Instruktøren Alexandre Aja har siden debutfilmen Switchblade Romance vist at være lige et øksehug skarpere end mange af sine konkurrenter. Både med det voldsomt brutale filmiske overgreb der var remaket af The Hills Have Eyes og hans humoristiske og ekstremt blodige remake af Piranha 3D har Aja for længst bevist at han mestrer både spænding og gys. Derfor var det med stor glæde at anmelder forventningsfuldt trak i badetøjet, da krokodillefilmen Crawl dukkede op.

Nu tænker du garanteret at genrebetegnelsen ”krokodillefilm” blot er selvopfunden, men lige som det er tilfældet med f.eks. betegnelsen ”u-bådsfilm”, så er det altså muligt at finde ganske mange film der som udgangspunkt handler om sultne krokodiller eller alligatorer, der udgør en fare for filmenes hovedpersoner. Blandt de bedste film i genren kan nævnes Alligator – uhyret under byens gader fra 1980, Black Water fra 2007 og den ufrivilligt komiske, men svært underholdende thailandske film The Pool fra 2018. (Sidstnævnte skal man se, om ikke andet så bare for at opleve ’scenen med hunden’. De der kender filmen, ved hvad det er der henvises til. – red). Giver man sig til at undersøge fænomenet, vil man derfor hurtigt opdage, at der er langt flere krokodillebaserede film, end man umiddelbart skulle tro.

Ud over at udnytte en helt naturlig frygt for store, sultne, vandede reptiler med syleskarpe bisser, så benytter Crawl sig også af klaustrofobien som sekundært skræmmemiddel. Ikke kun den klaustrofobi som nogle mennesker oplever ved at dukke hovedet under vand, men især ved at være spærret inde i små, snævre rum - i dette tilfælde i selskab med førnævnte vilde alligatorer.

Rammehistorien der skal forklare hvorfor en ung, smuk kvinde pludselig befinder sig i en oversvømmet kælder fyldt med blodtørstige dyr er som følger; Haley er en professionel svømmepige, som af forskellige årsager har mistet kontakten til sin far. Til trods for dette beslutter hun sig alligevel for at sørge for at han er okay, idet en kæmpeorkan bliver spået til at ramme det område i Florida hvor fatter er flyttet hen. Som den opmærksomme læser allerede har gættet, når Haley ikke at få evakueret fatter i tide. Han er blevet offer for en selvforskyldt arbejdsulykke i krybekælderen under huset og idet hun finder ham, rammer orkanen med fuld styrke. Det betyder at kælderen langsomt, men sikkert fyldes med store mængder vand og ikke mindst de hungrige bæster, som lurer lige under den grumsede vandoverflade.

Crawl er på ingen måde et mestervæk i gysergenren, men den skriver sig det til trods ind på en ganske høj placering, hvis man taler om undergenren af krokodillefilm. Ajas alligatorer er, til trods for at de grangiveligt er lavet ved hjælp af en blanding mellem CGI og fysiske effekter, mestendels rigtigt overbevisende gengivet. De både bevæger sig og opfører sig som de reptiler man har set blive fodret i Zoo. Dertil kommer at filmen byder på ganske mange, virkningsfulde chok-scares undervejs. Under normale omstændigheder er nærværende skribent ikke en der nemt hopper i sofaen, når der ses gyserfilm, men Crawl var i den grad en undtagelse. Den fik gammelfar til at spjætte og gispe op til flere gange. Så mærker man at man er i live!

Ud over at dræberdyrene er godt lavet, så skal der også lyde en hyldest til filmens scenografer og øvrige effektfolk. De meget intense scener hvor seeren oplever huset, som langt størstedelen af filmen foregår i, blive flået fra hinanden og blive smadret af vind og vejr overbeviser ligeså. Crawls 88 minutter er, ligesom Ajas i andre film, med andre ord virkelig intense.

En enkelt anke skal dog lyde i forhold til Crawl Selv om filmen formår at holde spændingsniveauet oppe stort set hele vejen igennem, så er der desværre også flere scener i filmen, som modarbejder dette intense spændingsniveau. Der tales hér om de scener hvor far og datter, idet de nærmest ser døden direkte i øjnene, begynder at begræde det forliste forhold de har haft til hinanden. Selv om Crawl på ingen måde søger realismen, så virker det som en bremseklods på filmens spændingsopbygning, at vore to hovedpersoner på denne måde begynder at snakke om deres personlige relationer og gammel ufred, i stedet for at fokusere al deres energi på at ikke at blive spist og på at overleve stormen.

Ovennævnte irritationsfaktor kommer dog ikke til at trække den samlede bedømmelse ned under bestået, for Crawl er en veloplagt gyser, der heller ikke holder sig tilbage for at svælge i blodige excesser som dem vi er blevet vant til når det er Aja der instruerer. Forvent ikke et filmisk eller gyseligt mesterværk, men i stedet en gedigen underholdende krokodillefilm, der sikkert nok skal finde sit publikum.