Gangsterfilmen har kronede dage for tiden. Når Martin Scorcese hiver filmpriser hjem for sin amerikanske version af Andy Laus Infernal Affairs, og David Cronenberg bytter viral horror ud med hårdkogte russere i sin eminente Eastern Promises, så er det forståeligt, at flere store drenge vil lege med. Den seneste er Ridley Scott, der med en stærk gruppe skuespillere foran kameraet og sit sædvanlige flair for drama har skabt American Gangster.

Det er, som om filmpublikummet aldrig rigtigt er blevet træt af dette kig ind i forbrydernes verden. Alle ved den eksisterer, men heldigvis den ligger fjernt fra de fleste normale menneskers dagligdag, og måske derfor er den spændende. Allerede før filmens titel fades op, slår Scott genren fast. Åbningsbilledet er en bagbundet mand, der overhældes med benzin. Det sættes ild til ham, og efter han har vredet sig i flammerne, trækker Denzel Washington, i rollen som gansterspiren Frank Lucas, en pistol og skyder manden i nakken. Det er dog en noget misvisende start, for selvom volden er til stede og spiller en rolle i American Gangster, skal man ikke forvente orgiastiske blodudgydelser som hos Scarface, Untouchables eller Godfellas. Scotts film er mere afdæmpet, og langt mere fokuseret på både at tegne nære portrætter af sine hovedpersoner, være tro overfor perioden og ikke mindst forsøge at overbevise os med sin realistiske stil. Ud over at være en gangsterfilm, følger filmen også en anden meget aktuel genretrend; den er baseret på virkelige hændelser.

Filmen er centreret omkring de to store kanoner, Washington og Crowe, der lige som i Michael Manns Heat, står på henholdsvis den forkerte og den rigtige side af loven. Crowe spiller politidetektiven Ritchie Roberts, der ulig resten af ”New Yorks finest” ikke lader sig bestikke eller korrumpere af de mange mafiosoer som han støder på i sit daglige arbejde. Da han finder en million dollars i kontanter og beslutter sig for at indrapportere dem, får han en masse naturlige fjender i politistyrken, men hans ærlighed betaler sig i længden for, gerningen er også med til at sikre ham en lederstilling i et nyoprettet task force, der skal tage sig af det narkotikaproblem, der udviklede sig eksplosivt i de amerikanske storbyer under Vietnamkrigen.

Politimandens diametrale modsætning er Lucas, som er selvbestaltet storleverandør af heroin. Han tager kontakt til en gammel soldaterkammerat bosat i Bangkok, og rejser tager til Østen for at opsøge en vietnamesisk narkobaron. De laver en aftale om at få sendt stofferne direkte til USA på de fly, der dagligt transporterer materiel og soldater til og fra det krigshærgede land. På den måde får Lucas både bedre og renere heroin, som han tillige kan sælge til spotpriser. Salget af han heroin - ”Blue Magic” - går legende let, og inden længe er han i stand til at hente hele sin familie til New York, forære hans mor en herskabsvilla og give resten af familien jobs som narkokurerer og distributører. Konfrontationen mellem Lucas, New Yorks andre kriminelle og ikke mindst Roberts er naturligvis uundgåelig, og det er denne konflikt som filmens centrale plot kredser om.

Det, som er bemærkelsesværdigt ved filmen, er at den for en gang skyld tegner et sympatisk portræt af en mand, der ellers dæmoniseres af det stofforskrækkede Hollywood. Lucas er ganske vist ingen engel, og man ser ham gentagne gange slå folk ihjel. Drabene er dog på nogle yderst usympatiske karakterer, så det føles næsten rigtigt. Samtidig fremstilles Lucas som ekstrem charmerende, sød ved sin familien og loyal. Egentligt byder jeg denne udvikling velkommen. Det er godt, at der er givet plads til en mængde nuancer mellem sort og hvid, selv i en forholdsvis traditionel gangsterfortælling. Samtidig er bevidstheden om, at Lucas sælger et stof, der dræber, heller ikke underspillet. Filmen er fyldt med ynkelige close-ups af nåle, der penetrerer uren hud på usle badeværelser. Der vises endda spædbørn, der skriger på deres døde mødre, men på trods af dette ligger der en uudtalt morale i filmen, og det er, at Lucas leverer varer til et marked, som han ikke selv er skyld i eksisterer. Dette sidste faktum kan godt give denne anmelder lidt moralske tømmermænd. Det er den amerikanske heroindrøm, der gennemspilles, men en der også er klart farvet af Denzel Washingtons stjernestatus.

Det betyder dog ikke, at filmen er helt amoralsk, for Lucas’ modsætning – politimanden Roberts – fremstilles som ærligheden selv. En ærlighed, der gennem filmen koster ham dyrt både på det personlige plan som på det professionelle plan. Han kan ikke se gennem fingre med uærlighed eller kriminalitet, selv ikke hvis hans bedste venner eller nære familie er involveret. Selvom Crowe leverer en solid præstation som denne moderne Prins Valiant, så er det altså titlens gangster, der er og bliver mest interessant. Frank Lucas er, som titlen antyder, filmens altoverskyggende hovedperson, og derfor kan det undre lidt, at det blev Ridley Scott og ikke eksempelvis Spike Lee, der kom til at sidde komfortabelt i instruktørstolen, når nu historien om ”the original G.” skulle fortælles.

Man skal ikke forvente en decideret multimillionbudgetteret neo-blaxpliotation film af Ridley Scott, men jeg kan alligevel ikke helt lade være med at sammenligne American Gangster med figurer fra fortiden som eksempelvis; Superfly, Dolomite, Shaft og alle de andre, især når illusionen om starthalvfjerdserne er så gennemgribende vellykket. Slutresultatet er en lidt for lang, men solidt fortalt gangsterhistorie, der samtidig giver et indblik i, hvor rådden og korrupt ordensmagten i New York har været.

American Gangster er ikke lige så æstetisk billedskøn, som mange af Ridley Scotts øvrige film, men har inkorporeret den grynede, forfaldne og bæbrune realisme, man forventer fra perioden. Gentaget brug af kunstig sne irriterer min personlige æstetiske sans en smule, men det overskygges af, at filmen heldigvis tager sig god tid til at fortælle sin historie. Nogle ville måske finde filmen en smule kedelig til tider, men historien har hele tiden den nødvendige fremdrift og dynamik til, at det i min optik holder. At man er i selskab med den amerikanske gangster i over to en halv time gør også, at man for en gang skyld kommer meget tættere på manden, og ikke kun nødvendigvis dæmonen, der var Frank Lucas.