Anmeldere bliver indimellem beskyldt for at være partiske og kapellets udsendte må i den grad siges at være skyldig, især når lejligheden byder sig til at anmelde fortsættelsen til ”årets film 2014”. Den umiddelbare glæde og ikke mindst store overraskelse over den første film gjorde selvsagt forventningerne til Guardians of the Galaxy vol. 2 skyhøje, men heldigvis lever fortsættelsen i flere henseender op til dette forventningspres. OK den er måske ikke helt på højde med den første, men det er knageme tæt på.

I den første film fik man præsenteret langt de fleste medlemmer af disse galaktiske vogtere, men selvfølgelig støder der nye figurer til i den nye film. Star-Lord aka. Peter Quill har fundet sig til rette som den helt han udmærket godt selv ved han er, men uanset hvor cool man ellers er, er det svært at indrømme overfor både sig selv og den grønne pige Gamora, at han faktisk er lidt lun på hende. Det er dog ikke så meget deres forhold – eller mangel på samme – der er filmens primære fokus, men i stedet to helt andre ting.

I filmens start redder teamet en flok guldfarvede aliens, kaldet Sovereigns (direkte oversat ”de øverste herskere”) fra en enorm rumblæksprutte, der tilsyneladende har sat sig for at dræne planetens enorme energiressourcer. Dette lykkes under en meget flot og morsom titelsekvens, hvor seeren oplever mini-Groot (det charmerende trævæsen fra den første film – red.), der ikke synes at ænse den vilde kamp som foregår mellem rumsprutten og hans venner i baggrunden, mens han danser rundt til tonerne af det nye ”Mix. Tape vol. 2”. Da væsenet er nedkæmpet får Rocket Racoon ikke kun fornærmet deres guldfarvede arbejdsgivere, hvilket er noget nær den værste forbrydelse man kan begå ifølge deres kodeks, men han kan heller ikke helt lade være med at stjæle en håndfuld af deres meget værdifulde batterier. Så Sovereign racen sætter herefter alle midler ind for at få fat i Peter Quill og hans kumpaner.

Det er dog familiedramaet, der kommer til at fylde mest. Ikke alene det mellem førnævnte Gamora og hendes ondskabsfulde søster Nebula, som teamet skal fragte til en fængselsplanet. Mest fylder dog den figur, som pludselig dukker op i et flot æggeformet rumskib og erklærer sig for at være Peters rigtige far. Ham har Peter aldrig har kendt. Ham har Peter aldrig har mødt. Faderen, der kalder sig selv for Ego (spillet med stor charme af b-filmveteranen Kurt Russel) spørger Peter om ikke han har lyst til at komme med til faderens planet for dér at få mere at vide om hvor han i virkeligheden stammer fra.

Læser man ovenstående beskrivelse kunne det godt lyde som en form for meget traditionel familiedrama pakket ind i Marvels farvestrålende rumindpakning og det er også delvist rigtigt, men det er ikke dette der skaber fornøjelsen ved at se Guardians of the Galaxy vol 2. Den er – ganske som sin forgænger – en ustyrlig, fantasifuld, skør og actionfyldt fabel, stoppet til bristepunktet med så farvestrålende scenerier fra de mange utrolige planeter og verdener, så man mistænker at scenograferne og effektmagerne har været på nær dødelige doser af LSD da de kreerede filmens omgivelser.

Eftersom langt de fleste af figurerne allerede blev etableret i den første del, har filmen heller ikke nødig at skulle gøre dette igen, men kan i stedet brage løs i et højt fortælletempo helt fra starten af, der er præget af replikker og figurer der reelt er morsomme – altså for de der holder af denne type af film. Tager man oftest i biografen for at se socialrealistiske film fra Østblokken om mennesker på kanten af tilværelsen, der diskuterer tilværelsens ulidelige lethed, mens de spiser kold grød, bør nok undgå denne popcornfilm, eller også burde man tvinges til at få sig en humørindsprøjtning og udsætte sig selv for Guardians - vol. 2. Det er en film, der primært består af en masse tomme kalorier, men det til trods er det svært ikke at være bare lidt sukkerhøj af de imponerende scenerier og morsomme replikker idet man atter træder ud af biografmørket.

Ud over det etablerede hold af galaksevogtere, Sovereign-racen og Peters mystiske far, dukker også et par nye figurer op – mest bemærkelsesværdig er nok empaten Mantis, der står for en af de sjoveste scener i filmen. Hvad den består af, skal man selvsagt ind at se filmen for at opleve.

Undervejs i filmen er der også cameo-optrædener af et par skuespillere, som med garanti også vil bringe smilet frem hos alle os, der var børn i firserne. Selv om filmen er en fremtidsfabel, så trækker den også på en retronostalgi, som bl.a. kan ses gennem Star-Lords forkærlighed til hans gamle walkman, musikken på hans kassettebånd og måske bredere set på en filmtradition der inviterede til at man ikke nødvendigvis skulle dissekere filmen efterfølgende, men i stedet bare overgive sig til de ofte helt urimeligt absurde situationer som bliver serveret.

Guardians of the Galaxy vol. 2 har naturligvis slet ikke samme overrumplende overraskelsesfaktor som den første, men som nævnt så lykkes det James Gunn igen at få skabt en film der næsten er ved at sprænges af fortælleglæde og en rendyrket kærlighed til superhelte, tegneserier og populærkultur. Den er knap så rørende som etteren, men humoren er der til gængæld skruet op for. Så var du en af de, der knuselskede den første film, skal du ikke være bange for at film nummer to skuffer, for det er en af de sjældne fortsættelser som i den grad lykkes.