar og selv overtage tronen, som den retmæssige konge han er født til at være.

Denne historie fungerede i 1994 og den fungerer stadig i 2019, men er man som Kapellets anmelder vokset op med originalen, så er der altså ikke mange overraskelser undervejs. Desuden er der truffet flere valg undervejs som er lidt forskellige fra originalen, sikkert fordi disse scener ikke ville fungere med ”rigtige” dyr. Eksempelvis er en af undertegnedes favoritsekvenser ikke at finde i den nye film, nemlig den hvor Scar udråber sig til hersker, mens hans hær af hyæner marcherer i snorlige rækker og kaster lange skygger op på ham. Dette visuelle vink til Leni Riefenstahl , er sikkert blevet fravalgt, idet den i tidsånden nok ville kunne virke anstødelig på en eller to speltmødre. Nåeh ja, og fordi ”rigtige” hyæner ikke har for vane at marchere på rad og række.

I det hele taget er originalen stadig den der både fortællemæssigt og visuelt fungerer bedst, men den nye udgave af filmen hører klart til blandt de bedste i det nye kuld af genindspilninger. De computeranimerede dyr opfører sig som virkelige dyr og var man ikke klar over teknikken der lå bag, ville man måbe over hvordan man havde dyrene til at agere på den måde. Teknisk set er det altså en utrolig flot bedrift, men regn ikke med at du får meget mere end en ny sang komponeret af Elton John & Tim Rice (Never Too Late) samt en sang leveret af Beyonce (The Spirit var oprindeligt tænkt som en ledsagende melodi til filmens sluttekster, men i stedet blev den inkorporeret i selve filmen). Filmen er fotorealistisk flot, musikken er god som før, men som et mantra må man konstatere, at der ud over dette, ikke tilføjes noget. Omvendt set, var dette vel også forventeligt?