Forestil dig, at der ikke fandtes musik af The Beatles i denne verden. Det er en god måde at undersøge et ikonisk bands indflydelse i vores dagligdag. Eksempelvis kunne man også spørge sig selv, hvad der ville ske, hvis Shakespeares værker, Beethovens symfonier, Orson Welles stemme i radioen, eller Marlon Brandos skuespilpræstationer ikke var med os mere? Det er jo slet ikke til at forestille sig!

Personligt er jeg ikke den store Beatles-fan, så Danny Boyles (Trainspotting, Slumdog Millionaire) nyeste skud på stammen bliver langt hen ad vejen en anelse ensformig og bare ikke særlig spændende. En film på to timer, med et koncept som dette, skal helst ikke blive til endnu en romantisk britisk komedie, proppet til med Beatles-musik, men det gør den altså, og det selvom at filmen hurtigt kommer i gang med sin historie og ikke spilder vores tid.

Filmens grundstenspræmis – en verden der har mistet ethvert minde om The Beatles og deres sange, mens et tolv sekunders strømsvigt har fundet sted – er svært at acceptere, på trods af at hjertet er på det rette stede. Jack Malik (Patel) synger sine egne sange i Londons gader og på klubber, men han får bare ikke den succes, som han fortjener. Han har ikke den karisma, der skal til, for at tiltrække publikummet med sine sange eller sin stemme (karakteren, ikke skuespilleren). Da han senere i filmen vælger at udgive Beatles’ sange som sine egne, får han straks kæmpemæssig succes, men det er svært at forestille sig, at den person, vi så i starten, kan blive et idol, bare fordi han synger alle de Beatles-sange, som ingen i denne verden kender.

Det er endnu mere svært at forestille sig, at den talentfulde Lily James som Maliks manager gennem flere år vælger at vie sit liv og sin opmærksomhed på denne musiker. De er gode venner og intet andet bliver antydet, indtil filmen vælger at reducere sig selv til en romantisk komedie, som vi kender dem fra andre i samme genre. Manuskriptforfatteren forsøger at krydre hendes rolle og Malik en smule ved at skabe en omvendt kemi, men alt i alt kommer der ikke til at ske noget, som vi ikke allerede vidste i forvejen. Da Ed Sheeran (selveste Sheeran, musikeren) i rollen som sig selv dukker op i Maliks hjem, begynder historien at krakelere en anelse. Han dukker bare op foran Maliks dør, fordi han har hørt hans gengivelse af Beatles-sangene og ønsker at give ham en chance.

Yesterday munder ud i en klichéfyldt, manipulerende historie om en kunstners rejse fra ukendt til verdensberømt. Da Jack Malik ender med at skulle vælge mellem kærlighed og berømmelsen (hvorfor skal en succesfuld kunstner altid tage den beslutning?), er vi allerede nået så langt i historien, at vi er ligeglade med, hvad valget bliver.

Det her er en film, som jeg tvivler på vil appellere til de generationer, som ikke voksede op med The Beatles som den ultimative musikoplevelse. Du vil højst blive mindet om, hvor mange Beatles-sange, du egentlig kender, og mere er der ikke i det. For dem der elsker Beatles, så vil de nok blive fristet til at sige: ”let it be… just let it be”.