Iron Man er sikkert ikke blandt de bedst kendte superhelte herhjemme, men det til trods har han fået sin egen film, der heldigvis giver solidt baghjul til en række halvdårlige og decideret forfærdelige superheltefilmatiseringer (læs: Catwoman, Ghost Rider og ikke mindst Fantasic Four), som har hærget rundt i både biografer og på dvd.

Tony Stark optrådte først gang i Tales of Suspense nummer 39 i 1963. Det var Stan Lee, der sammen med brormand Larry Leiber samt Don Heck skabte Iron Man, som i sin første inkarnation blev tegnet af den legendariske Jack Kirby. Lige som andre af Marvels utallige helte og skurke har jernmanden levet et meget broget liv. Han er ikke en superhelt i traditionel forstand, for lige som overskurken Dr. Doom har han ikke nogen egentlige superkræfter. Stark er bare ufatteligt velhavende og hyperintelligent. Denne kombination har sat ham i stand til at bygge den dragt, der ikke alene giver ham superkræfter og evnen til at flyve, men tillige et massivt arsenal af forskellige seje våben.

I tegneserien blev Stark oprindeligt taget til fange af fæle kommunistiske djævle i ’Nam efter at være blevet ramt af en af sine egne minefælder. Landminen fik anbragt en granatsplint alt for tæt på Starks hjerte, men heldigvis blev han i sidste øjeblik reddet af en medfange - videnskabsmanden Yin Sen. Yin Sen konstruerede et aggregat, der kunne holde Stark i live, og da Stark igen kom til hægterne, ville fjenden have ham til at bygge dem et mægtigt våben. I stedet for at underkaste sig overmagten konstruerede han den første prototype af Iron Man, ifører sig denne og flygter.

Filmen Iron Man har hensat handlingen til nutiden, hvor Stark Enterprises sælger det nyeste våbenmateriel til hæren. Under en fremvisning i Afghanistan af sit seneste masseødelæggelsesvåben ”Jericho” rammes Tony Starks konvoj af en vejsidebombe. Stark såres alvorligt og tages til fange af en taliban-lignende oprørshær, der kalder sig selv ”de ti ringe”. Som i serien føjer han ikke terroristerne, men bygger i stedet dragten og flygter med bulder, brag og flammekaster.

Sikkert hjemme i USA er Stark nu en ændret mand. Han har set, hvad hans våben gør, når de falder i forkerte hænder, og vil i stedet satse på at udvikle Arc-generatoren. Generatoren er baseret på den evige energikilde, som Stark har skabt til sin brystplade. Brystpladen fungerer som en avanceret elektromagnet, der sørger for at granatstumperne ikke følger den naturlige blodgennemstrømning og ener i hjertet. Hans kompagnon i Stark Enterprises, Obidaiah Stane, er ikke synderligt begejstret for den nye fredselskende holdning til krigsmateriel, især da firmaet dagligt mister betydelige summer på grund af Starks udtalelser til pressen.

En væsentlig del af filmen fortæller altså denne oprindelsesmyte med få udsving i forhold til originalen, og så kunne man måske frygte at denne historie, lige som var tilfældet med Ang Lees ellers så fortræffelige Hulk-filmatisering, ville blive noget træg og trist i starten, i stedet for at levere de spektakulære actionbrag, som genren implicit lover os, hver gang man sætter sig godt til rette med popcornene. Det sker bare ikke.

Robert Downey Jr. er fuldstændig perfekt castet i rollen som den dekadente playboy, der ikke tænker på dagen i morgen men primært på, hvor sjovt han har det lige nu, og så formår filmen tilmed - som alle virkeligt gode tegneseriefilmatiseringer (læs: Hellboy, Sin City) - at gå den svære balancegang mellem at tage genren og dens karakterer alvorligt, imens den samtidig leverer de nødvendige komiske indslag.

Det gode ved Stark er at han ikke er totalt kikset som eks. Spiderman, ej heller så mavesur som Batman. Hans mange milliarder dollars og hans udsvævende livsstil er ikke noget, som filmen åbenlyst kritiserer, den giver i stedet billedet af, hvad en 15-årig dreng ville gøre med så mange gysser: fede biler, privatfly med stripperstænger, ting der eksploderer, robotter man kan tale med og ikke mindst en dragt af metallegeringer, der ikke alene gør brugeren nærmest usårlig men som også sætter denne i stand til at flyve.

Fascineres man af de dingenoter som James Bond får udleveret, vil man falde i svime over, hvor sej en dragt Iron Man har. Det er ren kræs for alle raske drenge, der har ejet et mekanosæt! Desuden er både de meget morsomme indledende forsøg med at få styr på dragtens dyser, samt de spektakulære kampe mod bl.a. den obligatoriske superskurk nær i filmens slutning helt fantastisk flotte. Man får, måske for første gang på film, virkelig indtrykket af, at en mand kan flyve med overlydshastighed. Så både kreationen af rustningen samt filmens fokus på Iron Mans flyveture er billetprisen værd. Dertil kommer, at det lykkes filmen at skabe en hovedperson, der er noget mere kompleks end mange af hans andre kollegaer.

Iron Man har i tegneserien for det første et problem med kommunister (senere tonet noget ned pga. den upopulære krig i Vietnam), for det andet med at holde på sine kvinder, og ikke mindst for det tredje med indtagelsen af alkohol. Alle disse ting er også med i filmen (på nær kommunisterne, der nu er erstattet af obligatoriske, fundamentale terrorister). Der er stort set ikke en eneste scene, hvor vi ikke ser Stark med et glas alkohol i hånden. Romancen mellem ham og hans personlige sekretær Pepper Potts fylder heller ikke (som i Spiderman-filmene) mere end højst nødvendigt. Og endelig virker Starks figur, på trods af sin excentriske opførsel, som en guttermand.

Måske skyldes det Downeys spil, eller John Favreuas glimrende komiske indsigt, at filmen ender med at blive så vellykket, som den er. Det er, som mange andre af denne type film, en udpræget drengerøvsfilm, men da den udmærker sig både ved ekstremt flotte flyverscener, den udmærkede og meget kvikke dialog, samt en handling der er rudimentært spændende, så hæver Iron Man sig på arc-generator-styrede dyser højt over den middelmådige tegneseriefilm og leverer sin vare lige så sikkert som Jerico-missilet!