Det må være én ting at lave en fortsættelse til en film, som blot er forholdsvis populær, en helt anden sag at skabe en fortsættelse til en film, der er er blevet en moderne kultklassiker. Mens mange af os går og venter nervøst på Denis Villeneuves fortsættelse af Ridley Scotts mesterværk Blade Runner, kan man tage en tur i biografen og se hvordan Danny Boyle selv har forsøgt at lave en efterfølger til filmen, der kickstartede ikke kun hans, men også Ewan McGregor, Robert Carlyle og ikke mindst forfatter Irwin Welsh’s karriere for 20 år siden: Trainspotting.

Filmen definerede en hel ny type af ungdomsfilm, satte Skotland på det internationale filmverdenskort, og som uden at holde sig tilbage råt og direkte skildrede en gruppe dysfunktionelle, kriminelle narkomaners liv på en befriende morsom måde. En film hvis hårdtpumpede soundtrack (der bl.a. bød på Iggy Pops Lust of life og Underworlds Born Slippy) blev sat på repeat når folk mødtes for at feste og som havde en vild, visuel stil, der stadig huskes af mange af os, der selv var unge i 90erne.

T2 er titlen som pryder både plakat og filmens introsekvens, men T2 vil for altid være nærværende anmelders forkortelsen for en af filmhistoriens mest vellykkede sequels - Terminator 2. Denne titel er ikke det eneste som filmen har stjålet, den genanvender også flere gange undervejs scener fra originalen, enkelte indstillinger eller dialogelementer, som man måske husker fra originalen. Disse sidste tyverier er dog langt mere acceptable og selv om der citeres, så er der altså også rigeligt med nyt at komme efter i Trainspotting 2. Filmen er nemlig - imod al forventning - en virkelig overraskende og vellykket tur tilbage til de figurer og det miljø som man husker fra originalen.

Trainspotting 2 kan selvsagt aldrig regne med at blive lige så ikonisk en film som etteren, men den er stadig meget seværdig. Selv om der er gået tyve år siden sidst, er der ikke sket synderligt meget udvikling med de hovedkarakterer som vi husker. Selv om enkelte medlemmer fra det gamle slæng er blevet clean og stjernepsykopaten Begsbie er bag tremmer, så er der stort set ingen af dem der har formået ud af få noget godt ud af det liv, som Renton så sarkastisk mente man skulle vælge ifølge etterens bedst kendte monolog. https://www.youtube.com/watch?v=RCxgqHqakXc

Da filmen starter ankommer Renton (McGregor) til Edinburgh efter tyve år i udlandet. Han opsøger sine gamle venner Spud og Simon, som han i sin tid forlod, efter at have stjålet stort set alle de penge som de sammen havde snydt sig til. Spud er helt til rotterne og forsøger at begå selvmord da Renton dukker op, mens Simon har arvet sin families pub, fået en kæreste fra Bukarest og forsøger som nebengesjæft at presse penge ud af folk. Spud er glad for at se sin gamle ven, mens Simon bare vil have hævn oven på Rentons forræderi.

Simon beslutter sig dog for at foregive at han og Renton stadig er venner, så han søsætter ideen om at omdanne den gamle, forfaldne pub til et luksusbordel, både med hjælp fra den østeuropæiske kæreste, der arbejder som prostitueret, Renton og Spud som arbejdsmand. Det skal ikke afsløres her, hvordan slænget helt konkret forsøger at akkumulere startkapitalen til dette businesseventyr, men stol på Kapellet når vi påstår at det ikke går stille for sig. For at gøre det hele situationen mere tilspidset bryder Begsbie, efter for Gud ved hvilken gang af have fået afslag på sin ansøgning om benådning, ud af fængslet og opsøger først sin familie, dernæst Simon, optændt af had og med et brændende ønske om at finde og slå Renton ihjel. Dramaet skriver jo nærmest sig selv herefter.

Filmen er meget løst baseret på elementer fra Irvine Welshs roman Porno, men skal i realiteten ses som en mere direkte fortsættelse til filmatiseringen af Trainspotting. Manus til filmen er dog ikke skrevet af Welsh selv, men derimod af John Hodge, hvilket han er sluppet meget heldigt fra. Et par der også har gjort deres arbejde ordentligt er den danske mesterfotograf Anthony Dod Mantle (som flere gange før har arbejdet sammen med Boyle) og ikke mindst klipper Jon Harris, for filmen fræser afsted og angriber seerens audiovisuelle bevidsthed med et veritabelt tæppebombardement af billeder og lyde.

På et særligt følsomt sted i filmen, hvor hovedpersonerne mindes en figur fra deres fortid, siger Simon til Renton om ikke han er træt af at lege turist i sin egen fortid og om det måske ikke i stedet bare er ren nostalgi, der driver hans kammerat? En fin metakommentar til den film man ser, for idet den genanvender locations og figurer fra den første er seeren også på samme måde med på et nostalgitrip, som måske kunne kaldes overflødigt når man nu bare kunne gense etteren.

Det er sådanne elementer kombineret med godt skuespil, superfine (genbrugs-)replikker, en stor portion kulsort, barsk humor sat i scene i en skodagtig, skotsktalende verden fyldt med kriminelle, stofmisbrugere, menneskehandlere, afpressere, hælere, junkier og almindelige mennesker, der bare forsøger at hutle sig gennem dagen og vejen, der gør dette til en fin lille film. Den er på én gang realistisk men også en karikeret skildring af folk på den absolut laveste bund af samfundet. Det er selvsagt en film der som den første er en satire på hele samfundet, selv om den måske ikke er en lige så skarp revselse af 2017 som ”T1” var det af 1997.

Det anbefales dog på det kraftigste at man (gen)ser etteren inden man løser biobillet til Trainspotting 2, for der er rigtigt mange handlingsforløb og figurer som de der ikke har set originalen muligvis vil have lidt vanskeligt at forholde sig til. Langt de fleste ting fra figurenes fortid bliver selvfølgelig vist gennem indsatte klip fra etteren, men har man aldrig set den vil de intratekstuelle referencer altså virke ganske mærkværdige.

Trainspotting 2 er virkeligt underholdende og bestemt seværdig – om ikke andet så for Dod Mantles billeder, det fede soundtrack og det gode ensemble af skuespillere, der tydeligvis helt ubesværet samler deres gamle karakterer op ved hårrødderne og lader dem spæne endnu engang rundt i dødsdromen kendt som Edinburgh. Det kan godt være det føles som nostalgi for enkelte, men slutresultatet er langt bedre end nogen kunne turde håbe på.