Det hører til sjældenhederne, at en bog om verdensøkonomien, bliver en bestseller på verdensplan. Den franske økonom Thomas Piketty har på mere end 700 sider, med historisk tilbageblik, gennemgået den økonomiske udvikling frem til i dag – og med et bud, eller to, på fremtiden. Kapital og ideologi (2014), hedder det storsælgende værk, med mere end tre mill. eksemplarer solgt på verdensplan, der netop er udkommet på dansk. Politiken gav den makroøkonomiske analyse fem hjerter og Berlingeren seks stjerner.

Endnu mere sjældent, at et semividenskabeligt/filosofisk værk bliver filmatiseret. Det er sket med dokumentarfilmen Capital in the Twenty-First Century, af instruktør Justin Pemberton, der med forfatteren selv og andre økonomer, som Joseph Stiglitz og Francis Fukuyama, plus stribevis af dokumentar- og spillefilmsklip, illustrer og uddyber værkets ideer.

Udgangspunkt er de to hovedideologier: kommunismen og kapitalismen. Med Berlinermurens fald (1989) og opløsningen af det kommunistiske styre i Øst, var der ingen tvivl. Kommunismen, hvor de ideelle ideer om den personlige frihed og afskaffelsen af den private ejendomskraft, og hvor produktionsmidlerne var folkets (staten), havde spillet fallit. Kapitalismen havde sejret, med ejendomsret og kapital i centrum. En model vi kender helt tilbage til det 17.årh., hvor eliten, adlen, sad på magten (pengene) og uligheden var markant og accelererende generation for generation. Man giftede sig rigere, man arvede sig rigere. 1% af befolkningen ejede 90% af jorderiget. Uhyggeligt, forargeligt. Men siger Thomas Piketty, sådan er det også i dag!

Nok har middelklassen, det bærende lag i den moderne økonomi, fået et sundhedsvæsen, uddannelsesmuligheder og et velfærd i en grad, der før hen var ukendt, hvor en gennemsnitsalder for fattige var 17 år (sytten!). Men uligheden, forskellen mellem rig og fattig, er procentuel større i dag end dengang, da herredsfogeden og kongen regerede, påvises i filmen.

Den franske revolution (1789) var netop det markante oprør mod eliten. For frihed, lighed og broderskab - hvor gud, moral og ejendomsret var i spil. Et blodigt oprør, hvor revolutionens børn endte i et kaos af dobbeltmoral og magtsyge.

Et håb forude, for ligestilling og drømmen om ejendomsretten, var USA, hvor indvandrere skabte den amerikanske drøm om, at enhver var sin egen lykkes smed. Alle var lige. Udviklingen skulle snart vise, at nogle var mere lige end andre. Massearbejdsløsheden og inflationen i 20erne forøgede fattigdommen. Et par filmklip fra John Ford/John Steinbecks Vredens druer understreger de onde tider. To verdenskrige skabte et kæmpe skub frem i (krigs)industrien. Kvindernes indtog på arbejdspladsen gav en blomstrende produktivitet. Vi ser stribevis af dokumentation i sort/hvide arkivbilleder – både af provokerende voksende velstand og fattigdom.

Vi når helt op til vor tid, med globaliseringen og overbelåning af parcelhuse i USA. 22% af husejerne blev insolvente i 2008, da finanskrisen for alvor lammer verdensøkonomien og hjælpepakker, skal redde de nødstedte banker.

Wall Street har taget magten. Klippet fra spillefilmen af samme navn (1987), er klassisk, og siger det hele. Superkapitalisten, børsmægleren Gordon Gekko (Michael Douglas), omgiver af tv-skærme med kurver af euforisk stigende aktiekurser, råber hysterisk kapitalismens hemmelighed/sandhed: ”Greed is good, Greed is right”. Råbet om grådighed, var af instruktøren Oliver Stone, tænkt som en karikatur af kapitalismen, men blev af de unge børsentusiaster taget som et ideelt dogme.

Der er ingen tvivl om dokumentarfilmens og dermed Thomas Pikettys budskab er: Stop vanviddet. Stop kapitalkoncentrationen. Stop den accelererende ulighed, der udhuler demokratiet og mellemklassens indflydelse. Fattigdom fremmer fascismen. Nej, det er hverken kommunismen eller kapitalismen vi har brug for. En stærkere kontrol og begrænsning af kapitalkoncentrationerne, ikke mindst med de multinationale selskabers skatteskjul. En stærkere progressiv beskatning og en begrænsning af arveretten, det er filmens forenklede konklusion.

Filmen prøver, formentlig i trods mod sit akademiske forlæg, at gøre sig underholdende gennem spillefilmklip og popmusik – det havde nu ikke været nødvendigt. Dertil er problematikken for nær på os alle - og alt andet end underholdende.

Kapitalen i det 21.århundrede er et vægtigt og tankevækkende indlæg, der appellerer til indignation og hede debatter – men mest til politiske handlinger. At bogen/filmen er produceret før Corona-krisen giver helt nye perspektiver. Igen og igen spørges, hvordan vil verden se ud efter virussens bekæmpelse. Lad os håbe at Thomas Pikettys dokumentation og advarsel vil indgå i genopbygningsplanerne. I mellemtiden bør denne illustrative Pixi-udgave af et makroøkonomiske værk, vises på alverdens tv-skærme – til advarsel og forhåbentlig fremme af nye samfunds visioner.