Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Prometheus (124 min.) Biografversion / 20th Century Fox
Anmeldt 30/5 2012, 16:47 af Torben Rølmer Bille

I rummet kan ingen høre dig sukke


I rummet kan ingen høre dig sukke

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der har været meget store forventninger til Ridley Scotts nyeste film. For efter en lang række film, der enten foregår i nutiden eller har grebet tilbage i historien bevæger han sig med Prometheus både ud i fremtiden og tilbage til det som gjorde hans navn nærmest synonymt med science fiction.

Der findes ikke den nulevende instruktør, der som Scott har sat sit præg på denne genre, for mandens hovedfilm Blade Runner og Alien – den 8. passager har ikke kun dannet skole for en lang række genrehybrider, men begge film har også fået status som filmklassikere uanset genre.

Prometheus har derfor været ventet af mange med spænding, for selv om informationerne omkring filmen har været sparsomme, virkede både de små featuretter, der kom som en viral forsmag på filmen på internettet (her og her), samt de trailers der blev sendt ud, utroligt lovende. Alligevel kunne nærværende anmelder ikke andet end at sætte sig frygtsomt til rette i biografsædet, for selv om det er selveste Ridley Scott der indtager instruktørstolen, selv om han lovede at fortællingen skulle være placeret forud for Alien og selv om filmens manus er skrevet af bl.a. David Lindelof, der var blandt hovedforfatterne på Lost, så var der seriøs risiko for at filmen alligevel ville forsøge at ændre alt for meget ved det oprindelige univers. Et dystert og dystopisk fremtidsunivers, som sidenhen er blevet en franchise, med dets egen veletablerede mytologi, spredt ud over film, tegneserier, computerspil og meget mere.

Netop også på grund af denne mytologi, er Prometheus, idet rulleteksterne begynder, en film, der skuffer på rigtigt mange områder, især hvis man ser den som en prequel til Alien. Det er meget vanskeligt at anmelde en film som denne, uden at afsløre for meget af handlingen, for selv om Prometheus er en usandsynlig flot film, der tillige giver sit publikum en 3D oplevelse ud over det sædvanlige (især set i forhold til hvor lidt forstyrrende effekten bliver hér og hvor klart og skarpt billedsiden står), så er det også en film der ender ud med at være uendeligt uforløst, at slutresultatet bliver usandsynligt irriterende for publikummer, der har fulgt med siden den første Alien.

1979 var året hvor Alien skræmte livet af den første generation af science fiction fans. Selv om der havde været frygtindgydende rumuhyrer før, så var H.R. Gigers monster det hidtil mest realistiske og i ordets sande betydning ”fremmedartede” væsen man hidtil havde set på film. I 1975 havde den fjerde inkarnation af Dr. Who (aka. Tom Baker) på BBC kæmpet med the Wirrn, der på mange måder var en forløber for Alien – et uhyre, der planede sine æg i mennesker og som udviklede sig til et gigantisk insekt. Hvorvidt manuskriptforfatterne Dan O’Bannon og Ronald Shushett havde set The Ark in Space før de begyndte på manuskriptet til Alien, skal lade være usagt, men ikke desto mindre fik de sammen med Ridley Scott forvandlet et enormt rumskib til en form for nygotisk borg, hjemsøgt af et væsen, som virkede lige så overlegent som det var usårligt.

I begyndelsen af Alien får rumskibet Nostromo et nødopkald fra en fjerntliggende planet LV-426 (først navngivet i James Camerons efterfølger fra 1986: Aliens). Her finder mandskabet resterne af et gigantisk U-formet rumskib, hvis styrmand – en elefantlignende kæmpe - har tydelige tegn på at et eller andet er kravlet ud af hans brystkasse. I Prometheus, er det netop denne race af fremmede, som kommer til at spille en væsentlig rolle, uden der dog skal afsløres flere detaljer.

Prometehus’ første billede viser seeren en hvidhudet, menneskeligende rummand der ser op mod en gigantisk flyvende tallerken. Han drikker en mærkværdig substans, begynder at mutere og kaster sig ud i en brusende flod, hvor han går i opløsning. Hans DNA blandes med vandet. Næste sekvens viser os en gruppe forskere, der i Skotlands højland netop har afdækket nogle 35,000 år gamle hulemalerier. I næste nu vækkes besætningen på rumskibet Prometheus. Huleforskerne fra før briefer den samlede besætning på 17 mand om at de har gjort en opsigtsvækkende opdagelse. På såvel hulemaleriet, som i mange forskellige kulturer verden over har man fundet en de samme symboler. Enorme skikkelser peger på fem prikker og forskerne antager at disse prikker er et stjernebillede, som hverken hulemanden, ægypterne eller babylonerne på ingen måde har kunnet observere fra jorden med det blotte øje. Denne ”invitation”, som forskerne tror det er, har de nu taget imod, for rumskibet Prometheus er standset ved den eneste planet i det solsystem der ligner det afbildede som samtidig har en sammensætning der kan opretholde liv. Planetens navn er LV-223, og allerede her, ved fans af serien, at vi ikke er helt på rette kurs.

Af hensyn til de mange der glæder sig til at se filmen, skal der ikke siges mere – bortset fra, at filmen udvikler sig både spændende og særdeles lovende i omkring en times tid efter dette, før handlingen så drejer i nogle retninger som ikke er særligt hensigtsmæssige. Mysteriet om disse rumvæseners tilstedeværelse er interessant, figurerne ombord på Prometheus er fascinerende, især Michael Fassbenders robotfigur David og naturligvis Noomi Rapache Ripley-wannabe Elizabeth. Der er også masser af interessante tiltag idet planetens hemmeligheder afdækkes, men samtidig er det også utroligt svært, når filmen slutter, at se hvordan det som man har været vidne til her, kan lede til det nedstyrtede rumskib som besætningen på Nostromo finder i Alien. Værre endnu er det, at slutningen nærmest lægger op til en form for efterfølger, der om muligt kan mudre det eksisterende billede endnu mere til.

Det er sådan en skam. Den måde teknologien bliver præsenteret på i Prometheus, falder fint i tråd med den vi ser i den oprindelige film, givet det faktum at vi i den ”nye” film færdes ombord på et af Wayland Corp’s flagskibe i stedet for en rusten pram som Nostromo. Stemningen i filmen er også intens god. Selv om den aldrig bliver en rendyrket rumgyser som Alien, er der stadig nok skræmmende og klamme øjeblikke til at gøre det interessant. Alt i filmen er så utroligt flot at se på - selv de mest ubehagelige effekter, kreeret af de overdrevent dygtige folk på WETA Digital. Alt burde derfor være i orden, men det er det bare ikke.

Det som er det allerstørste problem med Prometheus er at det er en film, der ulig sin ikoniske forgænger/efterfølger er alt for rodet, en film der vil alt for mange ting på én gang og som i skyndingen ikke ødelægger, men piller ved meget af den mystik der gjorde den første Alien så utrolig god. Den bliver aldrig, som undertegnede ellers havde frygtet, en form for Highlander 2 i Alien-udgave, for ideen med at fokusere på den anden type rumvæsen er ganske god – irriterende er det bare, at der til sidst er alt for mange ubesvarede spørgsmål, som seeren selv kan slås med, alt for mange narrative tråde, der aldrig bliver fulgt op på og alt for mange elementer, der i retrospekt ikke fungerer i forhold til seriens ellers så fine interne logik.

Indrømmet - man er underholdt mens det står på og var dette en selvstændig science fiction film, der kun havde meget løse bånd til Alien universet kunne man sagtens acceptere meget af de førnævnte.


Forrige anmeldelse
« The Inbetweeners – sæson 1 «
Næste anmeldelse
» J. Edgar »


Filmanmeldelser