Der har altid været en fascination af mennesker, der ballancerer mellem genialitet, sociopati og rendyrket galskab. Det er måske derfor at det er mennesker som Hitler, Nixon, Alan Turing eller lignende, der skrives biografier og laves biografiske film om. Derfor er det intet under at der også er blevet lavet en film manden, der om nogen er synonym med Apple: Steve Jobs.

Selv om Jobs måske ikke er decideret gak, så er det alligevel et meget anklagende billede som Danny Boyles nye film tegner af manden. I stedet for at være en ensidig hyldest til den nyligt afdøde idemand, så er filmen en, der fortæller om en mand, der konsekvent nægtede at gå på kompromis, var decideret ubehagelig overfor selv de mennesker, som var tættest på ham og som ifølge filmen både var en rigtig dårlig far, foruden at konstant opføre sig paranoidt.

En af de mest bemærkelsesværdige ting ved filmen, ud over den enestående skildring af Jobs i Michael Fassbenders skikkelse, er selve måden filmen er optaget på. Den strækker sit portræt af Steve Jobs fra de ydmyge dage som designer af den første apple-computer i forældrenes garage med Steve Wozniak ved sin side til lanceringen af den første iMac i 1998. På den måde undgår filmen både at skildre manden under hans kamp mod kræften i de seneste år og da den stopper før årtusindskiftet føles den også mere som en reel historisk film.

For selv om filmens primære mål er at tegne et billede af manden bag æblelogoet, så er det også en film der med garanti vil appellere til alle computernørderne blandt seerne, uanset om man foretrækker Mac eller PC. For der er noget voldsom nostalgisk i en film, der benytter lanceringen af Jobs computere som de tidspunkter i mandens liv som skildres. Vi kommer aldrig hjem til Steve, vi ser aldrig privatpersonen – hvilket er helt bevist – for her tegnes billedet af forretningsmanden og visionæren Jobs.

Steve Jobs foregår stort set udelukkende i baglokalerne på de konferencecentre, som lægger hus til lanceringen af de nyeste computere. Som langt de fleste ved er disse lanceringer af nye Apple-produkter, stadig et enormt tilløbsstykke den dag i dag. Filmen starter med den kaotiske lancering af Macintosh-computeren, afløseren til Apple II – der rent salgsmæssigt skulle vise sig at blive noget af en skuffelse.

Senere i filmen møder vi Jobs efter hans brud med Apple, da han for sit nystartede selskab NeXT forsøger at lancere The Cube. Endnu en computer der skulle vise sig at blive en dundrende fiasko. Filmen ender så på en lidt mere positiv note, idet den slutter med lanceringen af den første stationære iMac. Muligvis den computer der var med til at sikre selskabet den enorme succes som de oplever nu.

Danny Boyle har valgt at lade filmens visuelle stil afspejle den teknologi, som eksisterede i de perioder den foregår i. Dette handler ikke kun om de kostumer og den hårpragt karaktererne bærer, men mere specifikt om hvordan filmen ændrer opløsning og stil i løbet af sine to timer. Den allerførste del af filmen er således optaget på hvad der ligner ”rigtig” film, den midterste del har et VHS-video-look og til sidst i filmen, når vi nærmer os sluthalvfemserne, får billederne digital, skarp kvalitet. Der er nok mest af alt tale om at denne effekt er frembragt i postproduktionen, men ideen er virkelig god og falder fint i tråd med at Steve Jobs både fortæller historien om en mand, men samtidig skildrer teknologiens udvikling i denne periode. Denne teknologihistorie bliver på denne vis nærmest konkret håndgribelig gennem billederne.

Steve Jobs er en film, der mest af alt er båret af stressede scener, hvor Jobs skal forsøge at holde hovedet koldt og levere den bedst mulige præsentation af sine maskiner, mens hans personlige liv trænger sig på og maskinerne han skal sælge ikke vil virke. Eksempelvis oplever vi ekskæresten der hele tiden kommer rendende med hendes datter Lisa, som Jobs ikke vil anerkende er hans barn. Faktisk benægter han så stejlt at han har udtalt til TIME, at der er en 28% sandsynlighed for at Lisas far kan være en hvilken som helst anden amerikansk mand. Noget som barnet mor ikke just finder flatterende. Scenen hvor han overfor den femårige pige forklarer at hans styresystem ikke er opkaldt efter hende, bliver hjerteskærende og vi efterlades med et billede af en mand, der muligvis er genial til at få sine ideer ud i livet, men som samtidig er totalt blind overfor en lille pige, der bare har brug for en far i sit liv.

Jobs’ personlige assistent spilles med lige så stor indlevelse af Kate Winslett og selv om man ikke skulle tro det, så er den normalt supermorsomme Seth Rogen faktisk vældigt overbevisende i rollen som den mangeårige samarbejdspartner, programmøren og systemudvikleren Steve Wozniak.

Steve Jobs bliver i denne film skildret som en dreven, ambitiøs men også nådesløs forretningsmand, der er villig til at gå til ekstremer for at få sin vision realiseret. Der er ikke mange elementer i filmen der synes at ændre drastisk på dette billede. Det er ganske fascinerende, at det er lykkedes at lave en film om en mand, der er så usympatisk som Jobs, uden man bliver så irriteret at man slukker for den. Grunden til at dette ikke sker er, at både manuskriptet, den førnævnte visuelle tidsangivelse og især Michael Fassbender er så gode, at man hænger i til den bitre ende. Dette selv om det basalt set ”kun” er en film om folk der taler om computere og om hinanden.