Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Aladdin (128 min.) Købefilm / Disney
Anmeldt 8/10 2019, 12:00 af Torben Rølmer Bille

Mellem nostalgi og fornyelse


Mellem nostalgi og fornyelse

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Siden Disney i 1995 sendte en spillefilmsversion af deres velkendte tegnefilm Junglebogen ud, er der kommet en masse live-action-udgaver af deres største successer. Især indenfor de seneste år, er hyppigheden af disse film steget ganske betydeligt.

Der er de, der måske undrer sig over hvorfor dette sker nu, idet tegnefilmene ofte er både tidsløse og derfor kan ses uafhængigt af perioden hvori de er skabt, men man bør ikke glemme at Disney er en kæmpekoncern, der hele tiden både skal forny sig selv og ikke mindst tjene penge på det, som de er gode til. Lidt kynisk kan man derfor godt påstå, at de mange live-action-film mest af alt er et spørgsmål om at selskabet vil tjene penge på alle deres trofaste fans, som selvsagt gerne køber en biografbillet og/eller BluRay’en, hvis der kommer en ny film, også hvis man allerede har set fortællingen i dens originale tegnefilmsform. Omvendt kan man også, mere venligt, påstå at grunden til at disse film dukker op nu, er fordi film- og computerteknologien gør at de kan realiseres.

I løbet af Herrens år 2019 er der dukket hele tre film op baseret på Disneyklassikere, hvoraf nogle er mere vellykkede end andre. Blandt disse film tæller også den nye version af Aladdin, instrueret af Guy Ritchie, som man ellers ikke forbinder med den slags børnevenlige familiefilm, til trods for at han forrige år også kastede sig over en anden populær eventyrfigur.

Som med mange af de øvrige genindspilninger af Disneyfilm, er også den nye version af Aladdin utrolig tro overfor tegnefilmen. Dette skyldes sikkert to ting. For det første skal alle de der knuselsker originalen kunne genkende den, selv om der undervejs også er taget lidt friheder. For det andet, handler det om ikke at lave alt for meget om på en musikalsk fortælling, der i forvejen har trukket fulde biografsale og som efterfølgende er blandt de bedst sælgende VHS og DVD-film i historien.

For de to mennesker i Danmark der ikke i forvejen kender historien, så er Aladdin en historie om den unge, forældreløse tyv, der en dag ved et tilfælde render ind i sultanens datter Jasmin på byens marked. Han må redde hende fra den lokale ordensmagt, men inden hun får afsløret sin sande identiet, tvinges hun tilbage til paladset. Samtidig leder sultanens onde troldmand Jafar efter ”den uslebne diamant” – en person der er snarrådig nok til at kunne bringe den magiske lampe ud fra en hule langt ude i ørkenen. Lampen har Jafar brug for, idet han har skumle planer om at blive Sultan i stedet for sultanen.

Jafar opdager Aladdin, men lampen ender ikke som planlagt hos visiren, men derimod hos den charmerede knægt. I lampen bor en mægtig ånd, der lover ejermanden tre ønsker og nu skal det vise sig om Aladdin får brugt disse ønsker hensigtsmæssigt.

Som i den oprindelige tegnefilm, er live-action versionen af Aladdin også en musical, for konstant bryder de medvirkende ud i spektakulære sang- og danserutiner, der passer overraskende godt ind i helheden. Der er også blevet plads til en helt ny sang komponeret af Alan Menken, der også skrev musik til originalen, nemlig sangen Speechless som Prinsesse Jasmin synger undervejs. Den passer fint i forhold til opdateringen, idet den giver filmens kvindelige figur en del mere pondus, end blot at være smuk. En handlingstråd i den nye film er lagt ind hvor hun gerne ser sig selv som sin fars efterfølger, til trods for at traditionen foreskriver at det ikke er muligt for en kvinde.

Den oprindelige tegnefilm har siden dens udgivelse også fået kritik over at skabe et meget stereotypisk billede af folk fra Mellemøsten. Selv om det er svært ikke også at finde lignende karikaturer i den nye film, så er det blevet tonet væsentligt ned i forhold til originalen, både fordi mange af skuespillerne der indtager rollen i de fleste tilfælde er af mellemøstlig afstamning og fordi de karikaturer som flere fandt anstødelige selvsagt ikke er der længere. I det hele taget har fans spottet hele 37 forskelle mellem originalen og den nye film.

Selv om man kunne frygte at Aladdin anno 2019 er lige så slem som Tim Burtons version af Dumbo, så kan man heldigvis ånde lettet op. Will Smith er selvfølgelig ikke Robin Williams, men får alligevel Geniefiguren til at være en af hovedattraktionerne. Faktisk er Genie i den nye film lidt mere menneskelig, idet han eksempelvis bliver helt forgabt i Jasmins tjenestepige. Visuelt spiller filmen også. Den er bragende flot omend en anelse plastikagtig i sin fremtoning. Det er ret utroligt hvor tæt filmen rent visuelt kommer på originalen og de mange actionscener er også vellykkede.

Når det så er sagt, så er tegnefilmen Aladdin stadig den bedre film af de to, til trods for at den muligvis kan anklages for racisme (og lad os samtidig lige tage en dyb indånding – det er jo ’bare’ et eventyr og eventyr er som bekendt fyldt med stereotyper – red.). Originalen er bedre timet, er ganske enkelt sjovere og animationen er som bekendt helt forrygende. Selv om den nye Aladdin også er megaflot, har masser af charme og genfortæller historien trofast, så lykkes det desværre kun Guy Ritchie og hans folk at komme på en tæt andenplads. Det ender med at være en flot, hyggelig og spændende film for hele familien, men igen kan man spørge sig selv om, hvorfor man ikke bare kan gense tegnefilmen?


2469
Forrige anmeldelse
« Pokémon: Detective Pikachu «
Næste anmeldelse
» The Last Gentleman: The Old Man... »


Filmanmeldelser