Lad mig straks tilstå: jeg har ikke set forgængeren After (2019), ej heller læst Ann Todds bestsellerromaner og er meget langt fra teenageralderen. Kort sagt, jeg er ikke målgruppen for den amerikanske instruktør Roger Kumbles ungdomsfilm After we collided, om teenagersex og kærlighedssmerter. Jeg må derfor betragte filmen ud fra den tyske filosof Immanuel Kants idé om ’das Ding an Sich’; helt i overensstemmelse med den mandlige hovedperson Hardins åbnings of-screen kommentar: ”Denne historie er fortalt mange gange før, bl.a. af de gamle grækere, Shakespeare, søstrene Brontë og Jane Austin, men denne her er noget særligt, nemlig historien om Tessa og mig”. Så er det sagt, mindre kan ikke gøre det.

Tessa og Hardin var teenagekærester, men en afsløring af, at Hardin fik lokket skønjomfru Tessa i kanen, som resultatet af et (vundet) væddemål, fik Tessa til at bryde det ellers så hede teenagerforhold. Det er her Ann Todds filmmanuskript, til opfølgning af først episode, starter. Den 19-årige Tessa er nu på vej til et praktikantjob på et anerkendt amerikansk bogforlag, hvor hun allerede på andendagen, efter at have gennemlæst og kommenteret tre manuskripter, bliver inviteret til superfest af direktøren himself, på et 5-stjernet luksushotel med eksklusiv roomservice, inklusiv en guldlamekjole uden undertøj – hvor frækt kan det blive! ’Sex on the bitch’-drinks serveres i store bowler med flerfarvede sugerør á la Hollywood. Lækre, sexy Tessa bliver til diskorytmerne vildere/fuldere og kyssevillig. Alligevel er det den første kærlighed, Hardin, ham den slemme dumme dreng med tatoveringerne, der er i tankerne – og inden natten bliver til dag, havner de da også i hotelsengen. Hun døddrukken, han viril og begge hengivne lystne.

Så kommer hverdagen med bondeangeren. Tessa er fornuftig fremadstræbende pæn, øvre middelklassepige, tynget af et alvorligt faderkompleks. Hardin, er den lidt slappe, frustrerede, med et tungt ungdomstraume og en tilsyneladende opofrende ungdommelig ene-mor. Men de to unge kan ikke slippe hinanden, skønt de ikke længere er kærester. Sex på skrivebordet, i styrtebadet, i garderoben - utallige er stederne. Alle de intime scener med amerikansk films småborgerdiskretion, hvor kønsorganerne og brystvorter lige antydes, ikke mere, lige til sengekanten.

Nogen egentlig fremadskridende dramatisk, skæbnefyldt handling, som antydet á la græsk tragedie eller Jane Austen, er der ikke meget af. Forældrebøvl, antydet ungdomsoprør og lidt misforstået jalousi er med som et sidespor. Det hele peppet op med fester, druk og lækre fjollepiger i flot nedringet og opslidset udstyr. Plus en miljøtegning af en forlagsverden, der mere har rod i soap operaens, end i bogens verden. Ingen banalitet synes glemt.

Tessa er fint dækket ind af Josephine Langford. Sympatisk teenager, vild og forvirret – at replikkerne mest er kitsch og skrivebordskonstruktioner, er ikke hendes skyld. Tessa har bestemt momenter af et rigtigt menneske. Hardin (Hero Fiennes Tiffin), er mere en kliché, som den vankelmodige, rodløse, fortidsramte, umodne teenager, der både kan føle skyld og smerte, som han klynkende indadvendt og selvoptaget drukner i alkohol. Helt skæv, men derfor også ufrivillig morsom, i karaktertegningen er den pæne rival fra forlagsverdenen, Trevor (Dylan Sprouse), der med pli og cirkelrunde intellektuelle briller gør kur til Tessa.

Forgængeren After blev en stor publikumssucces ikke mindst i Tyskland(!). Om After we collided får samme tag i sin målgruppe er det svært at forudsige. Kun, at emnet, om at turde kærligheden og give den en ny chance, er evigt gyldigt - men desværre langt fra forløst i denne ungdomsversion af 50 Shades of Gray (2015). De unge havde fortjent bedre.

Kulturkapellet giver af princip ikke stjerner. Filmen havde heller ikke fået nogen.