Det er ingen nyhed at zombier, sammen med vampyrer, har gode kår for tiden. Et voksent publikum har kunne spille sig gennem horder af zombier i bl.a. Resident Evil og Dead Island, se et hav af gode eller rædderlige film, følge med i tv serier som The Walking Dead, eller læse tegneserien af samme navn, men med den nye animationsfilm ParaNorman får familiens yngste også mulighed for at hoppe med på den rådende zombiebølge.

Det bør dog siges at de alleryngste familiemedlemmer nok bør puttes grundigt før ParaNorman kommer i BluRay-afspilleren, for selv om det er en børnefilm, så benytter filmen sig også af en lang række klicheer fra gyserfilmens verden, der set med voksne øjne måske virker sjove, men som godt kan være ganske angstfremkaldende for en otteårig. Derfor bør man måske lige gennemse filmen som ansvarlig forælder selv, før man lader ungerne se den – og det er der faktisk al mulig grund til, for ParaNorman er en af de animationsfilm, som sagtens kan tåle at blive set mere end én gang.

Fordelen ved at arrangere en voksenscreening er også at de originale stemmer passer virkeligt godt til figurernes mundbevægelser og at man – såfremt man har udstyret i hjemmet – kan nyde filmen i 3D, som den benytter lige så godt, som alle de klassiske 3D monsterfilm fra netop Universal. Dybdeeffekten er god og selv om der ikke konstant ”slynges” ting i retning af tilskueren fungerer det ganske fint.

ParaNorman handler om drengen Norman der er alt andet end populær. Han er faktisk noget af en enspænder da vi møder ham i filmens start, for både hans forældre, hans søster, hans klassekammerater og stort set alle folk i den lille by han bor i synes at Norman er lidt af en særling, som de helst ikke vil have noget at gøre med. Norman kan nemlig se og snakke med spøgelser. For ham virker de lige så lyslevende som alle de andre beboere i byen, med den forskel at de er grønlige og let gennemsigtige. Til gengæld så synes byens indbyggere at der må være noget helt galt med den mærkelige dreng der render rundt og taler til ting, som de ikke kan se.

I filmens start kontaktes Norman af sin onkel, der bor i udkanten af byen i et faldefærdigt, uhyggeligt hus. Sagen er nemlig den, at onklen også kan se spøgelser og samtidig har han information om en profeti der er ved at gå i opfyldelse. For i dag er det præcis 300 år siden en gruppe pilgrimme dømte en grusom heks til døden og fik hende hængt, men ikke før hun kastede en frygtelig forbandelse over sine bødler. Inden onklen dog kan nå at forklare Norman hvordan det hele hænger sammen, dør han og inden Norman kan nå at tale med hans spøgelse, flyver det hinsides.

Norman må nu alliere sig med den eneste dreng, der vil tale med ham, den overvægtige Niel, som bliver mobbet mindst lige så meget som Norman. De forsøger at forhindre profetien gå i opfyldelse, men inden man kan nå at sige ”Klaata Barada Nikto” bryder de syv pilgrimme frem fra deres grav og heksens ondskabsfulde ansigt svæver over byen. Nu er gode dyr virkelig rådne og det er – desværre – op til Norman at få rettet op på dette.

ParaNorman er virkelig veloplagt fortalt og byder på et utal af både uhyggelige scener, der i næste nu afløses et befriende grin. Når man har set filmen bør man også gøre sig den ulejlighed at studere noget af det meget omfattende ekstramateriale der er at finde på BluRay-skiven, for en af de mest utrolige ting ved filmen er, at den er lavet som ganske traditionel dukkefilm.

Skaberne af filmen har også været med til at lave såvel Corpse Bride og Coraline. Faktisk kan man mene at animationsstudiet Laika er for USA hvad Aardman Animation er for England. Selv om Laikas film ofte er mere dystre og rent visuelt er mere polerede og strømlinede end deres engelske kollegaers, er der ingen tvivl om at også ParaNorman leverer animations i verdensklasse. Det er derfor en film man ene og alene kan nyde, hvis man er fan af dukkefilm blot for den tekniske bedrift der ligger bag filmen.

Det ville dog være en skam kun at nyde ParaNorman for dens teknik, for den fortæller også både en vedkommende og fin historie om det at være anderledes, heldigvis uden de sædvanlige løftede pegefingre og ekstreme moraliseren, der ellers har det med præge film, der har mobning som et af dens temaer. Samtidig er der også nok vilde og fantastiske actionscener med i filmen så de tilskuere som nyder det også bliver tilfredsstillet. Kort sagt, hvad enten man holder af zombier, dukker eller børnefilm, så bør man se Paranorman.