En af de seneste årtiers mest sejlivede actionfranchises er utvivlsomt The Fast & The Furious. Serien der startede som en semirealistisk film om en gruppe halvkriminelle der organiserede gaderæs i Los Angeles, har for længst forladt dette koncept til fordel for rendyrket, overdreven actionunderholdning, hvor holdet af specialister skal udføre spektakulære kup i den ene film, eller sikre verdensfreden i den næste frem for at skifte topstykker eller tændrør i deres toptunede øser.

I trit med at franchisen har udviklet sig, og at måske især efter Paul Walkers død har folkene bag konceptet set sig om efter andre måder at videreføre deres brand på. Resultatet er indtil videre blevet et løfte om en niende F&F-film, der efter sigende skulle ramme biograferne i maj måned 2020 og så sidste års Hobbes & Shaw som er et såkaldt spin-off af de originale film.

Hobbs optrådte første gang som hårdkogt agent i den femte film. Shaw dukkede op i den næste film. Oprindeligt var Shaw 6’erens hovedmodstander, men senere ændrede han mening og begyndte at hjælpe Dominic og vennerne med at få klaret de forhindringer der blev smidt i deres retning. Helt fra starten af har Hobbs og Shaw ikke kunnet døje hinanden, og derfor er det også helt oplagt at lave en film, der benytter netop dem som umage makkerpar. Som i langt de fleste ”buddy”-film, giver det en del dynamik og grund til humor, hvis figurerne i udgangspunkt er meget forskellige eller ligefrem hader hinanden.

Forskellen mellem de to actionbøffer bliver allerede slået an i filmens åbningsscene. Her vælger filmen at klippe mellem henholdsvis Hobbs og Shaw der vågner op i deres respektive dele af verden, hvorefter de modtager en invitation de ikke kan afslå om at dukke op i London til et møde. Det viser sig at en livsfarlig virus er blevet stjålet og de to skal naturligvis finde den, før fjenden.

I denne film spilles fjenden af ingen ringere end Idris Elba. Han er ikke kun er en virkelig skidt karl, men også er blevet udstyret med alle mulige cybernetiske egenskaber, der gør ham både hurtigere, stærkere og klogere end vore to hovedpersoner til sammen.

Den virus, som potentielt kan dræbe alle mennesker på planeten, findes dog ikke i en topsikret bunker eller i en sej metalkuffert, i stedet har en af den engelske efterretningstjenestes topagenter injiceret denne programmerbare virus i sine egne blodårer. Tilfældigvis er Hattie, som agenten hedder, Shaws søster. Derfor ser brormand sig nødsaget til at involvere sig i jagten på hende og cyborgen. Hobbs har ikke rigtigt noget valg, da det er hans job at hjælpe MI5 med at finde pigen og neutralisere den skurkagtige skurk.

Det er David Leitch som har instrueret, og idet hans CV både indeholder Atomic Blonde og Deadpool 2 så er der en vis sikkerhed for at han allerede godt ved hvordan man iscenesætter hæsblæsende, overdreven action, hvilket er lige præcis det som Hobbs & Shaw er. I film som disse er det på ingen måde handlingen eller troværdigheden der er i fokus, men i stedet hvor morsomt man kan lave replikkerne og hvor vild man kan iscenesætte de mange actionscener.

Af samme grund er filmen ikke en af dem man husker i særlig lang tid efter rulleteksterne starter, men er man til actionfilm, så vil man med garanti føle sig tilfredsstillet efter et par timer i selskab med det umage makkerpar og deres fælles fjende. Faktisk blev anmelder nødt til at gense traileren, for at minde sig selv om hvad det egentlig var der skete i denne film. Hvis den skal fungere, så kræver det også, at man har lyst til at lege med på den noget science-fictionagtige præmis som filmen stiller op, fro der er sikkert enkelte, der har svært ved at acceptere teknologien der præsenteres. Det hjælper dog hvis man holder af skuespillerne der indtager hovedrollerne og bare gerne vil se en reel actionfilm.

Hobbs og Shaw har altså ikke ret meget andet at gøre med The Fast & The Furious ud over de to figurer der optræder i dem begge, foruden at der også i Hobbs & Shaw forekommer adskillige biljagter. Klichéudtrykket ’hjernedød underholdning’ passer glimrende på filmen, og det skal hér forstås som en positiv ting, for indimellem er det faktisk ganske rart at slå hjernen fra og bare lade sig underholde. Det er hurtigt set og hurtigt glemt, men mens det hele står på, er det svært ikke at smile dumt over hele femøren.