”I militæret indser man, at man har to valg. Man kan enten være en god kampsoldat eller et godt menneske.” Det kan næsten ikke siges tydeligere! Som inkarneret pacifist undres Kapellets skrivekarl konstant over at man i 2023 stadig vælger at bruge enorme natur ressourcer, penge og menneskeliv på at bekrige hinanden.

Hvad enten konflikten ses helt aktuelt i Ukraine, i Etiopien eller Syrien , så er det svært at forstå at samfund bruger så store summer og ofrer menneskeliv på hvad der ofte bunder i territoriale konflikter, magtbegær eller ideologiske forskelle. I anmelders ideelle hippieverden ville disse kunne løses ved at de stridende parter mødtes til noget dejlig mad og forsøgte åbenhjertigt at tale om tingene. Hvis dette ikke var nok, burde et parti skak (bedst ud af tre) burde kunne afgøre, hvem der er vinderen. Anmelder ved godt, at dette er både naivt og knap så simpelt, men måske burde man alligevel give det et forsøg?

Langt de fleste mennesker vil så gerne fred, men som Eisenhower advarede amerikanerne om da han trådte af, så er det er spørgsmål om at vi skal vogte os for at det militærindustrielle kompleks ikke bliver alt for magtfuldt. Eisenhowers ord synes desværre at være faldet for døve øren. Så længe der kan tjenes penge på krudt og kugler, slutter krigene sikkert næppe.

Her tales selvsagt også fra et privilegeret, dansk hyggeperspektiv, for herhjemme kan alle de, der ikke ønsker at komme i militæret bare sige pænt nej tak. Sådan forholder det sig desværre ikke i alle steder.

Som alle Kapellets læsere ved eksisterer der en nærmest uendelig konflikt mellem Israel og Palestina. En konflikt der har sået på så længe undertegnede kan huske og beviseligt flere år før. I den nye, danskproducerede dokumentarfilm Innocence, sættes der fokus på værnepligten i Israel. Alle i Israel indkaldes til militærtjeneste når de bliver atten år, hvad enten de er drenge eller piger. Den eneste forskel er at kvindernes værnepligt ´kun´ varer i omkring to år, mens mændene skal være der et år længere.

Hvad sker der så hvis du bor i landet men afskyr tanken om krig og kugler? Det er det filmen undersøger. Den benytter oplæste breve og dagbogsnoter fra unge voksne, der gør sig tanker om det at være i militærtjeneste sat i skarp kontrast overfor det liv de i stedet havde ønsket de havde friheden til at leve.

Vi vises en masse nutidige optagelser af små og større børn, der gør sig tanker om fremtiden, om krig, militæret og meget mere. Filmholdet følger også de unge rekrutters indledende træning og så stilles der skarpt på den nærmest konstante indoktrinering af børnene i skolen. Vi er med i øjenhøjde med børnehaveklassen, der får besked at de kan male lige hvad de har lyst til, bare det er soldater eller krigshandlinger, efter de har blandet den helt rigtige olivengrønne farve.

Vi er med en lidt ældre klasse på besøg på krigsmuseum og i næste nu ser man alle i landet holde et øjebliks stilhed for de seks millioner jøder der blev dræbt under Holocaust. Vi ser 10-12 årige børn på besøg hos det lokale militær, der viser deres isenkram frem for de interesserede. Kameraet dvæler ofte ved de børn, der ret tydeligt ikke virker særligt interesseret i krig, våben og den massive propaganda, de udsættes for. Disse billeder passer jo fint til den førnævnte speak, der stammer fra andre unge, der afskyr tanken om væbnet konflikt.

Disse nutidsoptagelser kontrasteres til mere grynede VHS- og amatøroptagelser fra andre børn. Disse børn taler direkte til kameraet og det er også deres efterladte tekster, der fungerer som den guidende fortællerstemme. Vi får på den vis sat ansigter på de unge mennesker, der virker utroligt reflekterede om deres egen rolle set i forhold til samfundets krigsliderlighed.

Seeren møder eksempelvis Doron, en glad pige, der tydeligvis holder af mode, dans og andre ting som optager teenagepiger. En voiceover fortæller om alle de ting hun gerne vil opleve, når hun bliver stor. Ron er modstander af krig. En lidt småkejtet fyr, der dog står fast på at selv om han ikke er som alle andre, så er han ligeglad med hvad folk siger om ham. Endelig er der Halil, der forsøger - desværre uden megen held - at starte en kampagne for at få løsladt en jævnaldrende, der er blevet smidt i fængsel efter han har nægtet at blive soldat.

En af de unge mennesker leverer kommentaren som afspejles i filmens titel: ”først nu går det op for mig, at ´uskyld´ også betyder ´afslutning´” Det er nemlig en film om afslutninger, ikke af konflikten, men på disse unge menneskers liv. Halil skrev i et brev til sine sine forældre, at i det øjeblik han kom i militæret, blev han en del af den side, der skaber ondskab i verden. En side som drengen ikke så sig i stand til at leve med.

Det er en fortælling om, at de børn der nægter at blive soldater eller forsøger at blive fritaget på grund af mentale problemer, bevidst ødelægger resten af deres liv. Det er i al fald den selvfortælling, som resten af befolkningen tilsyneladende har, ifølge filmen. Bevares, det er sikkert en grov forsimpling af et meget komplekst emne, men det virker i al fald som om det israelske militærs værnepligt er så kulturelt og socialt forankret, at man bliver set som en afviger der ikke holder af sit fædreland og som umuligt kan undslippe værnepligten uanset hvor gerne man end vil.

En af de mest bizarre scener i filmen, er den der viser en gruppe ældre skoleelever på udflugt til et rekruteringscenter. Blandt dem er en blind pige, der lige som sine klassekammerater også, med lidt assistance fra en af instruktørerne, bliver sat til at skyde med skarpt. Man skulle næsten tro at dette var absurd teater og ikke en dokumentarfilm.

Budsklabet i Innocence er svært at være uenig i. Til gengæld er det også en film, der har en virkelig høj patosappel og som helt bevidst og måske lidt for ivrigt, vil overbevise sin seer om pointen. Som eksempel ser vi først børnehaveklassen hygge med hinanden i klassen. Der klippes herefter til gruppe Israelske soldater på træningsmission netop på en skole, hvor de skal lokalisere terrorister. Denne scene ledsages af en voiceover – som tilhører den fredselskende Ron - som fortæller om meningsløsheden ved at være i militæret, i stedet for at leve det liv man selv vælger - et liv i frihed og fyldt af omsorg for ens medmennesker. Nærmest konstant gennem hele filmen spilles stille, trist violinmusik, for at pege på hvor triste vi bør være over det vi ser.

Det er helt bestemt også tragisk at opleve disse børns skæbner. Filmen fokuserer ikke meget på konflikten mellem Israel og Palestina, men bruger i stedet energi på at vise seeren den systematiske, meningsløse og nærmest ondskabsfulde praksis i at hive alle unge mennesker, om de vil det eller ej, i benhård militærtræning. Det er en film om et systematiseret overgreb, der sikkert stadigvæk er i effekt længe efter Kulturkapellets redaktør trækker sit sidste åndedrag. En meget interessant, men også meget ensidig dokumentarfilm, hvis budskab dog er svært at være uenig i.