Det er nu blevet afgørelsens tid. Kan Darren Aronofskys nyeste film virkelig leve op til de to fantastiske tegneserier om Noah, der på nudansk har fået titlen Noa uden ”h”? Svaret er entydigt ja, for Aronofsky har siden hans debutfilm Pi altid haft en flair for esoteriske, filosofiske emner, som han elegant kombinerer med flotte billeder og stemningsmættede scenerier.

Aronofsky kan dog også fortælle fortættede dramaer, hvor han viser sine evner for nuanceret personinstruktion. Dette kan man eksempelvis opleve i Requiem for a Dream eller Black Swan – og det synes at være det bedste af begge verdener, altså det svulstige, episke drama med de mange religiøse overtoner og det nære, medmenneskelige, der forenes på fineste vis i gendigtningen om Noa.

Filmens historie ligger meget tæt op af tegneserieforlægget, så har man læst de to albums vil man opleve store dele af filmen som en legemliggørelse af Nico Henrichsons stemningsfulde tegninger, med det aber dabei, at Noa nu er Russel Crowe og de andre hovedfigurer spilles af store navne i Hollywood. Det betyder dog mindre, for skuespillerne gør deres yderste til at fremstå troværdige i deres roller. Især unge Emma Watson og den rutinerede Jennifer Connolly leverer udkrængende præstationer, som overbeviser og i den grad vækker vor empati.

Der skortes heller ikke på det episke, for det er noget som er indlejret i fortællingen. Det er en voldsom, rørende og barsk historie der udfolder sig for seeren, for Noa er og bliver en af de oprindelige dommedagsfortællinger. Den verden som Herren skabte, er i ubalance. Kains slægtninge har bredt sig over jorden efter modet på broderen Abel. Kains efterkommere lever i synd, spiser dyrenes kød og har ingen respekt for naturen, som de driver rovdrift på. Noa er den sidste efterkommer af Set – Adam og Evas tredje søn og han bliver i filmens start udvalgt til at redde dyrene inden Herren sender syndfloden over jorden og renser verden for menneskernes ondskab.

I starten af filmen ser vi hvordan den unge Noa ser sin far blive myrdet og kort herefter følger vi den voksne Noa, som hutler sig gennem tilværelsen sammen med sine unge sønner og kone. De lever i et trøsteløst nedbrændt landskab, hvor kun træstubbe bevidner om, at der engang var frodigt. I en drøm taler Herren til Noa og viser ham det bjerg, hvor hans farfar Methusalem bor. Derfor hiver familien teltpløkkerne op og drager i retning af bjerget, for at få flere svar. Dette lyder måske velkendt, men tilstedeværelsen af enorme stenkæmper (der oprindeligt var lysende englevæsener som fulgte Adam til jorden efter denne var blevet smidt ud af paradis) er ny.

Det er dog langt fra det eneste nye i fortællingen, som undertegnede også bemærkede i anmeldelserne af tegneserieversionerne. Til forskel fra den første del besøger Noa i filmen aldrig Bab-Ilim, men oplever derimod synet af menneskehedens grådighed, arrigskab og forfald i en scene, hvor han besøger en nærliggende lejr, der forbereder sig på at indtage arken og kæmpe mod Noas stenkæmper. Det fungerer næsten lige så godt og så er det ret befriende, at de to medier ikke vælger at fortælle nøjagtigt samme historie.

I en af de flotteste sekvenser i filmen leger Aronofsky også med koblingen mellem den Bibelske skabelsesberetning gennem en fortællerstemme koblet med en visuel skildring af the Big Bang på billedsiden. Denne sekvens vil kreationister og de der tager Biblen bogstaveligt sikkert besvime til i harme mens de taler i tunger. Alle os hyggeprotestantiske akademikere vil derimod sikkert syntes at scenen virker som en overraskende naturlig kobling mellem religionens og videnskabens syn på evolution.

Til trods for at Noa langt fra er tro over for Biblens udgave, så er skildringen af verden før syndfloden jo åbent land for fantasien. Visse væsener, dyr og skabninger bliver naturligvis udslettet under udrensningen. Derfor kunne der ret beset godt have eksisteret kæmper og andre fantastiske væsener før denne.

Filmens historie benytter sig ligeledes af flere tematikker hentet andetsteds fra i Det Gamle Testamente, som eksempelvis kan ses i de hårde valg Noa bliver sat overfor, især mod filmens dramatiske klimaks. Af frygt for at gentage elementer fra tegneserieanmeldelsen, så fungerer Noa dramatisk til UG, til trods for at vi allesammen kender udfaldet på historien.

Det som Aronofsky tilføjer til historien er, at han formår at gøre Noa til en figur som man både holder med og som man får afsky for. Noas stålsatte vilje om at følge Herrens bud til mindste detalje arbejder, hen mod filmens slutning, imod ham og truer med at ødelægge både hans familie og Noas eget sind.

Det endegyldige budskab som lader kærligheden sejre (selv om dette, på lang sigt, muligvis bliver en dyrt betalt pris for menneskeheden) er indlysende. Lige så selvfølgelig er den desværre alt for aktuelle ideologiske subtekst som filmen præsenterer– nemlig ideen om, hvor usselt vi har behandlet det rige dyre- og planteliv som Herren ifølge overleveringen gav til os via Noa. Selv om Biblen hævder at det ikke sker, kunne en ny syndflod i overført betydning så ikke være lige om hjørnet idet polerne smelter? Dette gør at myten får en ubehagelig aktualitetsværdi.

Centralt for Aronofskys film er dog at den leverer en episk fortælling, hvor der visuelt ikke er sparet på noget som helst. Det er betagende, fascinerende, smukt, voldsomt og skrækkeligt. Hvad enten man vælger 3D eller som nærværende anmelder oplever filmen helt traditionelt, er der en stor filmoplevelse i vente. Vent derfor ikke med at se denne fabel når den lander i hjemmebiografen, nej arken og kæmperne fortjener det store lærred og biografens subwoofer – i sandhed en film af bibelske proportioner.