”Alle for en, en for alle” er ikke det slogan, der hurtigst falder en i tankerne, når det hele handler om fattigdom, slum og forhutlede tilværelse – måske er det nærmere det modsatte i Slumdog Millionaire. Alligevel er De tre musketerer omdrejningspunktet for de to brødre, Jamal og Salim, og pigen Latika, de møder i en tidlig alder. I skolen læser de Dumas’ klassiske romance og knytter ret hurtigt hinanden fast i de tre roller, selvom de ikke rigtig – da Latika kommer ind i billedet – kan huske, hvad den tredje musketer hedder. Historien om de tre musketerer er dog kun et sparsomt skelet, som filmen ikke følger – og da slet ikke helt til dørs, hvilket vil være klart for den, der kender Dumas’ roman.

Kærlighedssporet fra Dumas er dog intakt sammen med en udmærket tilstedeværelse af nogle plotmæssige sammenhænge, såsom et opgør med den lokale bad guy, men de fællestræk som Slumdog Millionaire har med De tre musketerer udspringer nok snarere af, at begge fortællinger af ganske genrebevidste romancer. Det handler om en knægt og senere en ung fyr, der langsomt kryber ud af fattigdommen og ind i bedre kår, netop som D’Artagnan gør det, og som Jamal her gør det, for til sidst at opnå kontakt med sit livs kærlighed. Fokuseringen på de fattige slumkår – som kapellets bioanmelder også fremhæver – er derfor skudt i baggrunden til fordel for en fortælling om at søge den eneste ene uden betænkning af omkostningerne. Slumdog Millionaire er derfor reelt set en ret banal historie med hollywoodsk tildragelse af den amerikanske drøm tilsat en bollywoods understrøm. Turen opad den menneskelige, økonomiske rangstige imod alle odds er en individualistisk narrativ, der går rent ind hos akademiet for små, gyldne statuetter.

Spørgsmålet er så, hvad det er, der rent faktisk skaber den gribende film, som Slumdog Millionaire reelt set er. Filmen foregår i og omkring Indiens næststørste by Mumbai, men det kulturelle islæt, som kunne springe herud af holdes også lidt på afstand af romancen. Vi besøger godt velkendte steder, såsom Taj Mahal, der – fordi knægtene tjener penge som falske turistguides – grundigt og parodisk introduceres, men perspektivet er i høj grad et mere alment fokus på mere anonyme ikke-steder. Lokaliteterne, de to knægte vokser op i, er et labyrintisk og ensartet slumkvarter, der ligeså godt kunne have været i hvilken som helst sydamerikansk storby, mens fortællingen også behændigt undgår andet end flotte vues udover byen. Den indiske kultur er med andre holdt på et minimum, og filmen kan derfor ikke være skyldig i hverken oplevelsesøkonomisk turisttiltrækning eller dvælen ved tillokkende billedmuligheder.

I stedet er der tre ting, der trækker filmen ud af den grundlæggende eventyrlige romance, som filmen i bund og grund er. For det første er Anthony Dod Mantles billeder helt formidable og en fryd for enhver, der kan lade sig fænge af visuelle kompositioner ud over det sædvanlige. Mantle er von Triers mest brugte fotograf, og mens de fleste dogmefilm virker intentionelt grynede og grimme at se på, forvandlede han alligevel en af de bedste udenlandske dogmefilm, nemlig Julien Donkey-Boy, til alt andet end grimhedsæstetik. Han var også medskyldig i, at Thomas Vinterbergs noget undervurderede It’s All About Love blev til det flotteste danske stykke sci-fi, mens han som fotograf på BBC’s Wallander-serie senest – efter Slumdog Millionaire – viste at krimien ikke behøver at være kalkulerede masseproduktioner, men også kan bestå af fortryllende og fortællende billeder. Det gælder i den grad også Slumdog Millionaire, der er et billedæstetisk mesterværk, hvad angår såvel kameraføring som vinkelvalg. Den tildelte Oscar kunne ikke være anderledes.

For det andet er filmen også instrueret af den ellers brogede instruktør Danny Boyle, der satte sig igennem med særligt selvfølgelig Trainspotting men også A Life Less Ordinary, men eller også har begået en fejlslutning som The Beach. Men Boyles brogede karakter er ikke nødvendigvis et udtryk for svingende kvalitet, men det understreger en impulsiv vekslen mellem ret originale film og helt igennem genrebevidste film, som vi så i omvurderingen af zombiegenren i 28 Days Later. Med film som disse i bagagen er det tydeligt, at Boyle under alle omstændigheder gør det han skal, nemlig at instruere, hvilket til fulde er en gevinst for Slumdog Millionaire. Filmen er gennemgående – i alle afkroge og nuancer – fantastisk velspillet, hvilket selvfølgelig også anerkender dygtige skuespillere og en god casting, men – som det også vises tydeligt i ekstramaterialets obligatoriske behind the scenes – så er Boyle en mesterlig personinstruktør. Knægten, der spiller den yngste Jamal, er nok det bedste eksempel på dette.

For det tredje – og måske som det vigtigste af de tre grunde – er filmens struktur og klipning også særdeles fremhævelsesværdig. Den narrative organisering af vidensudvekslingen undervejs er så godt udført, at det netop er her, vi drages dybt ind i filmens fortælling – og det er desuden også her, filmen tager sine skridt ud af rammerne for romancens og eventyrets grundfortællinger. Filmen er på én gang fortalt i tre tider, nemlig i barndommen hvor vi møder Jamal og de to andre, i ungdommen hvor vi følger udviklingen af forholdet mellem de tre, og til sidst Jamals deltagelse i Hvem vil være millionær? Disse tre spor etableres sideløbende, hvilket derfor – i stedet for at være kronologisk opbygget – i stedet bidrager til forståelsen af nogle personlige tværgående momenter hos Jamal. Filmen handler derfor ikke kun om forholdet til Latika eller anklagen om snyd i tv-programmet, men også om Jamals identitetsopbygning.

Skal det holdes i det abstrakte, så er Slumdog Millionaire derfor også en film om viden og erindring. Idet Jamal netop arresteres under mistanke om at have snydt sig til de mange svar i konkurrencen, sættes han nemlig til at forklare, hvorfra han ved de ting, han ved. Dette er i sig selv en temmelig interessant opgave (for hvem af os kan huske, hvorfra vi har erhvervet vores små bider af viden?), men samtidig er det også herigennem, vi gennemgår Jamals livsfortælling. Med andre ord er det en temmelig original strukturel komposition, der på overfladen ligner en banal kærlighedsfortælling, men i fortællingens dyb formår den desuden at arbejde med noget så eksistentielt som vores identitet, der oparbejdet gennem viden, erindring og refleksion – og hvor ellers end på en tv-skærm i tidens medialiserede verden kan vi bedre reflektere over os selv?

Derfor gør det ikke noget, at Slumdog Millionaire springer over en kulturel, indisk bevidsthed eller ikke tager fat på de umiddelbart forefaldende spørgsmål om fattigdom og slum. Ordet slumdog er i øvrigt en neologisme, som for første gang forekommer i denne film, og henviser til hvad der på dansk i den udmærkede tekstning er oversat til gadekøter. Fattigfolk og slum ligger derfor implicit i filmens fokus uden at blive udfoldet, fordi filmen i stedet arbejder med noget langt mere basalt og eksistentielt, nemlig udfrielse gennem viden. Og derfor er filmen måske snarere en oplysningsfilosofisk film, der understreger, at gennem viden og oplysning kan vi forbedre verden. Dermed tager filmen faktisk helt grundlæggende bedre fat på netop fattige kår og kulturarvelige spørgsmål, end den direkte bearbejdning af sociale problemer ville gøre. Kom ikke og anklag Slumdog Millionaire for at springe over, hvor slumkvarterets gadekær er lavest – spring hellere til den nærmeste filmpusher og få et skud storfilmisk Mumbai-eventyr.