Det kom som en ret stor overraskelse, at en live-action Disney-film, der valgte at vende klassikeren Tornerose historien på hovedet, faktisk endte med at være så vellykket, som den var. Der er gået næsten seks år siden Maleficent fik biografpremiere, men som med alle populære filmfortællinger, så dukkede der i efteråret 2019 en ny film op, som i skrivende stund er udkommet på bl.a. BluRay, streaming og flere andre formater.

Det kan lige så godt blive sagt med det samme, den nye film er desværre ikke helt så vellykket som etteren. Naturligt nok skyldes dette, at vi allerede én gang før har oplevet gimmicken med at den onde, onde heks Maleficent, måske alligevel slet ikke var så ond alligevel, når man får fortalt historien fra hendes perspektiv. Dertil kommer at de, der har skabt fortsættelsen, ikke har haft en Tornerose 2 som det fortællemæssige fundament som den nye fortælling kunne bygges ovenpå. I stedet har folkene bag selv måtte stykke en historie sammen, der mest af alt ender med at blive en meget klassisk fantasysag, komplet med svig, skjulte dagsordener, romantik og selvsagt kampe mellem de gode og de onde. Helt i tråd med det Joseph Campbell befaler i The Hero with a Thousand Faces.

En anden anke er, at nogle af filmens plotelementer bliver alt for forudsigelige. Når man laver en fortsættelse som denne, så bliver man næsten også nødt til at udvide det univers man husker fra den første film. Lidt lige som andre franchises (selv om det kan diskuteres om to film i en serie udgør en franchise) så bruger også Maleficent – Mistress of Evil [og her kan forekomme en mindre spoiler som du kan undgå ved at hoppe til næste afsnit – red.] tricket med at vise tilskueren, at den smækre troldkvinde faktisk slet ikke er så enestående som hun tror. Hun er ikke den sidste af sin art, for der eksisterer ligefrem et isoleret ørige langt fra de to vi husker fra den første film, hvor de såkaldte mørke feer – altså dem der både er udstyret med vinger og djævlehorn – har skabt deres helt eget samfund.

Filmen starter dog med udelukkende at vise os de to riger man husker fra etteren. På den ene side af floden er den dybe skov som Maleficent og alle de overnaturlige væsener bor i og på den anden side af floden er menneskernes kongerige. I filmens start oplever vi allerførst hvordan nogle skumle personer fra byen er taget over i feernes rige, for at hamstre feer og magiske ting, de bliver dog alle ganske hårdt straffet for deres forbrydelse, selv om det lykkes en enkelt af dem at undslippe med lidt godter som bliver solgt videre til hoffets troldkarl.

I næste nu frier den unge prins fra slottet til prinsesse Aurora (aka. Tornerose) som til dagligt bor sammen med stedmoderen Maleficent i skoven. De to er vildt forelskede og den unge mø takker selvfølgeligt ja til sin udkårne. Deres bryllup synes at varsle en tid med fred og fordragelighed mellem de to riger, men da Maleficent og Aurora tager op på slottet for at møde den gamle konge og dronningen, så går alt galt. I stedet for fred, synes der i stedet at være blevet lagt kimen til en regulær krig mellem mennesker og de overnaturlige væsener. En krig som Maleficent måske slet ikke er skyld i

Herefter går det slag i slag. Der oprustes i smug blandt menneskene. Maleficent forsvinder på mystisk vis fra skoven og mens hun er væk, inviteres alle feerne til at deltage i det stort anlagte bryllup. Tempoet er højt og fortællingen er overordnet set fint eksekveret med meget flotte billeder og setstykker. Alt dette ændrer dog ikke på at slutresultatet er og bliver ganske formularisk. Der benyttes fortællemæssige kneb, som man har set et utal af gange før, men man forventer med garanti heller ikke meget mere, når man giver sig i kast med at se en film som denne. Det er den norskfødte instruktør Joachim Rønning, der har knyttet alle båndene sammen. Ham kender du måske som instruktøren af bl.a. Kon Tiki, Max Manus og den seneste Pirates of the Carribean film. Han er derfor vant til at styre disse store produktioner og der er heller ikke mange fodfejl i selve personinstruktionen. Til gengæld er der flere elementer i selve historien der synes at være ulogiske, ikke kun efter man har set filmen, men også mens man ser den. Det er normalt ikke noget problem at have sådanne logiske brist i denne slags fantastiske fortællinger, for der skal gives plads til at fantasien kan få frit spil, det er blot irriterende, når man oplever nogle figurer eksempelvis få frit spil til at snuse rundt, eller iværksætte redningsforsøg af folk de holder af, når der nu er en krig i gang og potentielt masser af fodfolk til at stoppe dem.

Maleficent – Mistress of Evil er bestemt ikke en pivringe fantasyfilm, for den indeholder både meget flotte scenerier, fine kampscener og byder på et flot, fantasifuldt eventyrunivers. Der flyves meget og der ses virkelig mange imponerende kamerature, at man ville ønske at man kunne få filmen at se i 3D. Er man som anmelder fan af dette, så handler det om at anskaffe sig den engelske 3D version på BluRay for den giver med garanti lige et ekstra sug i maven.

Den endelige dom er, at filmen desværre ender med at være en ustyrligt flot eventyrfilm, der desværre mares af en alt for tynd og usammenhængende historie. Det er flot underholdning, Angelina er nærmest født til rollen som den smukke, uhyggelige, besnærende fedronning, men som nævnt i starten så kan selve filmen desværre slet ikke leve op til forgængeren.