Et hemmeligt værelse fyldt med filmspoler, kassetter og dåser med film. Et langt liv affotograferet på 8mm, super8, 16 mm celluloid, opmagasineret, uredigeret og næsten urørt. Det er hvad filminstruktøren Marc di Domenico blev præsenteret for. Manden bag de tusindvis af meter film, er ingen hr. hvem-som-helst. Sanger, forfatter/komponist, skuespiller og diplomat George Aznavour (1924-2018) fik i 1948 af den franske visesanger par excellence, Edith Piaf, foræret et smalfilmkamera – og det gjorde ham, gennem et langt liv, til en ivrig og kyndig amatørfotograf.

Det er der kommet en helt igennem autentisk beretning om 70 år af George Aznavours liv ud af, set gennem hovedpersonens kameralinse. Et langt liv i sort/hvid, kornede farveoptagelser, uden nutidens digitale korrektioner og i det gammeldags 16:9 format – kommentarer af mesteren selv, både i sang og tale, plus en række citater fra dagbøger og breve.

For sikke et liv. Født Latinerkvarteret i Paris, af fattige armenske forældre. Faren var cafe- og cabaretsanger og senere restaurationsejer, omgivet af datidens kunstnere og bohemer, ikke mindst på Montmartre. Det er jo netop dem Aznavour mindes og synger om i visen la Boheme. Med den franske vises nestor Edith Piaf, som sin protegé, der i øvrigt også tog sig pænt af Yves Montand, fik han muligheder for at optræde på Moulin Rouge og få fodfæste i de små kabaretter, som sanger og pianist.

Vi oplever på filmklippene en swingende jazzsessions i en af de parisiske jazzkældre i begyndelsen af 50’erne.For Aznavour kunne det hele. Synge spille, skrive. Over tusinde viser/kompositioner på op til ni sprog. Han solgte 180 millioner plader og optrådte på de største scener verden over. 80 spillefilm, med gennembrud i Francois Truffauts Skyd ikke på Pianisten (1959). En superstar, på niveau med (eller over) Frank Sinatra, Ray Charles og de andre ikoner.

Alt det kommer vi tæt på. Mere autentisk, privat, kan det næppe blive. For kameraet er blevet en del af ham selv. ” Jeg filmer, altså er jeg”, siger han til kameraet, med en let skjult reference til filosoffen Renes Descartes berømte: ”Jeg tænker, ergo er jeg”.

Og Aznavour er der i bedste forstand. Overalt, på rejserne filmer han mennesker, ofte i udsatte situationer i Afrika, Østen – især børn, indlever sig med kameraet i deres situation. En næsten smertefuld identifikation. Men vi er heldigvis også med i de lykkelige stunder – på båden til USA møder han i 1952, Evelyn, en stormende forelskelse, der ender med bryllup og barn.

Aznavours succes accelerer voldsomt – og han bosætter sig snart i Canada snart i Japan og Hong Kong. Pengene vælter ind og han nyder smukke steder og kønne kvinder. Ægteskabet holder ikke. Først i 1963 møder han svenske Ulla, som skal blive hans faste holdepunkt resten af livet. Stribevis af filmklip understreger hans kærlighed til den blonde svensker, der skænker ham fire børn. Snart er han en institution, der gerne vedkender sig sin armenske fortid og i 2009 bliver han armensk ambassadør tilknyttet FNs generalforsamling.

Aznavour by George er en vellykket familiefortælling i bedstefar-format og farver, der understreger Aznavours nysgerrighed på mennesker og fjerne egne. Ikke kun kommenteret og uddybet, men også med et lydspor, der indeholder striber af hans allerbedste viser.

Det er et skatkammer af en ”familiefilm”, hvor instruktøren loyalt og kunstnerisk uden smartness, har fået lov til at dykke ned i et langt liv fyldt med kærlighed og engagement og med Aznavours assistance, skabt ikke kun en underholdende, men en livsbekræftende autentisk film, om en stor kunstner, et dejligt menneske, der elskede livet og dets poesi. Man kan kun sammen med Aznavour istemme: For me formidable, formidable.