Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Annabelle Comes Home (106 min.) Biograffilm / Warner Bros.
Anmeldt 20/7 2019, 22:03 af Torben Rølmer Bille

Lær at læse!


Lær at læse!

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Annabelle Comes Home er den tredje film i serien om en dukke, der er så uhyggelig at se på, at man må undre sig over hvad der foregik i hovedet på den dukkemager, der i sin tid lavede den. Kapellet har tidligere set på de to første film (hvor man i nummer to faktisk så dukkemageren på arbejde). Spørgsmålet er selvfølgelig om konceptet er for tyndslidt, eller om det kan lykkes folkene bag at skabe en velfungerende gyserfilm denne tredje gang?

I Annabelle Comes Home har filmmagerne fornuftigt nok valgt at henligge handlingen til familien Warrens hus og hér især fokuseret på det værelse hvor de to okkulte efterforskere opbevarer alle de objekter som er forbandede, forheksede eller er blevet brugt i ondskabsfulde ritualer. Dette rum blev allerede fremvist i Nattens Dæmoner (org. The Conjuring) og ideen med at have et værelse i parcelhusidyllen, der på den måde er fyldt med ondskab er ret genial.

Filmen starter, hvor den første Annabelle film sluttede, nemlig med at Ed og Lorraine der lover de stakkels unge mennesker, som i filmen har været plaget af den dæmoniske dukke, at de nok skal sørge for at den ikke kommer til at genere andre. De lover at tage den med hjem, for destruerer man dukken, så slipper man også dens iboende kræfter løs. På vej hjem, er Warren-parret udsat for en ganske skummel oplevelse, der gør at Lorraine finder ud af at dukken fungerer som en slags magnet for okkulte kræfter. Det bliver centralt senere hen i fortællingen.

Det lykkes at få Annabelle anbragt i hjemmet, i en glasmontre, hvor glasset kommer fra en nedlagt kirke. Der sættes en seddel på montren, hvor der står ”Warning. Positively do not open” og ydermere kommer der en præst forbi og smider vievand og besværgelser efter den inden skabet aflåses. Vi springer så et par dage frem. Hr. og fru Warren skal udenbys og sørger for en babysitter til deres unge datter. Hvad mutter og fatter dog ikke ved, er at babysitterens veninde kigger forbi. Veninden har mistet sin far og er så tilpas tynget af sorg, at hun får fat i nøglerne til ondskabsværelset. Her vil hun forsøge at kontakte faderens ånd. Tydeligvis er den unge kvinde så ked af det at hun også har mistet evnen til at læse, for selvfølgelig skal skabet hvor Annabelle sidder også åbnes på vid gab.

Da Universal Studios i sin tid lavede sine klassiske monsterfilm (læs: The Wolf Man, Dracula, The Creature from the Black Lagoon, m.fl) så arbejde man efter et stykke tid med devisen: ”hvis et monster er en succes, så vil flere monstre i samme film være en endnu større succes!” Lidt samme idé optræder i Annabelle Comes Home. Med frygt for at spoile, så udnyttes det faktum at dukken netop befinder sig i forstædernes mest okkulte rum til fulde. For idet Annabelles glasbur åbnes bliver hun i stand til at tiltrække og fremmane nogle af de ånder, gespenster og poltergeists, der gemmer sig i de artefakter som omgiver hende. Det mærker i al fald både de tre piger og den unge mand, som dukker op for at flirte med babysitteren, i al fald.

Langt hen af vejen er den seneste film om de skumle dukke utrolig generisk, men også en som kernepublikummet med garanti vil elske. Der er skuret godt op for teenageuhyggen og ideen om at Annabelle også kan påvirke de andre skumle sager i kælderen er fin nok. Fedt er det også at Gary Dauberman (der har instrueret alle filmene i Annabelle -serien) har henlagt handlingen til netop familien Warrens hjem, for på den måde kan man også bringe en håndfuld andre okkulte væsener i spil. Selv om seeren desværre ikke får baggrundshistorierne til alle disse gespenster og væsener, så er det effektivt nok eksekveret. Her ser Kapellet allerede en mulighed for at lave særskilte film om disse andre væsener, hvis nu James Wan og Gary Dauberman efter denne film, ikke mener at der er flere historier knyttet til Annabelle.

Selv om der er nogle enkelte gode ideer i den nye film ændrer det ikke på det faktum, at de mange scener hvor unge mennesker med skræk malet i ansigtet tripper rundt i huset mens man blot forventer at der kommer en høj lyd godt kan blive noget kedelige i længden. Det er meget forudsigeligt og bliver for den garvede gyserfan måske en smule trivielt. Stemningen bygges de fleste gange fint op, men der er også elementer som bliver lidt for forudsigelige og irriterende undervejs.

Irritationsmomenter som de der er beskrevet herover er dog næppe noget der vil irritere målgruppen, for de får lige hvad de forventer, nemlig en film om nogle teenagere der i midten af 80erne pludselig må indse at deres hyggelige aften, med en del assistance fra dem selv, bliver ødelagt af en supercreepy dæmondukke, der i den grad er i stand til at manipulere og tiltrække andre onde kræfter. Filmen skal nok blive en succes, men Kapellet håber også på at denne, nogenlunde hæderlige gyser også vil blive den sidste film i serien.


2438
Forrige anmeldelse
« Yesterday «
Næste anmeldelse
» Slice »


Filmanmeldelser