Kongstanken fra Ridley Scotts forrige alien-film Prometheus, som undertegnede ikke just var begejstret for, føres desværre videre i den spritnye Alien – Covenant. Diverse trailers for filmen havde ellers virket ganske lovende! I disse virkede det, som om den nye film var en slags tilbagevenden til en mere rendyrket rumgyserformel, som alle, der kender moderfilmen, holder af. Sådan skulle det altså ikke være.

I stedet får vi serveret endnu en film, der ikke helt ved, om den skal være eksistentialistisk drama (takket være dens fokus på androiden David og dennes klon, begge spillet med kølig udtryksløshed af Michael Fassbender), quasireligiøs fabel (i filmens fokus på de skallede ”arkitekter”, der tilsyneladende kan skabe liv, men som også har lavet det mystiske sorte snask) eller om den vil være en regulær sci-fi-gyserfilm.

I den nye film får vi stadig ingen forklaring på, hvad arkitekterne har haft af konkrete planer. Hvorfor de tilsyneladende vil skabe liv, men samtidig skabe monstrøse parasitskabninger, som kræver en biologisk vært for at kunne udklækkes. I Covenant dukker de første monstre op, da besætningsmedlemmer udsættes for nogle mærkværdige sporer på den planet, som de vælger at lande på.

For Covenant starter meget lig 1978-klassikeren, idet et fartøj på vej mod en fjerntliggende destination med en samling kolonister og embryoer i lastrummet pludselig opfanger et nødsignal fra en nærliggende planet. Her finder de ikke kun resterne af et rumskib, der til forveksling minder om det besætningen på Nostromo i sin tid fandt. De opdager ligeledes, at planeten ikke har noget dyreliv, men til gengæld er dødsensfarlig. For de sporer, som to besætningsmedlemmer indånder, manifesterer sig hurtigt som en voldsom sygdom, der skaber mutationer i deres kroppe, og ud af de to vælter monstre meget lig det, man husker, fra Prometheus.

Selv om man i denne film også oplever de helt klassiske æg, facehuggers og en alien, der er meget mere lig den, vi husker og elsker, virker det altså mere end lidt mærkværdigt, at ideen med sporerne ikke er langt mere effektiv, hvis målet er, at disse uhyrer skal sprede sig mest effektivt. Undertegnede er godt klar over, at vi befinder os i et sci-fi univers, hvor realismen måske er nedtonet, men både Prometheus og Covenant synes altså at præsentere sin seer for flere spørgsmål end svar, spørgsmål der vel og mærke ikke syne at hænge særligt godt sammen.

Eksempelvis er det vildt uderligt, at de kunne opfange det mystiske nødsignal, når man i et par scener senere får at vide, at kraftige ion-storme gør det svært for moderskibet at opfange signaler fra planeten, selv om de kun er 80 km væk. Ligeledes er det mærkværdigt – og nu kommer der en spoiler, som man kan undgå ved at springe afsnittet her over – at David har valgt at bruge sine mange år alene på planeten på at skabe en ny type monster, den med de tre stadier vi kender: æg, faccehugger og alien – hvad er egentlig ideen med dette, ud over at bevise at han er en dygtig biotekniker? Desuden kan man spørge sig selv om, hvad grunden kan være til, at han udsletter arkitekterne – er det simpel hævn, eller ligger der andet bag? Filmen giver i al fald ingen klare svar.

Det kan for udeforstående måske virke som rene petitesser og en sur anmelders flueknepperi, men når filmens interne logik brister, er det altså svært at tage den så alvorligt, som man burde, hvis det var meningen, at man skulle blive grebet af stemningen og engagere sig i figurerne.

Før filmen havde premiere, valgte selskabet at udsende et par kortfilm , der skulle fungere som et bindeled mellem de to film. I Covenant, der foregår ti år efter forgængeren, finder besætningen fra Covenant også frem til arkitekternes by, der nu ligger øde hen. I ruinerne bor David fra Prometheus, som snart får selskab fra Walther (David #2), som er med om bord på Covenant. I en af filmens mest pinagtige, tåkrummende scener (en scene, som sikkert var tænkt som en, der skulle være både dyb, rørende og fordre til vores eftertænksomhed) oplever vi David instruere sin nærmest identiske tvilling i at spille på en fløjte. I rummet kan alle tydeligvis høre dig spille fløjte. Hvem havde nogensinde troet, at fløjteundervisning kunne dukke op i en Alien-film? Det er rent ud sagt ufrivilligt komisk og helt, helt misforstået.

I et nyligt engelsk talkshow (Graham Norton, s. 21 ep.5) fortæller Fassbender i en sidebemærkning da også, at han har forladt biografpremieren i London, før filmen gik i gang, for at kunne dukke op på BBC, med ordene ”I think it was the right timing”. Om dette skal tolkes, som om han også selv synes, det er pinligt at opleve fløjtescenen, kan man naturligvis bare postulere.

På overfladen er Alien – Covenant en virkelig flot, teknisk imponerende og ganske blodig film, komplet med et hold gode skuespillere og en masse imponerende billeder, men samtidig er den endnu tyndere rent plotmæssigt end sin forgænger.

Det virker, som om Ridley Scott og hans manuskriptforfattere famler rundt i mørke, smilede korridorer i jagten på en fed historie, men tilsyneladende kun har fundet en masse fragmenter fra andre, bedre værker, som de har æltet sammen til det monster, som er Covenant. Nedtrykkende er det også, at en af manusforfatterne – Michael Green – ligeledes er med på forfatterholdet bag Blade Runner 2049.

Værre er det dog, at filmen helt tydelig genanvender en masse elementer fra de tidligere (men i kronologien efterfølgende) film. Mest tydelig kan dette ses i forhold til filmens heltinde, Daniels, der ikke kun virker som en klon af Ripley (lige som figuren Elizabeth Shaw var det i den forrige), når hun i T-shirt jagter gennem snævre, dunkle korridorer i et forsøg på at komme det nye uhyre til livs. Hendes ven, Tennessee, spillet af Danny McBride, er lige som Parker fra Alien blevet udstyret med cowboy-stråhat, måske i et forsøg på at gøre hans figur mere jordnær. Selv det musikalske ledemotiv er genanvendt fra Alien. Selv om alle delelementer burde være gode, bliver slutresultatet, at filmen overordnet set kommer til at virke som en tam pastiche, end som en film der faktisk fungerer.

Summa summarum er, at man endnu engang sidder tilbage og tænker, hvorfor Fox stadig lader Ridley Scott være arkitekten bag en franchise, som han tydeligvis har mistet kontrollen over. Der er mange, der havde håbet på, at Neil Blomkamp havde fået lov til at lave en ny Alien-film, men det er der indtil videre blevet sat en stopper for .

Der er, som nævnt i forbindelse med anmeldelsen af Prometheus, ikke noget galt i disse historier, hvis disse film bare ikke var tænkt som nogle, der var prequels til Alien. Det er de, og derfor føles oplevelsen ved at se de nye film helt ligesom dengang, man oplevede George Lucas’ mislykkede forsøg på at skabe en serie film, der kunne lede op til de oprindelige, fantastiske Star Wars-film. For meget CGI og alt for lidt fokus på figurudviklning – og fortjener publikum til en ny Alien-film i det mindste ikke en god handling?

Selvfølgelig vil alle, der elsker Alien, tage ind og se den nye film, for selv om det er dårligt, er det stadigvæk fedt at opleve en flot, dyr sci-fi film på det store lærred. Man kunne dog håbe på at den for en gang skyld flopper, for er der noget producenter kan forstå, så er det manglende indtjening – og svigter publikum Covenant kan man jo bare håbe på, at Bloomkamps film bliver kørt i stilling, for selv om den da også kunne gå hen og blive skuffende, virker den som udgangspunkt som en film, der har langt mere respekt for filmserien og dens fans, end den nye film udviser. Som en af mine medanmeldere ganske rigtigt sagde på vej ud af biografen – måske burde instruktøren tage navneforandring til ”Ridley Skuffende”.