D. 13. november 2015 er en sort dag i Paris historie. 131 blev dræbt og omkring 400 såret under en maskingeværsmassakre i musikteateret Bataclan og på bistroen Etoile d’Or. Tilfældige mennesker bliver skudt og såret indenfor få timer.

Denne rystende begivenhed er udgangspunktfor instruktør og manuskriptforfatter Alice Winocours film Gensyn med Paris. Den grusomme baggrund er, at instruktørens bror var tilstede i Bataclan, men undslap levende fra attentatet.

Det styrtregner i Paris. Mia (Virginie Efira), journalist/tolk på Radio France, kører på sin motorcykel gennem de regnvåde gader, standser og søger ly i en tilfældig bistro. Alene med et glas hvidvin, gør hun optegnelser i sin notesbog. Hun observerer opmærksomt de mange gæstersadfærd, ikke mindst et muntert fødselsdagsparty. Mia får blæk på hænderne, rejser sig for at vaske dem rene. Og så kommer angrebet. Brutalt, voldsomt, larmende. Alt bliver mørkt. Skrig og skudsalver. Borde og stole vælter. Døde og sårede kroppe mellem hinanden. Kaos og angst.

Mia bliver lettere såret og hospitalsindlagt – men overlever. Her, tre måneder efter det brutale angreb, begynder filmens historie. Mia, der har været på rekreationsophold langt væk fra Paris, kommer tilbage til byen, stærkt traumatiseret. Hun husker kun spredt det voldelige terrorangreb. Noget med, nogen hun i angst og fortvivlelse holdt i hånden i rædselsmørket. Ansigter dukker op og forsvinder. Megen hjælp får hun ikke fra sin lægekæreste Thomas, der som hospitalslæge, selv tog imod de mange sårede.

Vi er nu, sammen med Mia, på jagt efter, hvad der rent faktisk skete den mørke nat. Mia genopsøger brasseriet, hvor det skete, og møder der en række overlevende og pårørende til de dræbte. Alle mærkede og traumatiserede efter terrorangrebet. Nogle søgende, nogle aggressive, men alle på jagt efter den forståelse, der muligvis vil kunne give dem ro i sindet – godt hjulpet af en kvindelig traumepsykolog på stedet, der ugentligt mødes med den lille gruppe fysisk og psykisk sårede.

Her møder Mia en gæst, der trods krykker og alvorlige benskader, husker Mia fra bistroen. ”Det var mig der havde fødselsdag”, prøver han, for at fremkalde minderne hos Mia. Et vist fællesskab opstår de to imellem. Han, Vincent (Grégoire Colin) prøver med megen humor, charme og menneskelighed, at overtale hende til at glemme fortiden.” Hvorfor huske? Læg det dog bag dig”, prøver han. Men Mia vil vide det hele.

Hvem tog trøstende hendes hånd under skæbnenatten, mens de i mørket ventede på befrielsen? Lever han? Var det køkkenet hun søgte tilflugt i? Var han kok? Mia giver ikke op.

. Gensyn med Paris er meget mere end en hukommelsesjagt gennem Paris’ mange forskelligartede kvarterer. Et nuanceret og uhyre velspillet udviklingsportræt. Hvor vi midt i den store tragedie oplever en optimisme og glæde ved livet. En kvinde, der modnes og griber efter livet. ”Jeg tænkte aldrig før på om jeg var lykkelig. Det gør jeg nu”, siger hun. Gribende og med stor indfølelse, spillet af Virginie Efira. Fuld af sorg og desperation, i regn på motorcykel med styrthjelm, men på vej fremad, i en søgen efter sin egen identitet.

En autentisk nutidig film, om aldrig at glemme den bestialske novembernat i 2015. Men også en film med håb for fremtiden. Og det er filmens styrke.

Vigtig og fremragende. Tydeligere kan det vist ikke siges.