Iron Man 2 kommer egentlig godt fra start med flashy scenografi, kvikke replikker og en let og munter stemning. Men lige pludselig: BAF! Så bliver man ramt af plottet.

Plottet i Iron Man 2 er grundlæggende som følger – og hold nu godt fast:

Iron Man aka Tony Stark er etableret som en magtfaktor i verden. Man mistænker, at andre lande er ved at udvikle lignende kampdragter, og derfor ønsker den amerikanske stat, at Tony overleverer sin teknologi til staten. Ved en høring i senatet maner Tony Stark spekulationerne om dragter i andre lande til jorden og nægter pure at overlevere sin teknologi. Ved et grand prix i Monaco viser det sig imidlertid, at der ER andre individer med lignende dragter. Ivan Vanko – en russisk fysiker, hvis far arbejdede for Stark Industries – forsøger at slå Tony Stark ihjel iført en højteknologisk dragt. Det lykkes ikke at få ram på Tony, men Tonys konkurrent, Justin Hammer, får øjnene op for den vrede russer og ansætter ham til at producere dragter til ham. I stedet for dragter producerer Ivan imidlertid dræberrobotter til sine egne formål. Alt imens Tony Stark lider på grund af det batteri, som holder granatsplinterne ude af hans hjerte, fordi grundstoffet i batteriet er ved at forgifte hans krop. Han leder efter en erstatning til det grundstof. Den erstatning kan han kun finde ved at opfinde et nyt grundstof. Og det grundstof kan han kun lave ved at se 36 år gamle filmklip af sin far. Og så gør han i øvrigt sin sekretær til direktør i sit firma, og HENDES nye sekretær er spion for den top hemmelige efterretningstjeneste S.H.I.E.L.D. Og pludselig kommer Samuel L. Jackson rendende.

LYDER DET EN SMULE INDVIKLET?

Det er fordi, at det er det også.

Iron Man 2 hænger faktisk imponerende godt sammen, når man tager i betragtning, at den simpelthen vil for mange ting på én gang. Limen, der binder den sammen, er Tony Stark. Robert Downey Jr. gør det endnu engang fremragende som jernmanden. Han har en lethed på det store lærred, som får det hele til at glide. Han er perfekt castet til rollen.

Personligt husker jeg især to film fra 2008: Iron Man og The Wrestler. Begge film havde den særegne egenskab, at hovedrolleindehaverne var tidligere superstjerner, som har været ved at gå til i deres egen succes. Både Robert Downey Jr. og Mickey Rourke har kæmpet med massive alkoholproblemer. Det særegne ved Iron Man og The Wrestler var, at skuespillerne til en vis grad spillede sig selv: Robert Downey Jr. spillede en succesrig, men også alkoholiseret og overfladisk playboy. Og selv om han selvfølgelig selv har været meget længere nede end den karakter, han portrætterede, var det alligevel tydeligt, at hans egen personlige historie skinnede igennem i rollen. Mickey Rourke spillede en falleret show-wrestler, der havde sin storhedstid i 80’erne, men som siden dengang faldt længere og længere ned i dyndet. Og igen var Rourkes personlige historie tydelig i karakteren Randy ’The Ram’ Robinson.

Begge film var godt håndværk inden for deres respektive genrer. Samtidigt var det også tydeligt, at de var båret af hovedrolleindehaverne. Robert Downey Jr. var og er en fantastisk Iron Man. Han har den helt rigtige arrogante million-dollar playboy udstråling, dekadence og komiske timing, som skal til.

Disse kvaliteter får han lejlighed til at vise igen i Iron Man 2. Især samspillet og kemien med Gwyneth Paltrow er en fornøjelse at se.

Mickey Rourke medvirker også i Iron Man 2 – denne gang ikke som falleret show-wrestler, men som falleret fysiker og straffefange. De hærgede mænd, tynget af sorger og formet af livet, er blevet Mickey Rourkes niche, og han gør det godt som Ivan Vanko. Problemet med Iron Man 2 er plottet. Det er simpelthen for indviklet og omstændeligt, og det gør, at den taber tempo i midten af filmen. Selv om alle scenerne i og for sig fungerer og er med til at fortælle den overordnede historie, bliver det alligevel langtrukkent til tider. Og så virker det lidt åndssvagt, at alting skal afgøres af noget, der basalt set er en lidt bøsset udgave af ”Never cross the beams” fra Ghostbusters, bare i form af en højteknologisk high five. Til trods for alt det modtager Iron Man 2 en anbefaling herfra. Det er svært ikke at holde af vores arrogante, jernbeklædte helt.