Det er barskt. Havet er i oprør. Landskabet øde og stort med klippefremspring, ensomme vider med antydning af evig sne. Der er langt mellem husene og kun få, meget få biler, en enkelt bus, på de smalle snoede veje. Det er gennem bussens vinduer vi oplever det barske mennesketomme landskab. Bussen standser. Ud stiger, på den øde holdeplads, en 9-årig pige, med en stor kuffert. Bussen fortsætter sin kørsel. En ældre herre nærmer sig for at tage pigens kuffert. Sammen vandrer de tavse nu ud i landskabet. Ingen omfavnelse. Ingen åbenlys gensynsglæde. Ingen ord. Det er Island, øen, der er større end Danmark, med et indbyggerantal ca. 15 gange mindre.

Sådan er anslaget til Asa Helga Hjörleifsdottirs debutspillefilm Svanen, baseret på en roman af Guobergur Bergsson. En film helt i slægt med den stribe af fremragende islandske spillefilm, hvor den barske natur, de tågede fjelde og beboernes menneskelige stolthed, går op i en højere enhed.

Pigen Sól bliver sendt nordpå for at afrettes, hos moster og onkel. Hårdt arbejde, få mennesker og gode rutiner skal nok få den 9-årig på fornuftige tanker, langt fra forstadsmiljøet, med dårlige kammerater, der lokker med nemme butiksrapserier. ”Du har ikke øjne som en tyv ”, konstaterer moster ´pædagogisk´, da den lille pige og onkel ankommer fra bussen til den beskedne og øde liggende gård.

Sól installeres i datterens værelse, der står tomt mens hun læser i Reykjavík. Dog, kort efter flytter gårdens karl Jon ind hos Sól, og heldigvis de to kommer godt ud af det sammen. De er begge fremmede, søgende sjæle. Hun med rømme og hjemve. Han der gør notater hele tiden, er opsat på at skrive romanen. ”Du kan lide ord bedre end folk”, konstaterer Ole gammelklogt, der bestemt heller ikke har let ved at tilpasse sig det rå og nøgne miljø.

Sammen drømmer de. Hun om et monster, der bor i en fjern sø og forvandles til en svane, der lokker naive mennesker til druknedøden. Sól og Jon rykker i deres fortællerglæde tætter sammen i sengen. Et upassende nært fællesskab opstår mellem den 9- og 28-årige, som først afbrydes, da gårdens datter Astra kommer hjem efter sit universitetsophold. En stille jalousi opstår de tre imellem.

Svanens plot er enkelt nok. En coming-of-age historie om en piges udvikling fra barn til (næsten)voksen i et isoleret, fremmed, tæt-på-naturen fællesskab. Igen undres man over hvor nuancerede børneskuespillere kan agere , her Grima Valsdottir som den indadvendte og fremmedgjorte lille pige. Mesterligt. (Her ser jeg bort fra et par irriterende unødvendige forklarende voice-overs.)

Men igen er det naturens storhed. Barsk og skøn. Truende og mild. Fuld af trolddom, som netop den lille pige fornemmer. Skønne, skønne billeder fastholdt af kameramanden Martin Neumeyer, der er lige så ordløse som eneboerne.

Svanen fastholder indtrykket af Islandsk films høje standard, hvor vi bl.a. husker Om heste og mænd, der vandt Nordisk Råds Filmpris 2014 og Kvinde på krigsstien, 2018. En stribe film der alle bekræfter tesen: jo mere national en film er, jo større international interesse.

Så det er kun at konkludere: er man, som jeg, vild med islandsk film, netop nu, så er Svanen et uundgåeligt filmvalg.