”I det franske folks navn erklærer jeg hermed…” En spektakulær opstilling af æreslegionen, med Academie Militaire som pompøs baggrund, alt imens dommen for højforræderi oplæses mod den fransk jødiske officer Alfred Dreyfus (Louis Garrel). Herefter rives alle distinktioner, guldknap efter guldknap af hans uniform. Til sidst får han frataget og knækket sin sabel. Selv råber han disciplineret og behersket: ”Jeg er uskyldig”. Forvisningen til straffekolonien Djævleøen er inappellabel. Året er 1894.

Her starter den polsk fødte mesterinstruktør Roman Polanski filmen Officer og spion, historien om en uskyldigt dømt officer. En sag, der har martret Frankrig lige siden slutningen af det 19. århundrede. Forræderisagen, der afslørede råddenskab, antisemitisme, nepotisme, karrierejagt og falsknerier indenfor den franske hær - men som først med forfatteren Emile Zolas offentlige anklage i dagbladet L’aurore for alvor fik sat offentlighedens fokus på denne uretmæssige anklage.

Roman Polanski, hvis forlæg er Robert Harris’ roman, tager udgangspunkt i oberstløjtnant Georges Picquart (Jean Dujardin), der netop er blevet udnævnt til chef for den statistiske del af efterretningsvæsnet og med stor misbilligelse inspicerer sit ny domæne. Tjenesten holder til i en forfalden, støvet bygning i Paris’ midte, med mørke gange, knirkende døre og vinduer, der ikke kan åbnes, stabler af sagsakter og dokumentmapper- og hvis personale, med en halsøvnig portner, kortspillende og alkoholiserede der fuldt ud passer til bygningens forfald.

Georges Picquart, er i Jean Dujardins skikkelse, en dygtig og fremadstræbende, yngre officer, der, jo mere han dykker ned i anklagematerialet mod Dreyfus, indser at der er noget, der ikke stemmer. Konflikten, loyalitet overfor arbejdsgiveren, hæren, og sandheden, aktualiseres. Det er den proces vi følger - og den er spændende, som en Hitchcock thriller.

Langsomt afdækkes de underliggende motiver for anklagen. Bevismaterialet mod den højforræderidømte smuldrer. Var anklagen mere en skueproces, end en retfærdig rettergang? Spørgsmålet deler Frankrig i to. Picquart får fra højeste sted besked om snarest at lukke sagen. Han vælger, sagt med nutids ord, whistleblowerrollen og lader et par journalister få kendskab til den manipulerede retssag. Ikke mindst da forsideartiklen J’accuse offentliggøres d. 13. januar 1898. Et åbent brev til republikkens præsident, der klart anklager hæren for justitsmord og må medføre, at Zola må flygte til England.

Offentlighedens reaktioner på anklagen er voldsomme; antisemitiske gadedemonstrationer og bogbrænding af Dreyfussympatisørers skrifter, og Zolas romaner. Picquart, der selv ikke lægger skjul på, at han ikke har særlig megen sympati for jøderne, bliver mere og mere optaget af sit gravearbejde – samtidigt med at han forsøger at modernisere og udrense efterretningsafdelingen, støder hans opklaringsarbejde på modstand fra politisk hold, forsvarsministeren og premierministeren, de frygter et prestigetab for regeringen og landets omdømme.

Georges Picquart, af ydre rank og flot som officer, er skildret som en enegænger, ugift, med en cool elskerinde (Emmanuelle Seigner), der er gift med en højerestående officer. Sammenlagt giver det ham som menneske en nuanceret karakter, om end kun, som superaktiv, loyal, udholdende og sandhedssøgende. Modstanden er stor, ikke mindst fra en ambitiøs major Henry, der vil gøre alt for at miskreditere ham, med et formål, at overtage hans stilling.

Officer og Spion er ikke kun topspænende historieskrivning. Brandaktuel i sit moralske set up i en tid, hvor efterretningsvæsnets magt og særstilling, indenfor det demokratiske retsstats princippers rammer, er til stadig diskussion. Nok er tiden slut med saks/damp til åbning af mistænktes korrespondance og hvor grafologi og tømte papirkurve idag er afløst af hacking, mailforfalskning og aflytning. Læg dertil at filmen er blændende godt fortalt. Ikke et minut er overflødigt. Et minutiøst billedvæld (fotograf Pawel Edelman), med et sjældent gennemarbejdet production- costumedesign og en stram personinstruktion. Igen viser Roman Polanski, at han er en af vor tids store filmkunstnere. Glemt er ikke China Town (1974), Rosemarys baby (1968) The pianist (2002). Glem derimod, alt om en snart 50-år gammel uafklaret voldtægtsanklage, som den nu 86-årige instruktør flygter fra. En flugt fra US-retfærdighed, der gør, at dette franskindspillede mesterværk, ikke kan/tør distribueres i USA. En anklage fra fortiden, der for øvrigt også handler om moral!