Som mediefagslærer vil man - i al fald hvis man hedder Torben Bille - gerne have at ens elever laver film, hvor det er billederne, frem for dialogen, der ender med at bliver det bærende element i fortællingen. Det er selvsagt svært at skrive virkelig god dialog, men ud fra devisen ”showing, not telling” er det skønt at se hvis det lykkes dem at lave små filmfortællinger som er så tydelige i deres billed- og formsprog, at dialog nærmest bliver overflødig. Ikke sådan at forstå at deres underviser helst vil have at de laver musikvideoer eller stumfilm, men indimellem er det nemmere at forklare relationer og begivenheder i ord, frem for i billeder.

Af samme grund bliver man helt glad i låget, når man ser den nye thriller A Quiet Place for her er den grundlæggende præmis at laver man lyde, så dør man. Af samme grund fortælles filmen næsten udelukkende i billeder. Seeren sendes ind i filmens handling in medias res. En lille familie, bestående af far, mor, en stor pige – der i øvrigt et døv - og hendes to yngre brødre, bevæger sig meget stille rundt i hvad der ligner en raseret købmandsbutik. De lister rundt og leder efter forsyninger og idet de forlader stedet kan man se en avisoverskrift udbasunere ”SOUND IS THE KILLER”. Ganske kort tid efter finder man ud af hvad dette indebærer.

I denne verden gælder det om at være helt stille, for Jorden [og her kommer muligvis en spoiler, der kan undgås ved at springe videre til næste afsnit – red.] er blevet overrendt af nogle særdeles væmmelige monstre, der er blinde, men som til gengæld reagerer og angriber, når de hører selv den mindste lyd. Om disse væsener er fra rummet eller fremstillet i et laboratorie finder man aldrig ud af og det er heller ikke vigtigt for filmen. Monsterdesignet er i øvrigt virkeligt fedt!

Filmen får meget hurtigt etableret at de medvirkende skal være meget påpasselige for ikke at larme og derfor kan man som tilskuer også tage sig selv i undervejs i filmen at holde på vejret i ren spænding. Anmelder var til en almindelig visning af filmen og her var publikum i al fald mindst lige så stille som figurerne på skærmen, hvilket også gør det ekstra virkningsfuldt når der så endelig optræder en høj lyd.

En af fremdriftselementerne i filmen er det faktum at moderen er gravid og allerede idet man ser hendes store mave i filmens start ved man, at det vil blive vældigt udfordrende at føde barnet uden at larme bare len lille smule, for slet ikke at tænke på at det nyfødte barn sikkert også vil støje ualmindeligt meget efter det er kommet til verden.

Der er mange der vil mene, at gyserfilm i høj grad er afhængig af netop deres uhyggelige lydside. A Quiet Place har et soundtrack, men det bliver brugt meget sparsomt, så det i stedet er stilheden der kan få lov til at understrege dramaturgien. Det er en uhyggelig effektiv strategi, for der var da steder i filmen hvor selv den garvede gyserfilmsfan hoppede lidt i biografsædet.

Med sin simple idé, gode skuespil (instruktør John Krasinski indtager i øvrigt en bærende rolle som faderen i familien og har instrueret hans hustru Emily Blunt, der spiller moderen i filmen) og ikke mindst en ganske original tilgang til sit materiale, følger filmen i kølvandet på en lang række af nye, spændende, amerikanske horrorfilm som eksempelvis The VVitch, It Follows, It Comes at Night , Get Out og ikke mindst Don’t Breathe som rent idemæssigt er tættest beslægtet med denne. Det skal samtidig siges at den bioaktuelle film i denne anmelders optik ikke helt bliver lige så effektivt skræmmende som de film den her sammenlignes med.

Når A Quiet Place ikke er lige så fængende så skyldes det nok primært at ideen om filmen er bedre end slutresultatet. Hvem kan ikke forestille folkene bag pitche filmen foran deres produceres, ved at fortælle dem at deres film vil være som en af de velkendte sekvenser fra andre gysere hvor protagonisterne skal forsøge at være så stille som muligt, bare bredt ud over halvanden times film. Det lyder godt, men der er flere sekvenser i filmen, hvor man ret beset tvivler på at figuren virkelig er i stand til at være stille når man tænker på de situationer de befinder sig i, eller hvor manglen på lyd eller den ro som figurerne bevæger sig med næsten bliver lidt søvndyssende.

Det skal selvfølgelig ikke opfattes som om at filmen på den led er urealistisk, for har man accepteret de andre aspekter af filmen, vil man sikkert også godt kunne strække ens fantasi til at dette ikke er et problem, men det er da underligt at man ser familien være i stand til at føre en dæmpet samtale bare ved at de går ned i en kælder og trækker en madras hen over hullet i gulvet. Hvis det var så nemt at skjule ens stemmer fra omverdenen, hvorfor har de så ikke slået sig ned i et lydisoleret studie?

Det er dog små anker for filmen skal have mange point herfra for at arbejde meget utraditionelt med lyd i forhold til hvad man har oplevet tidligere. A Quiet Place er i skrivende stund en fantastisk succes, da den har leveret den 3. mest indtjenende åbning for en gyserfilm nogensinde, kun overgået af It og Paranormal Activity. Det er godt nyt for fans af denne type af genrefilm, for det virker som om at denne genre, der ellers altid har været anset som en B-films genre, nu endelig kan få andel i Hollywoods ganske store budgetter, hvilket forhåbentlig vil resultere i flere film af denne kaliber.